Reffen har inspireret nyt byggeprojekt i Las Vegas

Måske de kunne tage nogle af turisterne med sig?

Reffen har inspireret nyt byggeprojekt i Las Vegas
Offentliggjort

Forvirrede turister på Donkey-cykler, lidt for høj loungemusik og tacos, der koster det samme som på Hija de Sanchez.

Nogle elsker det, mange kan ikke fordrage det – men det er nok kommet for at blive.

Ude på Refshaleøen, hvor der førhen lå en støvet industrigrund, nedslidte værksteder og pakhuse ned til havnen, ligger der i dag Nordeuropas største streetfoodmarked, som bare vokser sæson for sæson.

Og nu er hele Københavns Reffen vokset hele vejen til Las Vegas, hvor en entreprenør ved navn Adam Foulad har valgt at bygge en tro kopi af det urbane madmarked. Det skriver lokalmediet Las Vegas Review-Journal.

Hvor Reffen i sin grundvold er et sympatisk projekt, bygget omkring genbrug af gamle containere og et støttende iværksætterfællesskab, har han i stedet valgt at bygge det hele fra bunden af nye materialer.

I Adam Foulads version skal der ligesom hos originalen være madboder, udendørs siddepladser og liveunderholdning.

Og der lægges heller ikke skjul på, at inspirationen er hentet i den danske hovedstad, som han i 2021 besøgte på en inspirationstur.

”We don’t have stuff like this in Vegas,” udtaler han om den danske pendant.

Det får de så nu.

Du kan se billeder af projektet længere nede i artiklen.