Dilish Parekh har verdens største kamerasamling

Dilish Parekh har verdens største kamerasamling
Offentliggjort

Du fifler måske med lidt foto og gemmer stadig dit første Canon Ixus. På et loppemarked i Berlin købte du engang et Polaroid-kamera til overpris (og har kun brugt det yderst sjældent for "film er jo sindssygt dyre og umulige at få fat i"), og ved enhver given lejlighed plæderer du for charmen ved at vente en uge på at få fremkaldt en gammeldags film. Det er jo ligesom at give sig selv en gave.

Men din kamerasamling på 3-4 kameraer er intet at måle mod den indiske fotojournalist Dilish Parekh. Han er indehaver af 4.425 kameraer og dermed officiel rekordindehaver i Guinness Book of World Records. Han var også indehaver af den tidligere rekord - 2.634 kameraer - men den har han fået slået godt og grundigt.

Parekh har samlet på kameraer i over 25 år på loppemarkeder, annoncer, studioer og fra andre samlere. Der er naturligvis et par særligt værdifulde kameraer i Parekhs samling, blandt andet et Leica 250 fra 1934, hvor der kun blev lavet 1.000 eksemplarer. Hvor mange følgere Dilish Parekh har på Instagram, melder historien intet om.

INSTAGRAM Følg Euroman på Instagram