Danmark-Rusland. EM-gruppespil. 21. juni 2021. Delaney lægger bolden ind over. Braithwaite møder den i luften. Tvinger den russiske keeper ud i udstrakt positur.

Stryger følger op. Lægger den af fra snært hold til Dolberg, men han brænder også.

Hænderne ryger til hovedet i Parken. Kollektiv ærgrelse.

Men hvad sker der nu? Den russiske back har clearet kuglen ud i ingenmandsland, og der kommer ingen ringere end Andreas Christensen. Han møder bolden med vristen, og den stiger som en raket. Parken følger forhåbningsfuldt boldens linje.

I et splitsekund er alle henlagt i vantro, men derefter bryder jublen ud.

”Prøv lige at se, hvor vanvittigt det er,” råber kommentatoren.

Få øjeblikke på et stadion føles bedre end de millisekunder, hvor fans i fællesskab holder vejret ved et langskud. Sandsynligheden for en fuldtræffer er lille, men håbet knytter os sammen. Måske den går ind. Måske vi denne dag får årets mål at se.

Som da Andreas Christensen tyrede læderet i kassen mod Rusland ved EM i fjor, eller da hollandske Giovanni van Bronckhorst bankede jabulani’en op i det fjerneste målhjørne i Sydafrika for 12 år siden.

Ser man fodbold for langskuddenes skyld, har VM i Qatar dog ikke været begivenhedsrig. Verdensmesterskabet har budt på forbavsende få langskud, og derfor også ganske få langskudsmål.

Ganske illustrative for trenden var tirsdagens ottendedelsfinaler mellem helholdsvis Spanien og Marokko og Portugal og Schweiz. I det første opgør cirkulerede Spanien vanen tro bolden rundt i én uendelighed uden at teste målmand Bonos evner fra distancen. I Portugals målfest mod Schweiz fandt sidste boldberøring ved alle syv mål sted inde i feltet.

Retter man blikket mod hele slutrunden, tegner et tilsvarende billede sig. Godt nok var Messis græsfræser mod Mexico og Irans føringsmål i det 98. minut mod Wales i anden runde fine langskudsmål. Men her som turneringen står på tærsklen til kvartfinalerne, er kun i alt 12 mål sat ind fra positioner uden for feltet.

Og her tæller jeg altså ikke kun regulære langskudsmål med, men også mål som Bruno Fernandes indlæg, der strøg forbi Ronaldos pandebrask og ind i sidenettet i kampen mod Uruguay.

Men er 12 langskudsmål ud af de 148, der hidtil er scoret i turneringen – straffesparkskonkurrencer fraregnet – egentlig så få igen?

Det korte svar er: Ja!

Andelen af langdistancemål ved dette VM udgør blot lidt over otte procent af det samlede antal mål. Sammenligner man det tal med statistik fra langskuddets heydays i 2000’ernes England, så står forskellen tydeligt frem.

I perioden 1998-2004 lå gennemsnittet af andelen af mål scoret uden for feltet i Premier League stabilt på 15-18 procent. Altså allerede et godt stykke over tallet til dette VM.

Men så indtog José Mourinho og Rafael Benitez Premier League og verdensfodbolden, og sammen med dem kom den lave forsvarskæde og det relativt lave pres på mode. Det betød, at langskuddet ofte blev foretrukket frem for pasningsspil, når modstandernes defensiv skulle brydes ned, og boldene bragede derfor ind bag målmændene. I PL-sæsonenerne 2005/06 og 2006/07 var andelen af mål scoret udenfor feltet helt oppe på 20 procent.

Langskuddet var det nye sort i de ublu, frembrusende 00’ere, akkurat som Frank Lampard, Steven Gerrard, Adriano, Juninho Pernambucano og Roberto Carlos var det. Og udviklingen passede da også fint sammen med tidens ånd. Rustfrit stål i byerne og i samtalekøkkenerne, stålben på banen.

De få langskudsmål ved VM i Qatar kan dog ikke siges at være et pludseligt brud på de taktiske konventioner. Udviklingen ved dette VM beviser derimod blot, at langskuddet som fænomen bløder for tiden.

Pendulet begyndte nemlig allerede at svinge væk fra langskuddet for mere end ti år siden. For som ESPN kunne berette før VM, så indtraf der en bemærkelsesværdig forandring i tilgangen til fodboldspillet efter VM i 2010.

I kølvandet på Pep Guardiolas Tiki-Taka-succes i F.C. Barcelona og det spanske landsholds ditto begyndte landsholdene ved slutrunderne i 2014 og 2018 at vælge deres skud med en hel anden omhu end tidligere.

Eksempelvis faldt den gennemsnitlige skudafstand flere meter fra slutrunden i Sydafrika i 2010 til VM i Brasilien fire år efter, og som dataanalytikere har udregnet, så havde det gennemsnitlige skud i Brasilien nærmest dobbelt så stor chance for at gå mål sammenlignet med Sydafrika.

Det betød selvfølgelig ikke, at der blev scoret dobbelt så mange mål. Den statistiske ændring var derimod et resultat af, at spillerne i stigende grad skrottede langskuddene, afsluttede mindre og i Guardiolas, Xavis og Iniesta ånd forsøgte at spille chancen større ved at bevæge bolden ind i feltet fremfor at prøve lykken udenfor.

Med analytikernes ord: Spillerne begyndte i 2010’erne at skyde fra positioner, hvor xG-værdien (Expected Goals, en målestok skabt til at beregne sandsynlighed for et mål baseret på tusindvis af lignende situationer) var højere.

Mange har da også hævdet, at skylden (eller æren, hvis man er til den slags steril fodbold) for det faldende antal langskud i både slutrunder og i klubfodbolden ikke kun skal tilskrives Pep Guardiolas indflydelse på verdensspillet, men netop også dataanalytikernes. Det vil være decideret blindt at ignorere talmændenes betydning. Og blandt dem har Expected Goals i samme periode været ét af de væsentlige parametre, når fodbolden har været under taktisk lup.

Spillere og trænere er derfor i stigende grad blevet fortalt, at chancen for scoring er højere, hvis de søger tættere på mål frem for at opsøge heldet udenfor, og det ligner altså, at de har lyttet. I hvert fald de fleste af dem.

For der er heldigvis stadig undtagelser. Pep Guardiola har selv fortalt, at han i 2019, da Vincent Kompany tog tilløb til et potentielt mesterskabsafgørende skud mod Kasper Schmeichels Leicester, tænkte ”no shoot” i sit excentriske spansk-engelske sind, men det gjorde Kompany altså alligevel. Som bekendt med et vidunderligt langskudsmål og mesterskab som resultat.

Gid andre gjorde som belgieren, også under det her VM. For det kan godt være, at der sjældent kommer noget godt ud af langskud, men når der gør, skabes der berusende minder.

Den slags irrationalitet lever fodbolden og verdensmesterskaber også af, så lad os håbe, at VM’s afsluttende kampe byder på stribevis af screamers. Den skønne og skøre disciplin trænger til at blive vækket til live.