Michel Rolland … beklager at bringe hans navn på banen evig og altid, men Casarenas vine bliver lavet med rådgivning fra kosmopolitten over alle. Han har fingrene i en del argentinske vine, og hos Casarena går det også godt. Huset arbejder intenst i stærkere lokalitetspræg gennem selektion af egne planter til opformering og udplantning. Prisværdigt! Kioskbaskeren her har mørk kerne med let transparens. Varmkrydret kirsebær og let brombær, særdeles saftig smag, lidt kantet og sandsynligvis kunstigt tilsat syre, ret tannisk og mystisk undermoden syre i al modenheden. Slikagtig og ikke helt tilfredsstillende efter dagens argentinske standard. Casarenas Sinergy Blend er langt bedre, men også dyrere – til 129 kr. får man plus på kontoen.
Pris: 75 kr. v./6 fl.
Bodegas Atalaya fokuserer på Alicante bouchet, alias garnacha tintorera – verdens dystreste druemost. Saften fra den sort er sort som natten, og der skal bruges rensebenzin til tænderne efter et glas. Sorten bliver faktisk (hemmeligt) brugt i en del toscanske blends, men det snakker vi ikke højt om! Nogle spaniere er begyndt at tage den seriøst, men de skal passe på alkoholen. Storebror Alaya er for rockere, wrestlere, havnearbejdere og andre testosteronstruttende mænd. Heftig alkoholisk duft, brænder lidt med rhum-tone, vanilje, brombær og fed cremet smag, slibrig, sødlig viskositet som en senthøstet rødvin – imponerende, men svær at drikke. Her vil jeg hellere anbefale lillebror Laya på almindelig garnacha og monastrell med klar brillant rød farve. Røget og meget mineralsk rød bærfrugt med dyriske toner og undermoden tranebær – fast, tæt, syrerig og frisk, intense ribs, brombær i kombi og elegant og kraftfuld på samme tid. Superkøb!
Pris: 79 kr.
Chenin blanc og viognier i skøn forening, frisk abrikos, pære og æble, dæmpet, saftig smag, rimelig intensitet, herlig tørstslukker, men heller ikke mere – enkel og let hvidvin, man hurtigt drikker og glemmer igen. Druerne er dyrket i højderne, og det hjælper med friskhed. Bellingham tager udgangspunkt i Franschhoek, men rekvirerer druer fra hele Caperegionen. Den hvide er klart bedre end den røde version til samme pris og voldsomt meget bedre end roseen. På tilbud et rimeligt hverdagsglas, men ellers ret dyr.
Pris: 79,75 kr.
Russell Burns fra Torbreck i Barossa Valley har været på besøg i den periode, der er hans egen off-season, og har taget australsk knowhow med til Portugal. Det er gået ganske godt. Røde portugisere har gerne touriga nacional med i blandingen, og her spiller den fjerdeviolin efter castelao, trincadeira og tinta roriz, alle sorter med det typiske, lidt rustikke portugisiske udtryk. Cuvée RB er mørkerød med let transparent farve. Den har portvinsnæse, men dog ikke portvinstud! Vintagestyle med tæt sort tobak og røget kokset mineralitet, antydet likorøs note af kirsebærvin og saftig, letkogt bærfrugt, men med bund af stenet tannin. Slutter vel kort. Her skal man holde fast i at købe seks flasker ad gangen, for normalprisen til 115 kr. er for høj.
Pris: 80 kr. v./6 fl.
Honningsødme og overmoden melon og fersken til overflod og noget syre, men ikke helt nok til, at det virkelig balancerer mellem sødme og syre. Botrytis? Jeg tror det ikke – i al fald træder det ikke igennem i smagen.
Pris: 95 kr.
Man støder ikke så tit på vine på den næsten glemte sort pecorino – og nej, det har ikke noget med osten at gøre, men ligesom ostens navn er vinens navn også afledt af pecora, får på italiensk. Det er en ret voluminøs vin – masser af citrus, en subtil og drilagtig sødme (er den der, eller er den der ikke?) og lidt stikkelsbær a la sauvignon blanc. Drik den gerne til kraftige hårde, salte oste – fx navnefætteren pecorino! Det er en økologisk vin, og Centanni lukker deres vine med glaspropper, som man især kender fra østrigske vine. Det fungerer rigtig godt og virker slet ikke så ’tarveligt’ som skruelåg.
Pris: 99 kr. v./ 6 fl.
Sidst jeg var i Ribera del Duero, snakkede flere producenter om frygten for ødelæggelse af et ganske nyt brand. Ribera del Duero er hjemsted for gode gamle Vega Sicilia, men det er først i løbet af 90’erne, at området har sikret sin navnestatus i det spanske områdehierarki. Det udnytter slemme spekulanter, og der kommer alt for meget ribera-plonk på gaden. Hvorfor nu denne løftede pegefinger? Fordi Balsion fra Resalte de Peñafiel er på grænsen til farlig metervare. Krydret, trærodspræget, let vanilje og rød sur bærfrugt. Ældet for meget, træls smag, svagelig, med lille mineralitet, men savner fuldstændig dybde, især i forhold til prisen. Det mest forbavsende er, at fx Peña Roble fra samme hus er i en helt anden klasse.
Pris: 99 kr.
Sure kirsebær og usødet tranebærsaft blandet med Nordsøolie og merskum. Santa Cristina in Pilli er likorøs, har højere alkohol end de andre ting og sager fra Ambra. En vigtig lærevin, hvis man vil sætte sig ind i Carmignanos udtryk. Ambra står for en klassisk og druetro sangiovesestil, hvor den tilsatte cabernet sauvignon ikke forstyrrer nævneværdigt. I Carmignano betragter man i øvrigt cabernet som en indfødt druesort, fordi den med ret stor sikkerhed har vokset i området siden Caterina de’ Medici blev fransk gift i 1500-tallet, men det er nok en skrøne. Carmignano er under alle omstændigheder blevet et godt køb sammenlignet med det mere centrale Toscanas himmelridt.
Pris: 99,95 kr. v./6 fl.
