“Tal siger mig ingenting”, rasper John Alban på telefon fra Californien. ”Hvis du synes min vin er for stærk, er den for stærk… for dig, men at der står 15,8 på etiketten, siger ikke meget”. Han har vist hørt det før. Bostonsofistikeret eller eurocentrisk kritik af de høje alkoholprocenter, men forholdene i Central Coast California er bare ikke til ret meget andet. Nuvel, kystnære og højtliggende områder som Santa Rita Hills, Fort Ross - Seaview og såmænd Edna Valley, hvor Alban bor, giver kølighed og friskhed. Problemet (eller i virkeligheden det positive) er bare at nedbøren falder om vinteren og temperaturen i sensommer og efteråret er noget lunere end de områder i Frankrig vi gerne sammenligner med. John Albans vine HAR numerisk høje alkoholprocenter, men de er balancerede. Frugtkoncentrationen fra nidkært arbejde i markerne og gamle lavtydende, solide franske kloner af syrah, grenache, mourvedre og viognier, er hovedårsagerne til balancen. ”Edna er køligt og jorden næringsfattig vulkansk, men den er rig på mineraler og vi tilfører intet udefra. Jeg har får i markerne, som omdanner grønt materiale til gødning… en cyklus, som tiltaler mig, men vi er ikke biodynamiske”. Han tilføjer straks en statement om naturvinene, som også florerer i Californien. ”Min nidkærhed forhindrer mig i at droppe svovlen helt – jeg ville ganske enkelt ikke kunne acceptere at min høst bliver til hestesved eller eddike”.
John Alban tror heller ikke på yderligere begrænsninger i det amerikanske AVA-system. Europæere undrer sig, jeg gør i hvert fald, over hvorfor den amerikanske lovgivning ikke snart begynder at tage stilling til druevalg, at Edna eksempelvis kun må laves på grenache, mourvedre og/eller syrah, at den nye Fort Ross Seaview kun må laves på pinot noir og chardonnay. ”Vi er langt videre end AOP-systemer, som i Frankrig”, siger han opsigtsvækkende og fortsætter ”det handler om at appellationer kan blive så stærke at producentens navn mister betydning, slemme vinbønder kan lave dårlig vin under berømte generiske appellationer – hos os er producentens navn det altafgørende”.
De seneste år har John Alban udvidet perioden på fad for sine vine. Især Seymour’s Syrah, opkaldt efter Johns far, får op til 48 måneder på franske barriques og omstikningen begrænses videst muligt, gerne til en. ”Jeg har samtidig øget macerationstiden… det er som om strukturen bliver mere fremhævet, for frugtighed har jeg aldrig haft problemer med, men nu besidder vinene mere… ja kald det rigtig storhed.” Alban har ellers ikke stjernenykker. Han er guide for mange newcomers og står bag den store Hospice de Rhône-festival i Paso Robles, som samler hele det centrale Californiens kobbel af wine cowboys, vino surfere og andre rhône-drueelskere. ”Jeg forstår faktisk ikke hvorfor der ikke er flere vinfolk, som har etableret sig her i Edna Valley”, siger John Alban og holder lang tænkepause. Jeg afbryder hans tankerække med en melding om hans skræmmende niveau, kvaliteten på vinene – nye folk tør ikke komme til Edna, men det benægter han selvfølgelig. ”For os her i Central Coast handler det om at dele, at erfaringsudveksle, så vi alle bliver bedre”.
For nylig afholdt den danske importør KK Wine hvad der af selveste John Alban himself blev betegnet som den mest omfattende horisontale smagning af hans vine nogensinde, blandt andet fordi et par af de sjældne søde vine og ikke mindst to årgange af den sjældne mourvedre var med på listen. KK Wine har pt. kun Patrina Syrah 2010 til salg til 500 kr.
