En af de kostbareste ingredienser i moderne madlavning er ikke caviar eller hvide trøfl er, det er tid. Tid er det, ingen har, og derfor er hurtig mad i høj kurs. Jeg mener, at det er et prioriteringsspørgsmål, og at de såkaldt travle familier i vid udstrækning selv vælger at være ophængte. Det er en anden snak, men tid eller ikke tid – makkerparret Kirk og Maarbjerg viser igen, at de er mænd for nogle af de bedste kogebøger, der udgives i disse år. Der laves her hverdagsmad, så alle kan være med, men lur mig, om det ikke alligevel bliver for tidskrævende for dem, der insisterer på, at madlavning ingen tid må tage! Synd for dem, for hverdag a la Kirk og Maarbjerg får manges weekender til at se noget blegsottige ud! Coveret, der mest af alt signalerer 1950’erne med løbesod og kåldunster, er vel meget hverdag til min smag.
Fortsætter på næste side.../link/10ccd5f0429246e0bd711699af8444af.aspx" alt="" />
Der er ikke ret mange af mine horribelt mange kogebøger, jeg i virkeligheden vender tilbage til, men Hanne Holms hører til undtagelserne. De har simpelthen en anvendelighed og en relevans, der ellers alt, alt for tit mangler. Når hun her laver ’thaitapas’, skal det ikke forstås på den måde, at Thailand møder Spanien – vi er ikke ude i noget fusion, men i små anretninger, hapsere, der i princippet svarer til Spaniens tapas. Man mærker, at Hanne Holm også underviser i thai-mad – man bliver taget ved hånden, får info om råvarer og thai-produkter og selve opskrifterne er næsten lettere end at pakke en færdigret ud. Det er prisværdig opskriftshåndværk – ikke mindst set i lyset af, hvor elendigt redigeret alt for mange koge bøger er, og ingen forlag kan rigtig sige sig fri.
Da fænomenet Jamie Oliver sidste år udgav bogen ’Jamies mad på 30 minutter’ var der fl ere, der ikke rigtig troede på, at maden vitterligt kunne laves på en halv time. Nu har han så skruet yderligere op for tempoet, og jeg kunne godt ha’ mine tvivl på, om ret mange faktisk kan lave hans opskrifter på et kvarter. Og, ærligt talt, er det ikke noget hysteri, dét med at mad helst skal laves på ingen tid? Nå, 1 million købte den forrige bog på de første tre uger, og der skal også nok være kunder i butikken til denne her, hvor Jamie Oliver laver mad i den velkendte enkle og rustikke stil, der ikke uden grund har en betragtelig fanskare.
Mens tv’s Frank ’Bonderøv’ synes at udleve en landliggerdrøm, der kan virke noget tilbageskuende og stærkt arbejdskrævende, så er der mere realisme og opnåelighed i bymennesket Nanna Simonsens retrætepost i ’Murermesterstedet’ på Møn. Jo, jo – det ligner da unægtelig en idyllisk grænsende til det livsstilsmagasin-pittoreskes drøm om det enkle og fotogene liv på landet, men det virker. Man får lyst til sådan et landliv (bare i ny og næ), og man får ikke mindst lyst til at gå i lag med opskrifterne, der følger de skiftende årstider. Opskrifterne er befriende enkle uden i den forstand at være simple og banale, og de viser med al tydelighed, hvor langt man kan komme, når udgangspunktet er i top. Det er i al fald ikke Nanna Simonsen eller fotograf Lars Raneks skyld, hvis nogen har det svært med ’Udkantsdanmark’!
Maria Grønlykke har med bogen ’Lene og Sven Grønlykke’ ristet en rune over sine entreprenante forældre, der har en kæmpeaktie i den gastronomiske udvikling i Danmark gennem mere end fi re årtier. Der hviler en melankolsk tristesse over historien om et eventyr, der er forbi – Lene Grønlykke, der dør alt for tidligt, og Sven Grønlykke, der aldrig rigtig genvinder livsmodet – men det er også en opløftende og munter historie om en familie, hvor der på alle måder har været højt til loftet. Eventyret er forbi – og så alligevel slet ikke, for Grønlykkerne har sat et uudsletteligt gastronomisk fi ngeraftryk og deres livsværk føres videre. Maria Grønlykke skriver sine steder næsten ’syngende’ – bogen er som et kvad over forældrene, en eventyrlig rejse, man nyder at være på.
Der er mange, der synes, det er et knæfald, et nederlag, at følge guidebøger, når man er ude at rejse. Det er at gå ad nedtrampede stier og i alt for høj grad vedkende sig, at man er turist og ikke opdagelsesrejsende. Det blæser jeg på – jeg vil gerne lade andre ha’ prøvet nitterne og fundet de gode steder, så jeg ikke skal spilde kostbare feriedage på fusere. På den konto har jeg haft stor, stor glæde af Grøndahls små guidebøger gennem tiden, og få kender som ham i den grad Roms klassiske spisesteder. Det moderne Rom og det opulente michelinstjerne-Rom – det er ikke rigtig ham, så der må man søge hjælp andetsteds. Eller fi nde det selv. Rom er en af verdens bedste byer at spise i, og Anders Grøndahl en af de bedste til at hjælpe dig på vej. Bogens beskedne pris er hurtigt tjent hjem.
Jeg har en svaghed for bøger, der giver plads til at skrive om råvarer, så Mette Helbæks ’bibel’ er en bog efter mit hjerte. Hver grøntsag i bogen har sit eget lille kapitel og derefter følger opskrifter (230 i alt), hvor de respektive grøntsager indgår. Titlen kunne få en til at tro, at der var en vist frelsthed over bogen, at det eksempelvis var en vegetarkogebog. Det er det ikke, det med ’bibel’ skal nok bare forstås i relation til omfanget – at noget nær alle relevante grøntsager er med. Bogen er ikke mindst oplagt, hvis man savner variation på tallerkenen og inspiration til at prøve noget nyt. Eksempelvis hvis man hører til dem, der jævnligt modtager en kasse med grønt og bare ikke ved, hvad man nu skal finde på, når den igen, igen, igen står på jordskokker og spidskål.
Ole Troelsø, dagbladet Børsens gastronomiredaktør, er en irriterende mand, for han har været alle de steder, man har lyst til at prøve, men oftest må nøjes med at drømme om. Og som restaurantanmelder kommer han altid først, altid! Men det er ikke toprestauranter fra New York til Tokyo det hele, for dansk smørrebrød er en de ting, der kan holde ham hjemme, i al fald i frokostpausen. Troelsøs bog ’Smørrebrød i Danmark’ er en meget fi n indføring i smørrebrødets historie, og det er ikke mindst en god guide rundt til landets bedste smørrebrødsrestauranter, mestendels i København. Det er ikke en bog, der er skrevet ud i strakt arm – det er et con amore-projekt, hvilket fremgår meget tydeligt.
Men meget stor inden! Den lille whiskyguide er en fantastisk lille, kompakt og lækker sag, der kommer omkring 500 af de bedste whiskyer fra hele verden. Det med ’de bedste’ skal måske tages med et gran salt, for der omtales også en del af slavemærkerne – og det er bestemt interessant nok, men det gør måske titlen en lille smule misvisende. Det skyldes i øvrigt oversættelsen, for den engelske titel påstår ikke noget med ’bedste’. Nok om det – bogen (oprindelig engelsk, Penguin-forlaget Dorling Kindersley) er et skoleeksempel på engelske opslagsværker, når de er bedst – lækre, overskuelige og bredt favnende på ingen plads.
