Jeg har rejst til Marokko mange gang – i tankerne. Jeg har forestillet mig at køre ned til Spanien og tage båden til Tanger og indtage landet i en stor, gammel Landrover – skabt til ørkenstøv og uvejsomme strækninger. Jeg har med årene udviklet et nærmest romantisk forhold til ørkener og har sværmet for ord som souq, kasbah og medina.
Gastronomisk har jeg også altid været ret begejstret for de nordafrikanske køkkener; couscous med krydret lammekød og de mange varierede salater hører til blandt favoritretterne i mit repertoire. Derfor var det næsten med en vis uro, at jeg endelig købte flybilletter og bestilte hoteller i Marokko – efter mange års flirt med det store, nordafrikanske land. Det er jo farligt at møde en gammel flamme, som man kun har forestillet sig, hvordan så ud. Tænk, hvis det nu endte med at blive en skuffelse efter de mange års fascination. Jeg kan heldigvis sige nu efter hjemkomsten og med over 1000 nye fotografier i kameraet, at Marokko mere end levede op til forventningerne.
I Marrakesh ligger et af de mest berømte hoteller i Nordafrika: La Mamounia. Churchill boede her i flere omgange, og hotellet har af samme grund bevaret hans gamle suite og råder tilmed over et af hans malerier. Mamounia er nærmest et monument i Marrakesh. Ingen over og ingen ved siden af. Det var det første ’rigtige’ hotel, der blev opført i 20’erne, da den vestlige turisme kun var på sit mest spæde stadie. I 2010blev der brugt ikke mindre end en milliard kroner i runde tal på at bringe La Mamounia ind i det nye årtusinde i en ganske ny udsmykning! Det var den verdensberømte franske indretningsarkitekt og designer Jacques Garcia, der påtog sig opgaven med at rejse La Mamounia fra et lidt støvet, gammeldags image til et moderne, trendsættende luksushotel i forreste række. Resultatet er ekstremt imponerende.
Fra værelset er der udsigt over Marrakesh by med de brændte, rødlige nuancer, længere væk rejser landskabet sig, og i det fjerne tårner Atlasbjergene sig op i over 4.000 meters højde med snehvide tinder. Man forstår godt, at Marokko er blevet et ikon for alt, hvad der kan falde ind under betegnelsen arabisk æstetik i denne del Afrika.
Den internationale hoteltrend i luksusklassen går for øjeblikket i retning af at hyre en eller flere stjernekokke fra berømte restauranter i Frankrig eller Italien til at skabe et signaturkøkken på en eller flere af hotellets restauranter. Mamounia er ingen undtagelse. ”Vi prøvespiste adskillige af de store gastronomiske templer for at finde frem til, hvilken stil der ville egne sig til det nye Mamounia,” fortæller hoteldirektøren og fortsætter: ”Vi ønskede at holde det grundlæggende koncept omkring maden så enkelt som muligt. Der skulle være tre restauranter; en fransk, en italiensk og en marokkansk”. Valget faldt til slut på den franske tostjernede michelinrestaurant Apicius med Jean-Pierre Vigato ved roret. Til at signere den italienske restaurant på stedet fik man ingen ringere end den berømte italienske trestjernede restaurant Don Alfonso i Sant’Agata Sui Due Golfi i stald. Til at køre den marokkanske blev det køkkenchefen Racid Agouray, der fik nøglerne til komfuret.
Niveauet, vi oplevede, var generelt højt; højest på de to europæisk styrede restauranter, hvilket måske godt kan undre lidt. Uanset at det er to berømte europæiske michelinrestauranter, der har signeret køkkenerne, så er det dog ikke mad på niveau med Vigatos egen restaurant i Paris eller Don Alfonso ved Amalfikysten. Men vi er milevidt fra et typisk stort hotelkøkken. Råvarerne og håndværket er upåklageligt. Skal man komme med anker, så er det måske lidt mere personligheden og den klare idé i alle retter, man undertiden er i tvivl om. Mad i toppen af skalaen skal have en klar afsender – og hvis denne afsender dybest set sidder tusinder af kilometer væk i enten Frankrig eller Italien, så kan man smage det. Men det bør ikke holde nogen fra at prøve et besøg på restauranterne, hvis de er i Marrakesh.
La Mamounia er en lille komplet verden i sig selv i femstjernet luksus. Man behøver i princippet ikke forlade hotellet på noget tidspunkt – hvilket selvfølgelig ville være en forbrydelse, så betragt det ikke som et råd, men bare som en konstatering. Man skal naturligvis opleve al den kulørte, brutale, lugtende og larmende hverdag og nordafrikanske ægthed på godt og ondt, som Marrakesh absolut også kan byde på.
