De lovløses paradis

Alle på Fur har et øgenavn undtagen Anders, så han bliver kaldt Anton. Sådan fortæller Lars Tøjmand, der bliver kaldt Lars Tøjmand, fordi han hedder Lars og havde nogle tøjbutikker i Skive, før han flyttede til Fur.

Det er sjældent, der er en mening bag navnene, og er der en mening, er den ofte blevet glemt. Som for eksempel med Kok. På bodegaen overvejer nogle af gæsterne, om det er fordi, han er tyk som en kok, men det har han jo ikke altid været, så det kan umuligt være derfor.

Andre mindes, at Koks far, der var den oprindelige Kok, engang blev hypnotiseret i forsamlingshuset, hvor han baskede med armene og galede som en hane, og at navnet måske var gået i arv lige som med Prins. Prins stammer fra en gammel landmand, som engang købte et smukt sæt tøj og udbrød, at han følte sig som en prins i sine nye klæder. Det har han heddet siden, og det hedder hans i dag voksne søn stadig.

Sådan fortsætter det i en uendelighed. Der er Kræn Post, der i sin tid var andelskassemand og havde eget landbrug. Og så må man ikke glemme Kresten. En lavstammet mand som derfor fik øgenavnet Kræn tæt we æ jord. Da præsten påpegede, at det ikke var særligt hensynsfuldt, blev det i stedet til Kræn langt fra æ himmel.

Flytter man til Fur, bliver man en anden. Du får et øgenavn, og det er først, den dag du flytter væk fra øen igen, at naboerne anerkender din tilstedeværelse. Nina og Erik bor eksempelvis ikke i deres eget hus, de bor i Åse Købmands gamle hus, og sådan forvrænges tid og sted på Fur. Det hænger sikkert sammen med dengang, man hverken havde lygtepæle eller vejnavne på øen.

Man ville jo blive snotforvirret, hvis man ikke havde nogle faste pejlemærker. Det er ikke alt for mange år siden, at man fik det på Fur, og der er flere ældre, som kun akkurat kender deres eget husnummer, og spørger man dem om vej, bliver man dirigeret rundt som i en gammel sydstatsroman. Til venstre efter frisøren, til højre ved Brugsen, fortsæt forbi museet og tag så sidevejen ved Steens Butik.

Til at starte med skal det siges, at Fur ikke er de lovløses paradis. Der er faktisk så lidt kriminalitet her, at man ikke låser døren, når man tager hjemmefra, og gør man, så lægger man nøglen et sted, hvor venner og naboer nemt kan finde den. Man låser hverken knallert, cykel eller bil og lader gerne nøglen sidde i. Kommer man på uanmeldt besøg, så går man bare ind.

Udtrykket ’De lovløses paradis’ stammer fra en artikel, der blev bragt i B.T. tilbage i 1978, fordi en journalist havde opsnappet historien om, at færgemanden, hver gang politiet kom til øen, gav besked til bodegaen, som lod rygtet cirkulere. Nyheden betød, at man pludselig skulle holde sig sober og spænde selen, når man var i bil, og var man ikke i bil, måtte man gemme sin borede knallert i garagen. Politiet var så magtesløse, at de til sidst måtte ankomme i civil for overhovedet at have en chance. På Fur siger man, at de lod reklamevognen stå.

Sådan er det ikke længere, selv om man stadig knapper selen op, når man kommer hjem til Fur. Færgemanden har meldt sig ud af legen, folk kører ikke spirituskørsel som i gamle dage, og knallerterne er væsentligt færre. Til gengæld har andre furboere meldt sig ind i kampen, så man stadig ved, hvor og hvornår fotovognen står på fastlandssiden og når politiet er på besøg. Og selv om det er et fejlslagent mærkat, så indeholder overdrivelsen en sandhed.