Vi bliver aldrig rigtige venner, mig og californisk viognier. Når ikke den vokser i de granitholdige skrænter i det kølige Nordrhône, er det enten som om den fuldstændig mister sin anmassende aroma eller bliver gejlet op som en lystig førstegangsbesøgende ungersvend til poledanceshow. Californisk viognier ligger som regel i den sidste afdeling. Når det så er sagt, er Albans 2010er afmålt og ret tæt på de lidt mere pumpede condrieuer som Guigals La Doriane og Cuillerons Chaillet. Dybgul, saftflydende og slibrig blød, meget moden honningmelon. 88
Her så en noget mere doseret viognier, stadig olieret og fuld af hvid fersken og honningmelon med julekrydderier henover… mon det smager godt?! Noget bedre ekstrakt, dybde end ovenstående og tydelig let bitter nektarinskal i eftersmagen. 90
Den druesort behøver ikke tilsat alkohol for at blive som bærlikør! Australske og californiske udgaver er normalt så store mundfulde, så klæbrige og svulmende, at lysten til flere mundfulde bliver dræbt. Sådan er det ikke med Alban. Her kirsebærlikør, igen julekrydderi, men holdt sammen og forfrisket af fornem mineralitet, borestøv og sten. Meget chateauneufsk. 91
Jeg ville have gættet på det omvendte udtryk. 06eren er mørkere, mere sødlig og toneret af julekrydderi med blodpølse – altså puddersukker med jern og hæmoglobinsødme, drysset med peber. Jeg accepterer klart bedre 07erens friske indslag. 89
De tre b’er er ikke kun ejendomsmæglerens b’er, men derimod dygtige vinmageres mantra om balance, balance, balance. Edna Valley syrah smager surt, skarpt og umodent, hvis man af frygt for numerisk høje alkoholtal plukker druerne tidligt og mere teknologiske løsninger som at hive alkoholen ud efter gæringen ved hjælp af spinning cone-teknologi eller omvendt osmose, giver som regel også ubalancerede vine. Pandora er plukket sent, har ikke gennemgået den slags maltraktering, den er balanceret på et højere ekstraktionsniveau end tilsvarende sydfranske melanger. Og så troede jeg der var cabernet franc i – så urtet og pebret er den. 94
Igen præget af cabernet franc, som altså vel at mærke slet ikke er I blandingen! Urtet, solbærtonet, tilsat lakrids, klassisk gajol med let mentol og let fornemmelse af restsukker… måske alkohol i exces? Slutter klart i de røde bærs afdeling, hindbær, ja, hindbær. 93
Han udretter mirakler i Edna Valley, gør John Alban og hans mangeårige vinmager Glenn Skrabanik. The Mason er domænets sjældne ganske uprøvede projekt på mourvedre. Sikke en debut! 07eren frisk, intenst parfumeret med vaniljeinfuserede bær, kanel og let dyrisk pelset og læderagtig lugt på bund af tranebær. Kolossal vin, korpus som HULK, bred, men bevarer mourvedres syre og fokus. Lige en kende alkoholisk til sidst. 96
Dyb røget, ristet brombær, fraicheur som bandol, surhed som bandol, dyr, tørret elefant-puha, jern, blod og sure kirsebær, men lavet til likør, og så bare helt uden brændende fornemmelse af alkohol. En mesterlig bandol, øh, The Mason. 97
Alban kan forene det varme, solrige, surferlook med tilbagetrukket, stiff upperlip og kølighed a la centraleuropæisk vinter med rimfrost på egekrattet. Klart mineralsk med våd skifer, fedtsten og kalveslikkesten, hvis det da siger stenbroens drenge og piger noget. Saftig, rystende intens uden overgjorte fornemmelser. 94
Endnu en formidabel syrah, klart mineralsk og stenet med peber og mintpastil, let likorøs, som forventet og kolossal smag. Faktisk så kolossal at det er ved at kamme lidt over – det er som om frugten, ekstraktet, ikke kan følge med alkoholen, men det er kun brok for brokkens skyld. 92
Måske er det alderens udjævnende effekt, men 08eren er efter mine begreber den bedste Patrina. Dyb ristet og kødfuld, både råt, røget og tørret, likorøs præcis så det ikke bliver for meget, noter af chokolade og lakrids, med fornem rød bærfrugt og friskhed. Mildhed i smagen… nej, vel! Det er ikke Albans stil, men dog en form for doseret stil. 95
En mindre god kopi af 06eren. De minder meget om hinanden, men alt det 08eren har, har 06eren lidt mere af og den har også sat det hele sammen pænere. Bålgrillet og røget kød, blåbær og kirsebær og i smagen det interessante strejf af Læsøs røgsalt, som 06eren også har. 96
Albans amerikanske tilhængere betragter 06eren som hans mesterværk. Det forstår jeg godt. Det er 3. gang jeg smager denne 100-points-vin og den sprænger snart skalaen og demonstrerer dermed dybest set det meningsløse i at give vin point… Nu har den fået hvalpefedtet gået af sig. Der er flæsk, skifer, båltomt, hyldebærsaft i brombærlikør, læder og szechuanpeber, muskler, der ikke svulmer, men er pakket efter græske atletidealer. Endnu engang tæt på perfektion. 98
Sort i sort, magisk, skorsten, tørrede blomster, danske blåbær og brombær. Ekstraktion til grænsen og måske også lidt over. Der er livlighed under alt det dystre og overgjorte, men lige nu skal den skoses for sin voldsomhed – jeg skoser dog på højt plan, for man skal være gammel sur og ungdomsforskrækket, hvis ikke man synes det her er godt. 94
Bjergtagende perfektion, taler til min mave og mit hoved. Det er The All American Great Novel, det er Freedom, forpustende krævende, et statement, refererer til alverdens vin, men den er alligevel komplet sin egen, fysisk en blanding mellem en elegant, men stabil dorisk søjle, en himmelstræbende monolith og metalfletværket under Golden Gate Bridge. I næsehulen udfolder den røget dyrekølle, danske brombær, Dr. Nielsen bitter, bitterchokolade og trompetlilje. Mageløs vin. 99
Ældet og dejlig, som loire-chenin, som voks, rugbrød og sukkersyltede grønne jordbær med valnød i lys karamel. 95
Dessertvinens apoteose. Høstet ved 54 brix. På alle måder ekstrem, som at drikke kondenseret mælk, lys flydende karamel og dehydreret gulerod. Flot at det kan lade sig gøre, men man må spørge John Alban om han virkelig selv synes det smager godt! Ingen syre, krasser i halsen – egentlig en simpel vin. 88