Udenfor hotellets porte bliver vi hurtigt antastet af utallige sælgere og folk, der vil være guide for os. De vil beskytte os mod de mange svindlere, siger de. Alle andre – lige med undtagelse af dem selv – er faktisk nogle fusentaster, der bare er ude på at score euroer og dollars fra de rige turister. De håner de såkaldte officielle, autoriserede guider, man få gennem hotelreceptionerne. De er alle i ledtog med hinanden og med bestemte butiksejere i basaren. Det er svært at blive af med de mange, der henvender sig. Der går til sidst helt sport i at følge de mange interessante måder, de har indstuderet nøje for at komme i kontakt med turister på en anderledes og afvæbnende måde. Dygtige sælgere – uanset at det er lige ved at blive for meget af det gode indimellem. Man undgår næsten ikke at blive uforskammet til sidst for at slippe af med dem.
Vi går ind i basaren på egen hånd. Er lidt hånlige over for de mange, der bruger guide. Kan man som sand kosmopolit ikke sagtens klare sig? Der går ti minutter. Så aner vi ikke, hvor vi er. Man prøver lidt ned ad en gyde. Var det ikke her nede, til venstre? Nej. Så ser man endelig det høje tårn af Koutoubia-moskeen – et af byens vartegn. Så er det jo nemt nok. Men nej. Det er ikke det rigtige tårn. Vi går i det meste af halvanden time. Til sidst må vi betale tre-fire smådrenge for at vise os ud af basaren til nærmeste store gade. De forlanger en stenhård pris. Dygtige sælgere. Vi betaler og kommer ud et ganske andet sted, end vi havde forventet. Marrakesh er stor, og kun en tåbe frygter ikke basaren.
Næste dag hyrer vi en guide gennem hotellet. Det viser sig at være en god idé. Han er fremragende – en fin, gammel araber med et flydende og utrolig præcist engelsk. Vi er på vej mod det gamle krydderimarked langt inde i souk’en. Jeg vil gerne købe safran. Vores guide fortæller, at der er mange kvaliteter – men det bedste kommer fra byen med det smukke navn Taliouine, syd for Atlasbjergene. Vi vover os ind i souk’en, som starter ved den berømte plads Djema Al Fna. Pladsen er en af Marrakesh mest berømte seværdigheder og er et besøg værd på alle tidspunkter af døgnet. Her er boder dagen igennem. Vandsælgere i deres farverige kostumer. Hestedroscher til overpriser. Slangetæmmere, musikere, artister, historiefortællere, abedressører og gademad i alle afskygninger. Om aftenen stiger røg og damp fra de mange gadekøkkener, og hele pladsen er oplyst af lamperne fra de utallige boder.
Djema Al Fna er en by i byen. Souk’en er kæmpemæssig i Marrakesh og bliver efter sigende større år for år. Hovedfærdselsåren er en bred gågade, der er overdækket på grund af den nådesløse sol, der brænder året rundt – men som er uudholdelig i sommermånederne. Det skaber en mørk, mystisk og dragende stemning, når man går under overdækket og ser på basarens tusinder af småbutikker. Vi snor os ad skiftevis brede og smalle gyder. Hele tiden har man lyst til at stille sig op og fotografere. Det er slående, som der hele tiden dukker utrolige motiver op; farver, ansigter, liv.
Krydderimarkedet var langt større i gamle dage, fortæller vores guide. Stadig er udvalget nu ret imponerende. Der hænger besynderlige dyr, udstoppede fugle, fjer, horn og kløer ned flere steder. Kendte og bestemt også for mig komplet ukendte krydderier er placeret i kegleformede, spidse bunker med et utroligt farvespektrum.
Safranen fra Taliouine er kostbar efter marokkansk standard, men dog noget billigere end god safran i Danmark. Duften er ganske enestående. Og udseendet er også noget for sig. Her er ikke bare tale om safran i ens rødorange stængler. Her er et sandt farvespil i de mange tråde, og duften er intens og meget aromatisk. Jeg napper fem gram til eget forbrug. De skal i en gang ras el hanout, når jeg er hjemme igen.
Vi får lyst til at prøve en restaurant uden for hotellet samme aften. Vi ender på Tobsil, som er en af Marrakesh’ eftersigende bedste restauranter. Utroligt smukt lokale; en gammel riad (et traditionelt marokkansk hus med indre overdækket gård). Man sidder inde i denne gård. Mange små gode kroge, hvor de flakkende stearinlys oplyser de gamle pudsede vægge og mange fine detaljer. Maden hører til blandt de absolut bedste marokkanske måltider, vi har fået på turen. Der er kun én menu denne aften, men den vil til gengæld heller ingen ende tage. Alene forretterne tæller 10-12 forskellige små salater. Derpå er der fisk, tagine, couscous med lam og så adskillige desserter.
Få opskrifter på Adam Prices egen marrokanske buffet her.
