Dyb gylden farve, i munden lidt hen i retning af blommevin – eksotisk, men ren, stringent og ikke parfumeret og vulgær i det. Bestemt sød, men den syreprikker på tungen og er på ingen måde tung og trættende. Jeg kunne godt forestille mig den til mad, stærke rødkitoste, eksempelvis. Måske også ligefrem i det salte køkken – stærkt, krydret asiatisk. Meget fornuftigt forhold pris/kvalitet.
Pris: 290 kr.
Fortsætter på næste side.../link/99988f6221ad4059b2a6e7f92746bfa1.aspx" alt="" />
Slet intet parfumepræg, intet af det storblomstrende, man ellers kender gewurz for. Meget ren i smagen, ikke så mangesidet og eksotisk som andre i genren – fersken og abrikos og diskret, men tydelig syre og sukkerindholdet til trods ret afdæmpet i sødmen. Til en staldstinkende munsterost vil den gøre sit til at skabe et match made in heaven.
Pris: 275 kr. (tilbud, normalt 325 kr.)
Lav alkoholprocent (9,5) og højt syreindhold – det gør, at man ikke falder bagover af sukkerchok trods et restsukkerindhold på 227 g/l. Der er et perfekt forhold mellem syre og sukker, der gør vinen til en himmerigsmundfuld – ikke noget, man studedrikker, men et par sip til dessert.
Pris: 749,95 kr. (375 ml)
En raritet og en vanvittig vin – under 5% alkohol og et restsukkerindhold på mere end 400 g/l! Druerne havde en alkoholprocent på 30 på høsttidspunktet! Den skal spises med ske af en dyb tallerken. Olivier Humbrecht spørger, om den slags vine giver mening, og svarer selv, at det gør de ikke! Men sådan en vin giver mening – et lille sip efter en særlig middag, hvor man trænger til noget hvinende sødt, der så alligevel ikke bare er sødt, sød sødt, men giver et lille syrebid. Det er en type vin, der kan holde noget nær uendeligt – ”God knows/ God knows even less!” svarer Humbrecht på spørgsmålet om, hvornår en sådan vin skal drikkes. Man skal være til sød vin for at forstå den, hvis man overhovedet kan tale om at forstå den slags afsindige vine.
Pris: 1.149,95 kr. (375 ml)
Relativ let (alt er relativt) inden for genren, ret afdæmpet botrytis, og hvad afdæmpet angår, så er den et skoleeksempel på, hvor diskret den ellers noget voldsomme gewurztraminer optræder som SNG. I næsen er den meget flygtig, mens den i munden fylder en del mere, men aldrig voldsomt. Pære og moden melon, men ikke obskøn overmoden og sprittet.
Pris: 765 kr.
Næsten oloroso-sherryduftende – og smagende. Et tørt, nøddeagtigt strejf, virkede stærkere, end den er – en smule brændende i eftersmagen, men det er intensiteten i vinen, for faktisk er alkoholen lavere end normalt, knap 12%. 2007 var et godt år for botrytis, og vinen her bærer en smule præg af det – virker som en let SNG. En vin, der kan (bør) gemmes længe.
Pris: 269,95 kr. (375 ml)
Supersød, men med så meget citruspræg og endda ligefrem sprødhed, at den voldsomme sødme tøjles. En oplagt vin til desserter, hvor syrlig frugt (appelsin, ananas etc.) ellers gør et vinvalg noget nær umuligt.
Pris: 399,95 kr. (375 ml)
Et skoleeksempel på, hvor god gewurz er i disse vintyper – den har hele viften af roser, litchi, parfume og blomsterflor, men indsvøbt i en sødme, der her virker mere ’rigtig’, end når man møder gewurz i tør udgave. Det er på en eller anden måde mere ærlig snak. En fantastisk vin til ret beset en billig pris – og ganske let at drikke uden videre.
Pris: 199,95 kr. (375 ml)
Lidt våd hund/våd striksweater i næsen – en duft, der damper af og bliver mere metallisk og mineralsk. Duften går igen i smagen, der forekommer både afmålt og elegant. En sød vin med et strejf af tørhed – en meget stram og stringent VT. Faller-familien (mor og døtre) på Domaine Weinbach leverer også her vinnøs girlpower.
Pris: 499,95 kr.
Virker egentlig ikke i særklasse sødere end gewurtztraminer, der ikke er VT. Men vel er den da sød – umiskendelig gewurz, men ikke voldsomt parfumeret og blomstrende – et ret godt glas vin, der godt kunne svinge med et heftigt stykke munster.
Pris: 169,95 kr. (500 ml)
Vækker mindelser om most på meget, meget søde æbler, men der er en kerne af noget tørt, og man sidder næsten tilbage med en smag af calvados – sød calvados. Sæt en æbletærte på bordet, så er vinen her. Et virkelig godt glas til den egentlig ret rimelige pris.
Pris: 299,95 kr. (500 ml)
Fra den stejle Sommerberg-mark, som Boxler ejer det meste af. Også her i de søde vine viser Jean Boxler, at han er en af de førende Alsace-producenter. Det er en voldsom sag – en nektar smagende af abrikos og honning og eksotiske frugter. Sød, sød, men også betydelig syre og perfekt balance mellem sødme og syre. Jeg foretrækker den på egen hånd, men den er klart løsningen på meget søde desserter, ligesom den kan spille op til meget stærke og salte oste.
Pris: 479,75 kr.
Moderat sødme (trods alt) og et godt syrebid, men virker næsten mere VT-agtig end SNG. Syren er meget udtalt, og trods meget sødme, så er det syren, der runder af – egentlig mere syrerigt end godt er. Det virker måske underligt at klage over syren i så søde vine, men den virker ikke velafbalanceret.
Pris: 699,95 kr. (375 ml)
Tyktflydende nektar af meget, meget moden honningmelon og ditto fersken. Der er ikke meget syremodspil, men er man en sukkergris, så går man ikke forgæves.
Pris: 299,95 kr. (500 ml)
I Alsace er der visse gastronomiske traditioner, der bl.a. foreskriver, at Pinot Gris Vendange Tardive er vinen til foie gras-terrine, men kombinationen kan diskuteres. Det kommer alt i alt helt an på den enkelte vin, for fællestrækkene til trods så varierer vinene meget, hvad sødme og syre angår.
Især syren er generelt et problem, dvs. manglen på syre. De søde, nogle gange ekstremt søde vine, er oplagte dessertvine, om end mange af dem i sig selv er en dessert. Personligt foretrækker jeg både VT og SGN uden ledsagelse af mad.
Hvis man har tålmodighed, så kan de bedste af vinene, primært SNG, holde sig meget længe og kan udvikle sig fantastisk over årene.
__________