Foto: Simon Klein Knudsen

”Lemvig er et lille portræt på Danmark. Da jeg voksede op, havde den sin egen bank, rådhus og et voldeligt natteliv”

Forfatteren Kim Blæsbjerg kommer fra arbejderklassen i Lemvig og har skrevet en stor trilogi, der veksler mellem det vestjyske og en overklassefamilie i København. Tredje og sidste bind er netop udkommet.

Kim Blæsbjerg er karseklippet og har en ensfarvet, mørkeblå sweater på, der er svær at beskrive med meget mere end de to oplysninger. På en café på Vesterbro bestiller han sort kaffe uden noget. Han bor kort derfra sammen med sin kone og deres to børn, og det er som regel i soveværelset, han arbejder, hvorfor et skrivebord udgør hele hans kontor.

”Der er jo ikke ret stort,” siger han med en tilbageholdende, vestjysk dialekt.

Omvendt voluminøst er hans forfatterskab, der i skrivende stund tæller syv udgivelser, og som tidligere bl.a. er blevet sammenlignet med forfatterikonet Ernest Hemingway. 20. april bliver rækken af udgivelser en længere, da tredje og afsluttende bind i hans storroman Desertørerne udkommer.

Den tredelte roman omhandler en velhaverfamilie, der ejer et tøjbrand og cirkulerer omkring patriarken og dennes residens på Frederiksberg. Vi følger familiens medlemmers gang igennem livet: En er kampsoldat i Mellemøsten, men deserterer. En anden prøver at komme ud af familiens omklamrende økosystem, mens en helt tredje prøver at komme ind i inderkredsen.

Selv er 44-årige Blæsbjerg rundet af et noget andet miljø, nemlig den lavere middelklasse i Lemvig. Og derfor er en af hovedpersonerne i romanen fra netop den vestjyske by, for spillet imellem over- og underklasse har alle dage været en stor del af forfatterens Danmarksbillede.

Kim, hvad var Lemvig for et sted, da du voksede op?

”Lemvig er et hul i jorden – altså bogstaveligt talt. Selve geografien er skabt af istiden, så den gamle by ligger nede i en dal og så er vokset op ad siderne. Der er meget bakket, det er en smuk by med niveauforskelle. Lemvig er en meget åben by, der gør meget for kultur og for at opdyrke talenter indenfor musik og teater. På den anden side trives fordommene.

Det er sjovt at tænke på, at en så lille by med kun omkring 7.000 mennesker kan rumme så mange fordomme og være så opdelt. En håndgribelig opdeling var mellem Østsiden og Vestsiden af byen.

Min far var skorstensfejer, min mor var fabrikssyerske, indtil hun fik tennisalbue og blev pædagog. Ellers kommer vi ud af en landmandsslægt med bønder hele vejen tilbage. Vi boede på Vestsiden, og os, der boede der, havde opfattelsen af, at vi var de almindelige, mens dem ovre i øst var de fine. Der var nogle, ikke mange men nogle, store huse derovre og nogle, der tjente flere penge, end os i Vest.

Der var to skoler, en i øst og en i vest, så jeg var ret gammel, før jeg kom til at lære nogen fra Øst at kende, men de herskende fordomme dryppede ned på os børn.

Min far var som skorstensfejer i en lidt speciel position, fordi han havde arbejde over hele byen – inklusiv på Østsiden. Det kom lidt ud af mundvigen på ham, at dem ovre i Øst havde nogle flere krav og ville have tingene gjort på en meget bestemt måde. Derfor fik jeg den opfattelse, at de var arrogante og krævende. Måske vidste jeg inderst inde godt, at det var mere nuanceret end som så, men det var stort set alt, jeg kendte til dem.

I hele den tankegang ligger der, at vi var under dem. Vi beskæftigede os meget med dem, ud fra den betragtning, at de helt sikkert så ned på os. Vi havde en forestilling om, at dem ovre på Østsiden var finere og rigere end os, at de var snobbede og så ned på os. Højest sandsynligt tænkte de i virkeligheden ikke ret meget på os.”

Hvorfor er Lemvig interessant for dig som forfatter?

”Jeg tænker på byen som et lille portræt af hele Danmark: Da jeg voksede op, havde den sin egen bank, postkontor, rådhus, et voldeligt natteliv, folk, der havde det dårligt, og folk, som havde det godt. Ligesom Korsbæk i Matador. Det er et sted, der kan overføres til resten af landet, og det er nok derfor, jeg bliver ved med at skrive om det.

I Lemvig er der, selvom byen er åben over for mange ting, også en skepsis overfor det udefrakommende og folk, der flytter derfra. Min mors fætter flyttede fx til København. Man så skævt til ham, når han kom hjem til familiefesterne. Ikke sådan, at der blev sagt noget til ham, men bag hans ryg var han en, vi talte om og gjorde grin med, fx hvis han havde noget tøj på, der skilte sig den mindste smule ud, eller hvis han havde fået nyt hår.