Fur er igen kommet i de landsdækkende medier som den lille ø, der lever efter sine egne opdigtede regler. Dem, der trodser lov og orden, fordi de ikke bliver kigget over skulderen. Den er blevet døbt ’Gelændersagen’, fordi den handler om en trappe og et gelænder, som Natur- og Miljøklagenævnet har afgjort, er ulovlig.

Øens knallertkørere havde engang den vane lige at køre en tur op at vende på højen. Om sommeren fulgte de tusinde turister på øen hjulsporene, og det sled på gravhøjen. For at beskytte Bette Jenses Hyw opførte Viborg Amt trappen med gelænderet i 1980’erne, så turisterne kunne bruge trappen, og knallerterne ikke længere kunne følge vejen, der førte direkte op på højen: Nu lå trappen i vejen.

Men i 2014 afgjorde Natur- og Miljøklagenævnet, at trappen og gelænderet skæmmede gravhøjen, som er et dansk fortidsminde. Derfor var den ulovlig og skulle pilles ned til stor undren for de 800 furboer, for gelænderet havde jo stået der i mange år uden problemer.

Det kunne have været stoppet dér, men sådan blev det selvfølgelig ikke. Tre furboer gik sammen under navnet ’Gelænderbanden’. De satte et nyt gelænder op i 2017, men i februar i år blev også det gelænder pillet ned af Skive Kommune under tvang fra Slots- og Kulturstyrelsen til overskrifter om civil ulydighed, selvtægt og forargede politikere, der meldte sig på både lovens og de lovløses side.

Det kan sammenlignes med, da Mads Skjern blev nægtet et lån af Hans Christian Varnæs i ’Matador’, som udviklede sig til et årelangt nabofjendskab mellem nyrige og gammelrige. Her er det bare mellem det, furboerne kalder sund fornuft og hovedstadssnak. For det er lige, hvad ’Gelænderbanden’ synes, det er. Noget pjat og noget københavneri.

420’eren går direkte fra Skive til Danmarks mest travle færgeovergang mellem Branden Havn og Fur ved Limfjorden. Enkelte gange om dagen krydser bussen også Fur Sund for at samle folk op på den anden side, og så kan man nasse sig til en gratis færgetur.

Buschaufføren kan fortælle, at skibonitterne altid har grinet af Furs historie med indavl, som udmøntede sig i en øjensygdom, hvor man får ekstremt lysfølsomme øjne og farveblindhed, man bliver 'kimmeløjet'. Han kan også fortælle, at man før i tiden kun tog til Fur, hvis man ville have et par på hovedet af de hårdnakkede øboere. Sådan var det også nabolagene imellem på øen. Kom man fra vestsiden, risikerede man en omgang, hvis man skulle besøge købmanden på østsiden, og sådan var der så meget. Lytter man til omdømmet, er det nogle originaler, der bor på Fur, og et godt eksempel er den tidligere bodegaejer Viggo.

Engang var Viggo det første, man så, når man kom til Fur. Viggo ejede ’Skuret’ i de gamle dage, hvor muslingefiskere, truckførere og andre arbejdere kom for at drikke deres fyraftensøl i røg og svedent arbejdstøj tidlig eftermiddag, fordi de oksede på nogle helt skæve tidspunkter. Kom man tidligt, stillede man sig i baren og fik en snak med Viggo.

Der var julefrit område, for Viggo havde sine regler og sine holdninger, og hver søndag fik man et raflebæger i hånden, og slog man to ens, var den på huset.

Han kunne være både strid og grov, og han havde da også sine særheder, så man skulle holde sig på den gode side af Viggo. Men han var også sådan én, man lærte at holde af. Tanja, der nu ejer ’Skuret’, arbejdede som opvasker i Viggos tid. Dengang måtte hun ikke bruge det dyre, varme vand, når hun skulle opvaske de fedtede spatler og fade, for bodegaen var og er også grillbar, men så snart 'Pølsemanden' forsvandt fra køkkenet, for det kaldte man Viggo, trodsede Tanja instruktionerne, for det var sgu umuligt at fjerne friturefedtet på anden vis.

