Én særlig serie har gjort kæmpe indtryk på Mikkel Boe Følsgaard: ”Karaktererne er så gennemførte”

Fra den gale kong Christian 7. i ’En kongelig affære’ til transkvinde i ’En helt almindelig familie’ – Mikkel Boe Følsgaard har i mere end et årti været blandt de mest markante skuespillere i dansk film og tv. Nu er han aktuel i ’Mand op!’, en sort dramakomedie om en gruppe mænd, der føler sig overhalet af kvinderne og beslutter sig for at tage magten tilbage.

Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard
Offentliggjort

Jeg ville ønske, at jeg havde spillet … Grundtvig. Der var faktisk en serie, hvor jeg skulle have spillet ham – fra han var 18 til 88 år. Den blev bare aldrig til noget, og det er jeg stadig ærgerlig over. 

Det var en fed rolle, hvor jeg virkelig kunne have fået lov til at dykke ned i karakteren og lave det her maskearbejde, som vi skuespillere kalder det, hvor man arbejder med stemmen, kroppen, hele forvandlingen. 

Hvis det er en rolle, der ’findes’, må det blive Rubert Pupkin, Robert de Niros rolle i ’The King of Comedy’. Dén gad jeg godt have haft. En fantastisk sammensat rolle: en mand med sindssygt lavt selvværd, som drømmer om berømmelse og om at gå hele vejen. 

Det er en virkelig fed blanding af komik og meget mørkt drama og på mange måder en forløber til ’Joker’.