Vi havde den opfattelse, at han nok så ned på os. Et rent mindreværdskompleks, som det er nemt at få i en lille by. Jeg reflekterede ikke over det som barn, men overtog det bare. Jeg kunne ikke lide ham, selvom jeg ikke anede noget om ham.”

Hvornår lærte du nogen fra et andet miljø end dit eget at kende?

”Det var i fodboldklubben, for der var kun én i byen: Lemvig Gymnastik Forening. Derfor var der både drenge fra Øst- og Vestsiden. Jeg kan godt huske, at jeg var skeptisk overfor de andre. Tænkt eksempel: Hvis en af drengene fra min egen side og min egen skole havde fået nye støvler, så var det lettere for mig at acceptere, end hvis en af drengene fra Østsiden havde fået nye støvler. Så tænkte jeg snarere, at han var forkælet og skulle spille smart. Jeg blev aldrig særligt gode venner med dem i fodboldklubben.”

Hvordan har du med din baggrund kunne sætte dig nok ind i overklassen til at kunne skrive tre romaner om den?

”Ja altså, jeg er vokset op med, at overklassen var noget meget fjernt og skræmmende, så det er ikke en verden, jeg kendte ret godt, da jeg begyndte. Derfor lavede jeg en hel del research i et helt år, inden jeg skrev så meget som én linje. Jeg har set film, læst bøger og artikler, og jeg har kørt rundt på Frederiksberg og nord for København og noteret mig, hvordan ting ser ud.

Det er små detaljer, jeg har brugt. F.eks. at det er blevet mere rigtigt at bo på Frederiksberg end i Hellerup. Faren ved at skrive om overklassemiljøer er, at man hæfter sig på de åbenlyse ting, klichéerne: Den store bil, at de er ligeglade med miljøet, at de er nogle dumme svin, osv.

De koder er kedelige, og jeg tror ikke på, de passer. Da ’Krøniken’ kørte i tv, holdt jeg op med at følge med efter et par afsnit, fordi patriarken Kaj Holger gør alle de ting, man forestiller sig, at patriarken i en rigmandsfamilie gør. Han presser sin søn for hårdt, han tænker kun på penge og familiens renommé og sådan nogle ting.

Men noget, der overraskede mig i min research var, at mange i overklassen ser dem selv som humanister. Patriarken i min roman ser derfor sig selv sådan, for det ligger ved siden af det normale billede. Han har skabt 10.000 arbejdspladser i Asien, og i hans optik giver han de mennesker et levebrød og en mulighed. Han tænker stadig på at tjene penge, men han har flere sider. Det er mere interessant, end hvis han kun var pengebegærlig.”

Hvorfor har vi brug for at opfatte overklassen på en bestemt, negativ måde?

”Er det ikke fordi, vi alle sammen dybest set er socialdemokrater? At vi både sørger for, at alle kan være med og alle har det godt, at vi stadig ikke, på trods af flere ihærdige forsøg, kan finde ud af at afskaffe topskatten, men at vi ikke er så glade for, at nogen stikker for langt frem. Jeg tror også, det handler om fascination: Det er en verden med penge og magt. Og det er interessant. Man vil gerne indenfor dørene og se, hvordan der er.”

Var det også sådan i Lemvig? At I inderst inde gerne ville se Østsiden indefra?

”Ja, ja, ja! Jeg har masser af gange prøvet at komme cyklende ovre på Vestsiden og se over på den anden side, og tænke på, hvordan i al verden der var derovre, i stedet for det flade parcelhuskvarter, jeg boede i. Jeg havde også en forestilling om, at livet var utroligt godt derovre, med alle de ting og den gode udsigt og de muligheder, de havde.”

Når du besøger dine forældre i Lemvig i dag, bliver du så accepteret?

”Det tror jeg. Min egen familie har ingen problemer, selvom jeg er flyttet til København og er blevet forfatter. Den lokale avis har altid skrevet interesseret om det, jeg laver. Men jeg tænker over det, fordi jeg selv kan huske, hvordan jeg havde reageret på, at en universitets- og forfatterskoleuddannet fraflytter var kommet hjem. Omvendt vil jeg nødigt gentage det med, at man forestiller sig, hvad de andre tænker om en, og derfor tænker noget endnu grimmere om dem.”

LÆS OGSÅ: Theis Ørntoft er klar med sin debutroman: ”Der er en voldsom vrede imellem kønnene i øjeblikket”

LÆS OGSÅ: Forfatter Svend Åge Madsen: "I et styrtende fly er der ingen ateister"

LÆS OGSÅ: Ny roman om Hannover-hooligans: "Det er et indblik i en del af Tyskland, man måske ikke kender så meget til i Danmark"

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger