Hvis der er noget, de to hovedpersoner i ’Elementarpartikler’ er, så er det ensomme. Det er ikke nogen overraskelse, når nu romanens forfatter hedder Michel Houellebecq. Uanset om det er romandebuten ’Udvidelse af kampzonen’, sci-fi-rableriet ’Muligheden af en ø’, den vilde forestilling ’Underkastelse’ eller den selvmedicinerede og begsorte ’Serotonin’, driver ensomheden ned ad romansiderne.
Men i ’Elementarpartikler’, der kom på dansk i 2001, formår Houellebecq dog uhørt vellykket, at koble det enkelte menneskes ensomme tilværelse med historien om det kollektive selvrealiseringsprojekt og det sammenbrud, dette fører med sig. En roman om 68’ernes unger og en hel civilisations forfald.
Tag blot nogle af de allerførste sætninger i romanens prolog:
”Følelser som kærlighed, omsorg og menneskeligt broderskab var i det store og hele forsvundet; i deres indbyrdes forhold udviste hans samtidige oftest ligegyldighed, for ikke at sige grusomhed.”
Det er ikke ligefrem hyggelæsning, men det interessante er, at ’Elementarpartikler’ kun er endnu mere relevant i dag.
Det moderne menneske føler sig nemlig mere og mere ensomt. I den senere tid har eksperter peget på, at ensomhed skal ses som et folkesundhedsproblem. At ensomheden simpelthen må betragtes på lige fod med andre livsstilssygdomme. Det lyder som noget, Houellebecq kunne have skrevet. Set fra hans tastatur er fatalisme og ensomhed menneskelige grundvilkår.
’Elementarpartikler’ larmer i ens ører, når man læser den i dag. Historien centrerer omkring halvbrødreparret Bruno og Michel, der er blevet to vidt forskellige mennesker. Bruno er gymnasielærer og liderlig. Michel er biolog og interesseret i sin forskning, nærmest aseksuel. Romanen følger de to mænds liv. De er børn af en generation, som konstant har insisteret på realisere sig selv. En generation, der giver ungerne væk, fordi idealet om personlig frihed vægter højere end ansvar.
’Elementarpartikler’ handler om, hvad man vil bruge sit liv på. Og ikke mindst om man kan finde ud af det. Romanen sætter det hele på spidsen henimod slutningen, men generelt er tesen, at man enten er styret af videbegær eller af drifter. Er det fuldstændig umuligt at kombinere disse to egenskaber?
”Han levede i en melodramatisk verden, der bestod af pragteksemplarer og skvathoveder, supermænd og pjok; sådan var den verden, Bruno levede i. Michel levede på sin side i en præcis, historisk set svækket verden, der dog havde en vis rytme med de kommercielle ceremonier – Roland-Garros-turneringen, jul, nytår, de to årlige 3 Suisses-kataloger”, fastslår Houellebecq undervejs.
Forfatteren dissekerer, hvad mennesket vil, mens det befinder sig i verden: Vil det række ud og gøre en forskel for andre eller nærmere leve åndløst i den individuelle tidsalder, hvor alt er mig, mig, mig, og tilværelsen går op i egen selvtilfredsstillelse?
”Midt i den vestlige verdens selvmord var det klart, at de ikke havde en chance,” står der, og det lyder måske både tørt og deprimerende. Men det er kun det sidste. For Michel Houellebecq er det modsatte af tør. Han skriver om alt det, fine forfattere ikke gør. Sexafhængighed, alkoholens flerfacetterede væsen, menneskets behov for at se alting indefra og ud frem for udefra og ind.
Houellebecq var helt oven på tasterne, da han skrev ’Elementarpartikler’. Han afsøger undervejs flere idéer om mennesket, men ender konstant i en ensom blindgyde og må derfor tage radikale metoder i brug, som romanen skrider frem.
Han afslører, at menneskets frihedstrang ikke er fri. Bruno og Michel kan ikke slippe ud af deres opdrag. De reproducerer bare svigtet på hver sin måde.
Lever man som menneske i sin egen fantasi – uanset om det er oppe i hovedet eller mere nutidigt ved overdreven brug og ego-tilpasning på de sociale medier – får man sværere og sværere ved at nå den verden, der er på den anden side af ens dør. Ja, måske bilder man sig ligefrem ind, at man træffer frie valg og kan blive, hvad man vil. Uden helt at ane hvad det betyder.
For måske føler du dig ensom hist og her midt i selvrealiseringen. Ligesom de fleste andre i den vestlige verden. Eller som det udtrykkes i ’Elementarpartikler’:
”Tilbage i sit køkken blev han klar over, at den overbevisning, der er et naturligt fundament for demokratiet, om at menneskelige handlinger bestemmes frit og rationelt, og ikke mindst, at der foreligger et frit og rationelt individuelt politisk valg, sandsynligvis er et resultat af, at man sammenblander frihed og forudsigelighed. Den turbulens, der er i den flydende strøm rundt om en bropille, er strukturelt set uforudsigelig; ikke desto mindre ville det ikke falde nogen ind at sige, at den var fri. Han skænkede sig et glas hvidvin, trak gardinerne for og lagde sig for at tænke.”