Da Viggo døde, var garagen fuld af kryddersnaps, og i haven havde han en 70 år gammel potkäse gravet ned. Sådan en blanding af gamle osterester, sherry, whisky, og hvad han nu ellers lige havde. Den har nogle af ’Skuret’s gæster smagt, og bare tanken kan stadig give dem kvalme. Bisættelsen foregik i haven, hvor potkäsen lå begravet, og hele ’Skuret’ var mødt op, og en masse andre også, for at sende en sidste hilsen til Viggo, som jo var god nok.

Og så blev han ellers sendt til krematoriet og strøet ud over Fur Sund, sådan huskes det, og hans enke tog vist nok potkäsen med sig, da hun forlod øen, så nu er hverken potkäse eller Viggo at finde på Fur. Men ’Skuret’, det står stadig.

I dag er det mere eller mindre de samme mennesker, som kommer på bodegaen. Nogle er forsvundet, og nogle nye er kommet til. Der må stadig ryges indenfor, og de gamle savtakkede spyd, man brugte til at stange ål, hænger også stadig på væggene lige som skiltene med navnene på Furs gamle fiskerbåde. Tanja ejer ikke andet på væggene end lokumsskiltet, fortæller hun.

Moleret på Fur. Her fotograferet ved en grusgrav midt på øen.

Alt andet på væggene er noget, fiskerne giver til ’Skuret’, når skibene er færdige med at tjene og ikke skal bruges længere. Det var Tanjas mor, der videreførte ’Skuret’ efter Viggo og det uden at ændre så meget, for gæsterne kunne godt lide, at alt var ved det gamle, selv om Viggo ikke var der mere. Og så overtog Tanja stedet for nogle år siden, og hun har egentlig bare videreført det.

Der var en tid, hvor der var seks købmænd, to slagtere, en bager, en bank, to folkeskoler og omkring 1.600 indbyggere på Fur. Men det var dengang. I dag skal man holde fast i og kæmpe for det, man har, for man ved aldrig, hvad man ender med. Med tiden fusionerede banken med en anden bank, som fusionerede med en tredje bank.

Det skete så ofte, at selv bankpersonalet blev forvirret, og nu er mange furboer gået over til en mindre bank, som kender området og ved, at man kan stole på en furbos foretagsomhed. Slagterne og bageren og folkeskolen og købmændene er også forsvundet lige som halvdelen af befolkningen, og tilbage har man Dagli' Brugsen, der fungerer som det hele – plus renseri og posthus – og her kan man stadig telefonere sine ordrer og få dem leveret næstkommende torsdag.

Oprindeligt lå Dagli’ Brugsen ikke ved havnen men inde midt på øen for at tilgodese både øst- og vestboerne. Anton var brugsomdeler, og han boede i forlængelse af forretningen med sin kone, mens det unge kvindelige personale boede ovenpå.

Alkoholbevillinger var der ingen af på Fur dengang, for i mange år var der gået lidt for meget druk i den, hvor flere mænd ødslede deres ugeløn op, inden de nåede hjem til konen. Sådan går historierne om tæsk og druk, som styrkede Indre Mission og afholdsbevægelsen, der fik det gjort uacceptabelt at sælge alkohol på øen. Men så begyndte bryggerierne fra fastlandet at køre vareture på øen, og de havde ’det gode øl’ med. Det var de gode gamle dage, hvor der var 50 bajere i en trækasse, som snildt kunne stå på tanken af en knallert.

’Gelænderbanden’, Anton, Johannes og Palle, forsamlet ved gravhøjen.

Men en stor bid af befolkningen ville også gerne have noget lidt stærkere at sippe til. Så dem, der ikke lavede et lille hjemmebrænderi eller listede rundt på udskibningsbroen hos de udenlandske søfarere, som havde lasten fuld, de tog ned til Anton for at købe en flaske brændevin fra kassen ved siden af radiatoren i baglokalet. Og selv om det måske var første gang, han gjorde sig som modstandsmand, var det ikke sidste.

