Mads Kragh var ung i slut 90’erne og 00’erne. Han lånte cd’er med rapgrupper som ’Body Count’ og ’NWA’ af sin søster, og han begyndte at interessere sig for hiphop-kulturen i USA og Danmark. Han har ingen videregående uddannelse, men har arbejdet som booker og fungeret som tourmanager for blandt andet Johnson og Niarn, hvor han skulle stå for alt det praktiske og i særdeleshed, at deres ’Rider’ var, som de ønskede. Der skulle være håndklæder, præcis de drikkevarer, de havde bedt om og nok af dem.

I dag er Mads Kragh 33 år og direktør i Capstore, der er Danmarks største og, hvis han selv skal sige det, mest professionelle capbutik. Men han ser yngre ud, end han er, når han står mellem rækkerne af truckercaps, solhatte, dadhats, baseballcaps og bøllehatte i deres fysiske butik på Fisketorvet. Han går altid med hat og fungerer som en vandrende reklamesøjle for butikken. Lægger man udstillingsmodellerne på hattehylderne sammen med lageret, har de altid 1.000-1.200 forskellige modeller i butikken, der årligt sælger ca. 10.000-11.000 stykker headwear.

Han kalder sin tid i musikbranchen som en sidegesjæft, fordi der ikke var mange penge i branchen. Men arbejdet gav ham kontakter i rapkredse og streetwear-miljøet, som er tæt bundet sammen. Da han stoppede med småjobs som booker, kørte han med erhvervspost, indtil han fik job i streetwear-butikken Drop Dead, hvor flere rappere, der ikke kunne få det til at løbe rundt arbejdede. Der kunne han forene interessen for rap og hiphop-kultur med gademode til en løn, han faktisk kunne leve af. Sidenhen blev han butikschef i Drop Dead og senere presse- og marketingsansvarlig hos danske distributører af verdens største capmærker som Mitchell & Ness, 47-Brand og New Era.

Direktør Mads Kragh i butikken på Fisketorvet.

Det var en dag for fem år siden at Mads Kragh sad på sit arbejde og irriterede sig over, at de ikke kunne komme af med et stort lager af caps. Han arbejdede for et stort dansk firma, der var bindeled mellem udenlandske capfirmaer og de danske tøjbutikker. Men butikkerne var fyldt op og lageret blev større. Det var faktisk som en strøtanke på toilettet, at det slog ham. Han kunne selv være kunde. Han kunne oprette sit eget firma og sælge caps online, for han var sikker på, at markedet var der, og Danmarks største lager af hovedbeklædning lå lige på den anden side af toiletdøren.

Han lavede en aftale med sin arbejdsplads om, at han kunne plukke fra lageret, hver gang han solgte en cap på sin hjemmeside. På den måde skulle han ikke købe stort ind, og samtidig med at han ikke risikerede at brænde ind med noget, kunne hans arbejdsplads komme af med lageret. Det var umiddelbart en god aftale for dem begge.

Han fik en af sine barndomsvenner fra Svendborg, der er uddannet webdesigner, med på idéen og sammen med en tredje partner åbnede de hjemmesiden Capstore.dk i slutningen af 2013.

Selvom virksomheden begyndte som en spontan idé på arbejdspladsens toilet, var det ikke dumdristigt. I realiteten satsede de kun pengene, det kostede, at have hjemmesiden kørende og de timer, de lagde i projektet efter fuldtidsjobbet og i weekenderne.

”Fra dag et kunne vi åbne en webshop, få billeder ind, lave markedsføring og begynde at sælge. Vi skulle ikke finansiere noget som helst, fordi de (red. Mads Kraghs tidligere arbejdsplads) var pressede med et for stort varelager. Med det samme havde vi Danmarks største udvalg af kasketter, vi kunne sælge fra, og vi blev ret hurtigt en top tre kunde derude,” fortæller den 33-årige direktør for Capstore, Mads Kragh.

Hvis det lyder tilfældigt, at Mads Kragh endte som direktør og medejer af et capfirma, der sidste år omsatte for 5,5 millioner kroner, og nu har fået en investor med om bord, som skal hjælpe virksomheden udover den danske grænse, så har du ret. Det har ikke været en lige vej til succes.

Kort efter Capstore.dk åbnede i slutningen af 2013, solgte de 17-30 caps om dagen, som hurtigt førte til det Mads Kragh kalder en interessekonflikt.

”Forestil dig, at du er en af din chefs bedste kunder,” siger han.

Capstore skulle have sit eget lager, og i foråret 2014 sagde Mads Kragh sit fuldtidsjob op og åbnede et lager med et lille showroom på en sidegade til Gammel Kongevej på Frederiksberg.

