Klumme: Kunsten at skrive en bestseller

Dan Brown har det sorte bælte i at skrive effektive thrillere. Nu løfter han sløret for sin arbejdsmetode.

Klumme: Kunsten at skrive en bestseller
Offentliggjort

Hver dag klokken fire om morgenen står Dan Brown op, sætter sig ved sit skrivebord og går i gang med at skrive uden at blive forstyrret af telefoner.

Han skriver, kun afbrudt af et par minutters pause hver time, hvor han laver nogle fysiske øvelser, armbøjninger fx, for at få blodet til at rulle. Han skriver uden internetforbindelse, for på nettet frister overspringshandlingerne, og lige pludselig er der gået tre timer med at læse nyheder og tjekke e-mails. Klokken 11 om formiddagen stopper Dan Brown med at skrive.

Inden han slukker computeren, skriver han de første sætninger i næste kapitel, hvilket har den fordel, at han ikke starter på en tom side morgenen efter. Han holder motoren kørende, som han siger.

Alt dette ved jeg kun, fordi jeg har taget Dan Browns tre en halv timer lange onlinekursus på Masterclass.com, den hastigt voksende amerikanske onlineplatform, hvor man for 1.450 kroner har et års ubegrænset adgang til alverdens kurser.