Fur er ikke døende, selv om det kan virke sådan, hvis man besøger øen i vinterhalvåret. Der er et molerværk, hvor mange har eller har haft arbejde. Der er Fur Bryghus. Der er friskole, dagtilbud, muslingefiskere og en købmand, der udvider.

Der er museer, og det nede ved Gammel Havn er åbent hele døgnet, året rundt, og der er aldrig blevet stjålet så meget som en stenøkse. Der er også spisesteder, sommerhuse, et ældrecenter, et forsamlingshus, en kirke og en bodega.

Furboerne kan ikke fordrage udtrykket Udkantsdanmark. Der er ikke nogen kollektiv depression, bare fordi man lever som på Costa del Sol med en travl sommer, hvor 200.000 turister kommer på besøg, og en langsom vinter med gråvejr og stiv kuling. De siger, at der er så kønt, fordi de selv har ansvaret for øen. Hvis man smider skrald, skider man i egen rede.

Om sig selv siger furboerne, at de vel bare er lige som alle andre. Dem er der intet specielt, underligt eller anderledes ved. De bor bare på en ø. Men så snart de har sagt det, fortæller de en historie, der ikke kunne have været sket mange andre steder end på Fur.

Som da en person blev taget for spirituskørsel for mange år siden. Han var en dygtig svømmer, og tabte man noget i havnen, var det ham, man gik til. Så ville han fluks hoppe i vandet og fiske nøglerne op, eller hvad man nu havde tabt. Politiet ville tage ham med på stationen på fastlandet, fordi han var i en sørgelig forfatning den aften, men så snart de slap taget i ham på færgeturen, hoppede han overbord og svømmede tilbage til Fur.

Så måtte politiet vende færgen, og anden gang holdt de lidt bedre fast i ham. Og når først furboerne er talt varme, er de ikke til at stoppe igen.

”Vi har vore egne holdninger. Vi er patrioter, hvis man kan sige det sådan,” siger én.

”Det er anarki og selvstændighed, når det er allerbedst,” siger en anden.

”Vi er et roligt og pålideligt folkefærd, men vi kæmper for Fur,” siger en tredje.

”Selv om vi er uenige om mange ting, så står vi sammen,” siger en fjerde.

”Der er måske nok en nedarvet fandenivoldskhed her på øen,” siger en femte.

”Hvad får man, hvis man parrer en morsingbo med en orne? Ikke en ski', for det gider ornen sgu ikke være med til,” siger en bedugget herre på ’Skuret’.

Anton reder fortsat op i den ene side af sengen i soveværelset, selv om han er enkemand.

Det var Anton, Palle og Johannes, der fik ’Gelændersagen’ til at rulle. En pensioneret brugsomdeler, en vognmand og en tidligere molerarbejder. Det var ikke for hæder og ære, personlig vinding eller profit, at de formede ’Gelænderbanden’. Spørger man dem, var det for almenvellet på Fur og for handicappede, pensionister og turister, og det gamle mundheld om, at den enes terrorist er den andens frihedskæmper lever i bedste velgående.

Men de er en umage trio:

Anton Simonsen

En lavbenet og rolig mand, der arbejder som buddreng for Dagli' Brugsen tre timer hver torsdag, selv om han lige har ramt de 80.

Han er enkemand og bruger briller, når han skal læse avis og skrive mails til journalister om, hvad der sker på øen, hvilket han ofte gør, og som tak får han en julegave af Skive Folkeblad hvert år uden undtagelse.

Han har en umiskendelig stædighed over sig, der ikke er til at tage fejl af. Som Svinedrengen i eventyret, der ikke accepterer et nej, selv om han risikerer at få lort på hænderne.

Han elsker kaffepunch.

