”PatéPaté er stedet, der kan det hele! Morgenmaden, den gode frokost, eftermiddagen til småmøder og refleksion, aftenen med mad inspireret fra Frankrig, Spanien og Marokko. Summen af liv fra den lange spisebar, den sene aften med god musik og glade mennesker …” Således står der på PatéPatés hjemmeside, og det siger det sådan set ganske godt – der er vitterligt masser af liv og stemning og plads til begejstring på PatéPaté.
Dog er det ofte sådan med de efterhånden mange steder i byen, der hylder no nonsens og i det hele taget en uprætentiøs tilgang til tingene, at man på den konto har det med at glemme noget så banalt som almindelig høflighed, ligesom det nogle gange går lige lovligt hurtigt. Da vi ankom en livlig onsdag aften, stillede vi os afventende i vindfanget for at få anvist et bord, som det sig hør og bør. Og der var en vis trængsel af gæster, der skulle frem og tilbage – ud og ind for at ryge. Det fik tjeneren til at møde os med et ”Gider I godt lige flytte jer lidt!”, for så lidt udglattende at tilføje, at han skulle hen til pulten med reservationsbogen for at se vores booking. Call me old fashioned, men jeg synes sgu ikke, det er en okay måde at tage imod gæster på.
Senere – ved bordet – oplevede vi flere gange, at tjenerne i forbifarten lige løftede på glas og flasker for at se, om de var tomme og kunne bæres ud. En af gangene smuttede tjeneren ligefrem med den stadig fyldte vinflaske – for kort efter at komme tilbage med den. Effektivt, men også for effektivt og et lidt stressende indslag.
Spisekortet er ganske omfattende og fristende – det har et rustikt anslag (bl.a. indmad og ’ukurante’ udskæringer så som kæbe og onglet aka nyretapper), og inspirationen er sådan lidt her og derfra, middelhavsområdet primært. Vi lagde ud med grillet asparges med bottarga (tørret rogn fra multen) til 125 kr. og pandestegte kammuslinger med harissa, rucola, koriander og citron, også til 125 kr. Begge serveringer var på 1990’er-vis overdænget med rucola og den skarpe, pebrede smag fra rucolaen tog fuldstændig magten over begge serveringer. De grønne asparges smagte fint på egen hånd og var al dente grillede, men bottargaen havde slet ikke noget at sige – også selv om rucolaen ikke havde været så dominerende.
Hovedretterne var kalvelever (175 kr.) og gris (Hamshire pig) til 190 kr. Leveren var klart vinderen i det parløb, fint rosastegt og meget delikat krydret med hvidløg, koriander og vineddike – faktisk tæt på at være en genial servering. Og kalvelever på et spisekort kan man normalt kigge langt efter i Danmark, og når det så er tilberedt på bedste vis, så kan man næsten ikke rose nok for det. Svinekødsserveringen var mindre markant – ok, men på kanten af det kedsommelige. De diskret smagende kødskiver savnede et mere markant selskab end de saltede rødbeder og jordskokker. De på kortet lovede ramsløg lod sig ikke rigtigt lokalisere – mon ikke vinteren havde spillet et puds, dér sidst i marts?
Vinmæssigt var vi fint kørende med roséchampagne fra André Jacquart og lidt mindre interessant med pinot noir fra østrigske Juris. Jeg synes dog stadig, at Kenn Husteds indtil flere steder i byen – og mange med fokus på vin – savner de virkeligt spændende glas. Det er blevet bedre over årene, men udbuddet lever ikke helt op til Husteds rolle som værende en af de efterhånden store spillere på den københavnske restaurantscene.
Trods indledende gammelmandsbrok, så er PatéPaté et effektivt spisested, der meget langt hen ad vejen leverer varen. Det er nok et sted, der i højere grad appellerer til et publikum med lyst til ’at gå i byen’ snarere end et publikum, der går målrettet efter en gastronomisk og vinøs oplevelse. Det er i al fald førstnævnte publikumstype, der vil være gladest for PatéPaté.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.