”Vi fik lavet et regnskab med en meget skrabet løn på omkring 5.500 kroner udbetalt. Jeg kan huske, at en af mine venner købte mig en burger på et tidspunkt, og jeg var tudefærdig, fordi jeg ikke selv havde råd. Vi skar helt ind til benet og sagde: ’Hvad har jeg helt reelt brug for.’ Og med den løn kunne jeg lige betale husleje og mad.”

Spørger man ham, hvornår han virkelig mærkede, at firmaet kunne blive en fast levevej i stedet for en natlig sidegesjæft til en tarveligt løn, svarer han i brudstykker. Der var én gang i køen på Joe and the Juice, hvor en ældre dame stod med sit barnebarn:

”De snakkede om, at når de havde spist, så skulle de ind i Capstore og finde en kasket. Der gik det op for mig, at vi havde skabt et brand. Jeg havde lyst til at prikke dem på skulderen og sige: ’Det er mig, der har lavet det. Det er min baby I står og snakker om.’”

Andre gange er det små historier om folk, der kører fra Korsør eller Slagelse kun for at komme i Capstore, som bekræfter ham i, at de kan give folk noget, som de ikke får andre steder.

Året efter butikken åbnede på sidegaden på Frederiksberg vandt Capstore konkurrencen ’Win Your Own Store’ i storcentret Fisketorvet på Vesterbro. Præmien var en måneds gratis husleje, og da medieomtalen fik onlinesalget til at vokse, valgte de at blive i lokalet, hvor de i dag har deres eneste fysiske butik. Udover butikken er der tre webshops i Danmark, Sverige og Finland og et salgsområde i Magasin på Kongens Nytorv, som åbnede i år.

”Jeg ville ikke have en tøjbutik, der sloges med 12 andre tøjbutikker i et center. Det handler om at være den bedste, indenfor det man laver. Jeg blev aldrig basketspiller eller fodboldspiller, men indenfor mit fag er jeg den bedste i Danmark. Det kan jeg godt sige, uden at det skal lyde overlegent, nonchalant eller arrogant, for det er jeg. Jeg har arbejdet indenfor alle de brands, som de andre butikker sælger. Og nu sælger jeg kasketter til de butikker.”

Mads Kragh ville have firmaet til at vokse. Men for at kunne åbne flere butikker i Danmark og på sigt åbne butikker i europæiske hovedsteder, krævede det kapital og ekspertise.

”Dem jeg startede op med var webdesignere. Jeg plejer at sige, at de lige så godt kunne sælge kaffekopper eller høretelefoner. De gik ikke så meget op i, hvad produktet var, så længe det så fedt ud og kunne sælges online.”

Så i marts købte Mads Kragh sine to partnere ud af virksomheden med hjælp fra en investor. Den 48-årige investor Allan Muff, der ejer capmærkerne State of Wow, Upfront og har penge i alt fra kværnvirksomheder til plakatvirksomheden Kortkartellet og sneakerbrandet ARKK, har været med på sidelinjen i noget tid.

Investor og bestyrelsesformand i Capstore, Allan Muff.

Mads Kragh mødte ham første gang, da han var butikschef i Drop Dead, og siden når de begge rendte til streetwear-messer i Berlin og København. Han vidste, hvad han snakkede om, og kom ofte med idéer til at udvikle Capstore. Men det var først i marts i år, at han kom med om bord som medejer og bestyrelsesformand i virksomheden.

Sammen har de lagt en plan. I 2018 skal de prøve at finde en større dansk by, hvor de kan åbne endnu en fysisk butik og måske udvide med flere salgsområder i Magasin rundt om i Danmark. I 2019 skal de åbne en butik udlandet og året efter endnu en. Derudover skal der være webshops i flere lande, og så arbejder de med nogle designere på en kollektion af seks klassiske kasketter under deres eget mærke.

Virksomheden åbnede online og har et stort onlinesalg, men det ligeså meget de fysiske butikker, de vil satse på i fremtiden. Mads Kragh fortæller, at det handler om at kunne give noget ekstra til kunderne, som de ikke får, når de shopper online. En strategi, der går stik imod tidsånden, som bliver mere digital for hver dag. Men det afskrækker ham overhovedet ikke.

”For nogen er en kasket bare en kasket, men der er virkelig mange typer snapbacks, baseballcaps, dadhats, truckercaps. De sidder forskelligt på alle. Det er ligesom at gå til ostehandleren, hvis du skal have en god ost eller vinhandleren, hvis du skal guides til den bedste vin. Skal du have en kasket, er det os, du går til.”

LÆS OGSÅ: Tre unge fyre fra Taastrup omsætter for en million om måneden på andre folks beskidte tøj

LÆS OGSÅ: 22-årige Martin er succesfuld iværksætter på Grønland: “Væksten er helt vild her lige nu”

LÆS OGSÅ: Brødre vil digitalisere kunstmarkedet med ny app: “Vi ville skabe noget, som kunne ramme vores egen generation”