Palle Christensen

En stor, robust mand, man sjældent finder i andet end arbejdstøj, og han kunne til forveksling have spillet Bøffen i ’Olsen Banden’-filmene.

Han har eget vognmandsfirma, mumler og er ikke bange for at tale magten imod. Han lyver om en knæskade, når han bliver budt op til dans, og når han taler, er det altid med et skælmsk smil og en snært af ironi.

I stuen har han en julemand i menneskestørrelse stående det meste af året. Han har også haft en udenfor på størrelse med gavlen, men den blev ødelagt af nogle vandaler.

Han elsker kaffepunch.

Johannes Vester

En tynd herre med pjusket, hvidt hår og en gæv, jovial attitude, som gør ham yngre, end han er.

Han vil kun mødes, hvis resten af banden også er med, fordi det gør ham mere tilpas i situationen. Tempoet er højere, pauserne kortere og energien mere sprudlende end ved hans to kumpaner.

Han arbejdede 39 år på molerfabrikken, før han gik på pension.

Han ved, at man i en rigtig kaffepunch skal kunne se datoen på tiøren i bunden af koppen.

Han elsker kaffepunch.

Det var måske en tilfældighed, at det overhovedet kom op dagen efter en havnefest i 2017. Hver sommer afholdes en march rundt om øen kaldet Fur Rundt. Man kan løbe, cykle, køre, sejle eller gå med en trækvogn fyldt med øl. Man kan også bare komme senere til havnefesten på pladsen foran ’Skuret’ lige som Anton, Palle og Johannes, hvor de mange hundrede gæster fester, spiser grillpølser, hører musik, danser og slår en streg i havnen.

Anton er 80 år gammel. Han blev alene, da hans kone døde i 1992.

Det var sent om aftenen. Anton havde været godt i gang med specialøllene fra øens eget bryggeri, mens Palle, der ikke bryder sig om øl, havde holdt sig til vinen. De vil helst ikke gå i for mange deltaljer, for der blev vist ikke holdt igen. Gelænderet stod allerede klar i Palles garage, da han så Anton.

”Hvornår skal vi have det gelænder sat op?” spurgte Palle.

”Jeg venter jo på dig. Det bestemmer du,” svarede Anton.

”I morgen? Klokken otte?”

Modsat andre fuldemandsaftaler blev denne her gennemført, selv om Palle for længst havde glemt aftalen med Anton og Johannes, da han gik i seng. Næste morgen blev han vækket af et opkald klokken otte, og så kom han ellers hurtigt afsted til Bette Jenses Hyw med værktøj og træ, og så satte de det op og malede det. Konerne kom med morgenbrød, øl, vin og bitter, og det mest sindsoprivende, der skete under den kriminelle handling, var, da Palles hammer knækkede.

John husker stadig lugten af mose, når sand, grus og ral blev suget op i lasten. Hans far var styrmand på en sandsuger, og ude på vandet kunne John, som ofte var med, fornemme den kontakt med omverdenen, sejlerne havde. Det var både et øsamfund skærmet fra omverdenen men samtidig et sted med en international udskibningshavn og udenlandske søfarere.

Et gammelt mundheld på Fur lyder derfor således: ”Fur Sund er kun 1.500 alen bredt, men dog bredt nok til at skille verden i to dele, Fur og det øvrige.” Johns far døde i en arbejdsulykke i 1966, da John var kun ni år, hvilket ikke var unaturligt på en ø, der levede af fiskeri og hårdt arbejde. Men lugten af mose er stadig lige så klar i erindringen som dengang. Han udtrykker det næsten, som om det var lugten af frihed.

Palle på 66 år er den første på Fur, der har en elbil. Desuden er han og konen kendt for deres kærlighed til julen og julemænd.

Var man ung på Fur i 70'erne betød den røde tre-gears Puch alt. Det var den, man viste sig frem på, når man skulle ned til havnen eller campingpladsen. Når vinterfrosten havde sat ind, og man ville stange ål gennem isen, tog man knallerten langt ud på det frosne sund for at finde det helt perfekte sted at isfiske. Den kørte nok lidt hurtigere, end den måtte, men det gjorde alle knallerter i området dengang, og man kørte da også til og fra kroen i Selde på fastlandet efter at have drukket mere end et par øl, men det gjorde alle på den tid. Sådan siger man i hvert fald.

Og når John og de andre knallerthoveder virkelig skulle teste deres køreevner, så gassede de deres borede knallerter op på gravhøjen, Bette Jenses Hyw. Sådan et hold af fire til otte gutter, der alle skulle op at vende på Furs højeste punkt. De fleste på en to-gears, tre-gears eller en Maxi. Ikke som pubertære rebeller, der destruerer af ren og skær kedsomhed. Det var bare blevet tradition, sådan husker John det i hvert fald. Når man var en ung fyr på Fur, så forpligtede det, at knallerten også skulle op og nyde udsigten til Salling, Mors og Livø.

Der har også været flere biler oppe at vende på gravhøjen, men man nævner ingen navne. Med årene skabte det mandsbrede slidspor fra de mange knallerter med baghjulstræk, som havde kørt op ad skranten, og på toppen var der en stor vaniljekrans uden græs.

Huset ved det Y-kryds, hvor vejene fordeler sig rundt på øen.

Det hjalp heller ikke, at turisterne begyndte at komme i tusindvis, som alle fulgte det, de troede, var et trampespor, og havde man ikke grebet ind i tide, havde der næppe været en Bette Jenses Hyw i dag. Det tænkte de ikke på dengang, men da trappen og gelænderet blev bygget i begyndelsen af 1980'erne, stoppede knallerttraditionen, så på en måde reddede den ulovlige trappe gravhøjen fra destruktion.

John er blind. Det var han næsten, dengang han kørte på knallert, men han vidste det ikke, før han kom på universitetet i Aarhus, hvor han studerede arkæologi. Her fandt han ud af, at han havde en øjensygdom, som ville æde hans syn med tiden. Det kunne være i morgen eller om 20 år, og selv om han ikke troede et ord af det i begyndelsen, blev han overbevist.

Først studerede han med et forstørrelsesglas og senere med en frimærkelup, der kunne forstørre 60 gange. Han mener selv at have læst 12.000 sider med den lup et bogstav ad gangen, og sådan fortsatte han, indtil han intet som helst kunne se. Ingen på Fur tænker over, at John er blind. Det gør turisterne til gengæld. De kan blive helt forvirrede, når manden med blindestokken og de letflakkende øjne rejser sig og agerer busguide, mens han helt perfekt peger på og markerer de forskellige historiske områder med hænderne.

I dag er John museumsinspektør på Fur Museum, når han ikke er guide. Hvis der er noget, man er i tvivl om, så ringer man til John. Han ved alt, der er værd at vide, og ved han det ikke, så finder han ud af det. Han er diplomaten, når det gælder ’Gelændersagen’. Han er lige dele furbo og arkæolog, og som han udtrykker det, så vægter han beskyttelsen af gravhøjen lige så højt som benyttelsen.

Johannes på 66 år arbejdede i 39 år på molerfabrikken, før han gik på pension.

Og så var det faktisk selvsamme John, der oprindeligt blev ansat af Fredningsstyrelsens

Fortidsmindeforvaltning til at inspicere de furske høje. Det var ham, der opdagede, at Bette Jenses Hyw var i en rædderlig forfatning mange år efter hans egen knallertkørsel på højen. Han indberettede skaderne med en tekst om, at man burde forebygge, at slitagen gentog sig, og så valgte Viborg Amt at opføre den omtalte trappe og gelænderet. Men John havde ikke overvejet, at han med sin rapport om et forsømt gravsted havde lagt i kakkelovnen til en af de mest spektakulære danske sager om civil ulydighed på mikrobeniveau.

’Gelændersagen’ er ikke for sjov, selv om den kan virke komisk. Gravhøjen Bette Jenses Hyw var det højeste punkt på Fur, indtil et firma i 1962 ville udvinde moler fra højen og dermed jævne den med jorden. Furboerne valgte derfor at omdøbe en anden gravhøj – den ene af de tre Stendal Høje – som var det nye højeste punkt på øen. Den skulle hedde Bette Jenses Hyw, så tingene blev ved med at være, som de altid havde været. Det er stadig en gravhøj. Bare uden Bette Jens i graven.

Sagen er komisk fordi det var furboerne selv, der sled gravhøjen til ukendelighed på deres knallerter og i deres biler, men nu er den blevet et symbol på deres modstand mod systemets manglende fingerspitzengefühl over for provinsen.

Det er taget så langt ud, at formanden for Skive Kommunes Teknik- og Miljøudvalg foreslog, at den tidligere kulturminister for Liberal Alliance, Mette Bock, skulle inviteres til wienerschnitzel på Færgekroen efter en tur på Bette Jenses Hyw, hvilket hun faktisk gjorde 2. påskedag i 2019. Efter søndagsgudstjenesten snakker man om, at det da er paradoksalt, at man i København må bygge ni nye øer, mens man her forbyder et gelænder. Det er sådan, man ser det, selv om alle også er enige om, at regler skal overholdes. Bare ikke tossede regler.

På Fur har man et udtryk for lige netop dét, som ikke er optaget i den danske ordbog. Awer. De siger selv, at man ikke kan stave det. Det er nærmere en lyd. Er man awer, så er man selvstændig, en Rasmus Modsat, en trodsig satan, der ikke tager et nej for et nej, og det er en stemning, der gennemsyrer øen.

Jens Busk var awer, da han fandt ud af, at han ikke måtte rive sit nykøbte hus ved vandet ned og bygge et nyt samme sted, fordi man, ifølge loven, skal bygge mindst 300 meter fra havet. Så han rev sit hus gradvist ned og byggede det nye op løbende med samme endevæg på det samme fundament, så det i følge loven er renovation og ikke nybyggeri.

Furboerne var kollektivt awer, da kommunen lukkede skole og dagtilbud på øen. Her gik man sammen og åbnede sin egen Friskole og Børnehus. Da biblioteket lukkede, gik nogle awer frivillige sammen om at åbne deres eget i ældrecentrets kælder. Og man er virkelig awer, når man bygger et gelænder i trods.

”Hvis der er noget, man er utilfreds med, så kan du ikke klage til kommunen og sige, at det er deres skyld. Så kigger man ind i spejlet, for så kan man se, hvem der har gjort for lidt. Det er en selv. Og så kan man tage sin del af ansvaret … Det har vi altid gjort. Vi venter ikke på, at staten eller kommunen gør noget for os. Vi gør det selv, og det er ofte hurtigere. Det kan man også se i ’Gelændersagen’,” fortæller John.

Moleret ses overalt i landskabet på Fur. Her tæt på Bette Jenses Hyw.

Og så er det påfaldende, at den lille gravhøj altid har været et sted, der illustrerede furboernes afsky over for hovedstadsfolkets rigide praksis. I Hans Kyrres hjemstavnsberetning 'Furboerne' fra 1912, beskriver han øens beboere som et voldsomt folk, der er tilbøjelig til at rotte sig sammen over for fremmed vold.

Han nævner en landstingsdom fra 1567, hvor furboerne var stævnet til møde på øens gamle tingsted, Bette Jenses Hyw. Angiveligt fordi de nægtede at betale den høje skat, de adelige jordejere krævede. Da den udsendte autoritet begyndte at oplæse sine lovparagraffer, sprang en mand fra tilhørerskaren frem og stak oplæseren i brystet og forsvandt. I stedet for at jagte drabsmanden lagde furboerne sig på knæ og bad til Gud. De tilstedeværende fik mindre bøder, fordi de lod drabsmanden flygte, og da den dom faldt, var gerningsmanden endnu ikke fanget. Historien gentager sig selv. Måske.

