Pernille Harder: ”Kasper Hjulmands ansættelse har betydet, at vi er kommet tættere på herrelandsholdet. Vi snakker mere om landsholdene som en samlet enhed” scroll-down

Pernille Harder: ”Kasper Hjulmands ansættelse har betydet, at vi er kommet tættere på herrelandsholdet. Vi snakker mere om landsholdene som en samlet enhed”

Den 29-årige Pernille Harder om at kæmpe for ligestilling i fodboldverdenen, at spille på klubhold med sin kæreste og om en tatovering, der betyder meget for hende.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Tobias Nicolai
Sport Euroman

JEG HAR ALTID været den bedste på holdet. Mine forældre satte mig i gang med at spille fodbold, da jeg var fem år, og så har jeg spillet lige siden. Jeg var sådan en pige, der bare elskede at spille fodbold og gjorde det hele tiden; i frikvartererne, efter skole og til træning om aftenen. Jeg tror, at de fleste, der så mig spille dengang, kunne se, at jeg kunne blive til noget særligt.

Jeg kan huske som 10-årig, at mit hold spillede sig til finalen i en indendørsturnering, og jeg blev turneringens topscorer. Til finalen råbte næsten alle blandt publikum mit navn og heppede på mig, fordi de syntes, jeg var god. Dér tænkte jeg: ’Okay, jeg må kunne et eller andet.’

DEN BEDSTE BESLUTNING, jeg har truffet i min karriere, var at tage til Linköping som mit første udenlandske skifte, da jeg var 19 år. Jeg kunne godt have valgt at flytte til en storklub, men det kunne også have betydet, at jeg ikke ville stå det samme sted, som jeg gør i dag. Jeg tog et mindre skridt til en midterklub i den svenske liga, men hvor jeg havde de perfekte muligheder for at udvikle mig som spiller og person for dernæst at blive moden nok til det helt store skridt.

Jeg kunne være skiftet til Tyresö FF, der var de bedste dengang i Sverige, og Wolfsburg i Tyskland ville også allerede have mig. Jeg havde muligheden, men det var jo ikke sådan, at de bare sagde: ’Vi skal have dig for alt i verden.’ Derfor tænkte jeg, at det var bedre, at jeg udviklede mig et andet sted, så Wolfsburg virkelig ville have mig, og det ville de så fire år senere.

EN TYPISK UGE for mig forløber sig sådan: Vi spiller kamp om søndagen, mandagen er der restitution, tirsdag har vi fri, så træner vi onsdag og torsdag, har fri fredag og træner lørdag. På en almindelig træningsdag møder jeg ind omkring klokken 09.30 og får lidt behandling, herefter har vi møde, så laver vi et prehab, hvor vi laver nogle øvelser for at få kroppen i gang inden træning, og efter selve træningen står den på styrketræning, behandling, eller hvad man nu har brug for. Inden man tager hjem, spiser vi frokost sammen hele holdet.

Jeg elsker god mad, så jeg bruger meget af min fritid på at tage ud på caféer og restauranter i London. Jeg spiller også golf indimellem. Golf er en sport, som ikke er så belastende for kroppen, men man får stadig konkurrenceelementet. Af den grund er det en sport, som mange sportsudøvere spiller i deres fritid.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, EM og Interview