For et par måneder siden faldt jeg over noget eller nogen, der kaldte sig FALSEHAVEN eller FLSHVN på Instagram og facebook. Æstetikken var skarpt optrukket og det sort/hvide univers rummede tilpas meget mystik og anynomitet til at pirre min nysgerrighed. Der var begrænset information om mærket (og om det overhovedet var et mærke eller blot en grafisk designer med god smag), og bagmanden lod sig ikke give til kende.
Gennem det seneste stykke tid har FALSEHAVEN fundet en større following på de sociale medier, men først i sidste uge lancerede brandet tre produkter i deres webshop. Hvem der står bag er stadig ikke officielt - men jeg har snakket med ham og fået lov til at stille et par spørgsmål.
"Jeg er 26 år og af udenlandsk herkomst. Jeg kom til Danmark som 5-årig. Siden jeg kan huske, har jeg altid brugt mine kreative evner, uanset om det var i form af tegning eller legoklodser. Jeg er opvokset på Nørrebro, og det prøver jeg også at inkorporere i mine designs."
"I min bagage ligger uddannelser som grafisk designer og beklædningshåndværker, der dog ikke er færdiggjort – men det har stadig givet mig en del erfaringer, der førte til en stilling som Junior Art Director på et reklamebureau. Jeg også glad for fotografi, så uanset om det er photoshoots eller designs, kan jeg lave det hele in-house. Tidligere har jeg også freelancet for andre mærker. Og nu var det så på tide at starte mit eget."
"Jeg bliver inspireret af alt fra religion, kunst, historie og kultur. Jeg er også stor tilhænger af den arabiske kalligrafi, som er veludført og en kunstart i sig selv. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er lidt af en monokrom-entusiast."
"Konceptet bag FALSEHAVEN er at opbygge et eksklusivt brand med de fineste materialer, man kan anskaffe til en overkommelig pris. Prisen skal modsvare kvaliteten. Jeg synes, der er for mange etablerede mærker, som udgiver de værste produkter i masseproduktion og sælger til ren overpris."
"Jeg vil gerne holde mærket småt, men stadig velkendt. Jeg kan ikke pointere nok, hvor meget jeg går op i kvaliteten på mine produkter og man kan vel snildt kalde mig en perfektionist. Arbejdsprocessen er lang og omstændig, da jeg altid har flere ændringer og justeringer. Det endelige produkt skal være noget, jeg kan stå inde for. Det skal være et køb, jeg aldrig selv ville fortryde. "
"Anonymiteten spiller en stor rolle for FALSEHAVEN. Produkterne skal sælge sig selv og det spiller ikke en vigtig rolle, hvem der står bag. Det har også været budskabet på mine billeder, da alle mine modeller enten har været tildækket eller maskeret. Men det bliver sværere og sværere at forblive inkognito."
Annonse
"Fremtiden byder på lidt mere vovende designs. Lige nu er alt fra FALSEHAVEN både til mænd og kvinder med et mere råt look. I fremtiden vil jeg også stræbe efter kollektioner til kvinder i form af tøj og accessories. Tryk på tekstiler tiltaler mig meget, men jeg går også meget op i detaljer som for eksempel stikninger, syninger og så videre. Alle FALSEHAVEN-produkterne er ’cut and sew’ og opbygget fra bunden. Der er intet basic at hente og alle fits er custom."
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.