6 til det professionelle køkken

Lad dig inspirere af de professionelle, når vi denne gang tager dig med på en rejse i det nyeste køkkenudstyr.

6 til det professionelle køkken
Offentliggjort

Med KA990-køkkenmaskinen fra Krups får du en røremaskine med modsatroterende dobbeltdejkrog, hvilket giver en mere luftig dej, som man kender det fra industrimaskinerne. KA990 er, som man kender det fra de populære konkurrentmaskiner fra KitchenAid og Kenwood, en køkkenarbejdshest, som gennem et bredt udvalg af ekstraudstyr kan forvandle maskinen til en blender, en saftpresser, en pastamaskine eller en kødhakker (flere af disse accessories skal købes separat).

Den titaniumsfarvede maskine er i øvrigt udstyret med en kraftig 1.200-wattsmotor. En motor, som via det indbyggede Speed Adjustment System kontrollerer og regulerer motorhastigheden 500 gange i sekundet, hvilket fører til en konstant motorhastighed uafhængig af mængden af ingredienser i den tilhørende 5 liter store rustfri ståldejskål.

Skal du konkurrere med de professionelle, når det gælder brød, tilberedning af kød, fisk, fjerkræ eller grøntsager, bør du overveje at investere i en kombidampovn. At ovntilberede ved hjælp af damp og varmluft er den nemme (men også forholdsvis dyre) genvej, til at kunne opnå den perfekte balance mellem sprødhed og saftighed. Hvis du søger det sublime, kan du overveje Gaggenaus BS 48 kombidampovn, som udmærker sig ved fast tilsluttet vand. Varmluftfunktion fra 30 grader til 230 grader, som kan kombineres med dampfunktion på 30%, 60%, 80% eller 100%. Fuldt dækkende 2.000 wattsgrill skjult bag glaskeramik.

Automatisk døråbning (evt. damp fjernes inden døren åbnes). Betjening med drejeknap og TFT touch display. Elektronisk kogepunktsudligning. Specialprogrammer til hævning og optøning og meget mere. Et stiligt, mekanisk, materiale- og detaljeringsmæssigt gennemført produkt til en pris, som formentlig vil begrænse køberskaren til særdeles velhavende entusiaster. Søger man i en mere overkommelig prisklasse, finder man eksempelvis Inspiration Range kombidampovnen fra Electrolux. En 74-litersovn, som, hvad damp/varmluft kombinationen angår, råder over tre standardprogrammer.

CrispSteam (25% damp) til stegning af fjerkræ eller kød, SoftSteam (50% damp) til at skabe en sprød skorpe på brød og kager og til genopvarmning af retter, samt PureSteam (100% damp) til retter som ris, couscous eller grøntsager for maksimal bevaring af vitaminer, mineraler, farve og smag.

Kartoffelmos på den halve tid – det er, hvad firmaet bag den futuristiske kartoffelmoser lover. Man bruger håndfladen til at rotere Spudnik med i skålen med de kogte kartofler. Er ligeledes god til avokado.

Et mandolinjern er uundværligt, når der skal snittes store mængder grøntsager, og brugen af dette effektive stykke værktøj giver samtidig et mere ensartet resultat. Som med almindelige knive er det vigtigt, at du sikrer dig, at de udskiftelige knivblade er skarpe, men ud over det er det vigtigt at finde et produkt, som er stabilt i brug og nemt at rengøre.

Et godt eksempel er Chef’s Mandoline Slicer. Et kraftigt dimensioneret mandolinjern i rustfrit stål, med sammenklappelige bagben for nemmere opbevaring og et kraftigt gummibelagt håndtag for enden – strategisk vinklet, så hånden ikke kommer i vejen for den medfølgende grøntsagsholder, når der arbejdes.

Produktet kan monteres med fire forskellige klinge-konfigurationer. Et lige knivblad, når der skal snittes traditionelle skiver af grønt, samt et let riflet knivblad til fx tomater. Herudover medfølger et bølgeskær og et storriflet skær til mere kunstneriske udskæringer. Indstillingen af jernet foregår let og intuitivt ved at dreje på det store greb i siden af produktet. Der er to grundlæggende indstillinger. Enten julienne (9 eller 3 mm i bredden) til grøntsagsstave eller pomfritter. Eller en tykkelsesregulering, som indstilles trinløst mellem 0 og 9 mm. Produktet er nemt at adskille. Og på nær klingerne kan du maskinopvaske mandolinjernet, så længe at det foregår på opvaskemaskinens øverste hylde.

Med en foodprocessor får du en allroundmaskine, som kan klare det meste. Ikke nødvendigvis så godt som de specialmaskiner, der findes til de enkelte operationer – til gengæld har du en effektiv maskine – og du sparer plads i køkkenet. Med FP973 fra Kenwood får du en kraftig 1.200-wattsmaskine, som kan både blende, hakke, rive, ælte, kværne og presse.

Maskinen er i god kvalitet med et motorhus i rustfrit stål med tilhørende minihakker og blenderkande i glas. Den store 4-litersblandeskål er udstyret med kraftigt håndtag samt et låg med ekstra stort rør – så stort, at det i mange tilfælde vil kunne tage hele grøntsager. Maskinen leveres endvidere med en opbevaringskasse, hvor du kan parkere dine rivejern (5 stk. i alt), piskeris, dejkrog samt den medfølgende citruspresser.

En pålægsmaskine kan måske godt synes en smule gammeldags i et moderne køkken. Men hvis man betragter maskinen som amatørgastronomens alternativ til en rundsav, får den straks mere maskulin appeal. Eksempelvis denne stilige pålægsmaskine fra tyske Siemens. En maskine, som, hvad materialevalg og funktionalitet angår, minder om de langt dyrere professionelle maskiner, som er fast inventar i mange restaurationskøkkener.

Maskinen sikrer dig et ensartet resultat, som kun de færreste vil kunne matche med selv den skarpeste kniv i skuffen. Så hvis du har planer om at invitere gæster til smørrebrød – og du vil tilføje serveringen et ekstra pift af elegance og professionalisme – er pålægsmaskinen din nye bedste ven. Modellen fra Siemens kan præcisionsskære eksempelvis kød, fisk og grøntsager helt ned til én millimeters tykkelse – og stopper først ved en skivetykkelse på 15 mm.

__________