’Gelænderbanden’ havde hverken regnet med, at gelænderet ville blive opdaget eller pillet ned igen. De havde heller ikke regnet med, at radio- og tv-stationer ville bede dem om at sige til, hvis de besluttede sig for at sætte et nyt op. Nu er der intet gelænder på Bette Jenses Hyw, men hvis de sætter det op igen, som de nogle gange siger, de gør, og andre gange siger, de ikke gør, så har de tænkt sig at gå mere stille med dørene.

Men de mødtes i hvert fald til snaps og god mad den aften i marts 2019, hvor Natur- og Miljøklagenævnet afviste deres ansøgning om et gelænder med reb. Måske ønsker begge parter i virkeligheden, at man glemmer den lille principsag, fordi det er en tabersag for alle involverede. ’Gelænderbanden’ har hørt rygter om, at gelænderet kommer op igen. De har også hørt, at folk vil hjælpe med at betale dagbøder, og at en trælast fra Himmerland vil donere plankerne kvit og frit. Men hvor de har det fra, vil de ikke sige.

”Så længe vi har noget at gøre det med, så sætter vi et nyt op,” siger Palle så og kigger stift mod julemanden i sin stue. Hans kone har taget stikket ud, fordi den, altså julemanden, begynder at danse ved den mindste bevægelse i rummet.

Furboerne har netop fået en ny trappe på gravhøjen efter en masse bureaukratisk hurlumhej, og den trappe, synes de faktisk, fylder alt for meget, og skæmmer højen meget mere end den gamle trappe med gelænder. Så de er ikke tilfredse, men deres ihærdighed har i det mindste båret frugt. De fortæller stolt om, at alle i Danmark har hørt om det gelænder, og måske handler det i virkeligheden ikke kun om gelænderet og gravhøjene.

”Der sidder nogle mennesker i Kjøwenhavn, der overhovedet ikke ved, hvordan der ser ud deroppe, og de vil så bestemme over det,” siger Johannes på en måde, der er mere kæk end vred. ”Der er nok også lidt trodsighed og stædighed indblandet.”

”Gravhøjen er jo ikke andet end en stak jord,” fortsætter Palle. ”Det er noget fis. Skulle jeg bestemme, så skulle alle gravhøjene jævnes med jorden. Udkigsposten kan godt blive der, ellers kan vi lave en ny. Dobbelt så høj. Det kan jeg gøre på en formiddag.”

Der er ikke meget gammelt tilbage på Fur. De indfødte, dem der gik ud af syvende klasse for at knokle, er godt oppe i årene. Den indremissionske enklave er væsentlig mindre end tidligere. ’Skuret’ emmer ikke af druk og tæsk mere. I hvert fald ikke tæsk. Den gamle havnefoged, der gik under navnet ’Djævlen’, render ikke rundt og råber efter sine indkrævninger på havnen længere. Fiskerne forsvandt med fiskene, og muslingefiskerne er færre og sejler i større, moderne både.

Men stemningen er der lidt endnu, og tilflytterne suger den stadig til sig. Hvis der er én frygt, så er det, at det hele bliver stort og forkromet. At tingene bliver fjernet eller proppet ned over hovedet på dem, som man så det med skolen og biblioteket og senest med det nedrevne gelænder, som blev udstillet på Fur Museum i sommer som museumsobjekt.

På Fur er man vant til at pløje for egen mark. Igangsætte det man vil have gjort, hvad enten det er et forsamlingshus, et nyt museum, en legeplads eller et gelænder. Og når staten og kommunen ikke selv skaber noget for dem, så skal de heller ikke komme og sige, at det, der bliver skabt, er forkert eller ulovligt. For så bliver de sgu awer.