Ernæringstrends kommer og går. Nogle gange føles det endda som om, de er forsvundet igen, inden man får blendet sig en rawjuice eller bagt sit palæobrød færdigt. Selv har vi ikke været for fine til at rapportere om ernæringsfordelene ved at tilføje fx chili, kaffe og chokolade til diæten. Men nu tyder noget på, at al den avancerede forskning fuldender cirklen og vender tilbage til barnelærdommens kostråd nummer et: Spis langsomt!

Ifølge en japansk undersøgelse af type 2-diabetikere er der en sammenhæng mellem personer, der spiser langsomt og et lavere BMI og taljemål.

”Undervisningsinitiativer og programmer, der reducerer spisehastighed, kan være gavnlige til at forebygge overvægt,” skriver forskerne fra Kyushu University i Japan.

Det er ikke første gang, at forskere finder sammenfald mellem hurtigspisere og overvægt. En anden japansk undersøgelse af 3.000 mænd og kvinder fandt, at de, der spiste hurtigt og fortsatte, til de var mætte, tre gange oftere var overvægtige end dem, der spiste langsomt.

Men der er også kritikere af idéen om, at det simple kostråd skulle spille en stor rolle. Som Ian MacDonald, professor i metabolisk fysiologi ved University of Nottingham, der mener, at man ikke skal tage sammenhængen alt for alvorligt, fordi personerne i undersøgelserne ikke ændrede spisehastighed i løbet af undersøgelsen, og fordi deltagerne selv har skullet vurdere, om de spiste hurtigt eller langsomt.

”Det er ikke på sin plads at konkludere noget om spisehastighed og overvægt,” siger han til The Guardian.