at drikke stjerner (1)

at drikke stjerner (1)

at drikke stjerner (1)
Offentliggjort

Bondechampagne, dyrkerchampagne, recoltant-manipulant, growerchampagne, håndværkschampagne eller petits marques, kært barn har mange navne. Jeg oplever et dilemma. Mangfoldighed er godt, husstil, personlig stil, stedbundet smag, lokaliteten i vinen – det er alt sammen meget godt, men er det ikke som om de små champagnebønder savner dybde i deres champagner? De mangler reservevin, de mangler tid med gæren og får sjældent den samme rigdom som de store huses kompositioner. Jeg ønsker blot at perspektivere debatten – det er ikke et spørgsmål om det ene frem for det andet.

Jeg har lige smagt en ordentlig bunke dyrkerchampagne. Og de smagte mig. En sammenlignende smagning åbnede for en anden problematik. Skjuler fadgæring oprindelse, elegance og finesse for champagne? Krug, Bollinger, kendte huse som gærer på træ, men ingen af de huses champagner minder det mindste om fadgæret californisk chardonnay – vinen Clos du Mesnil smager af stedet Clos du Mesnil.

Det lille hus Didier Herbert bruger også træ til deres bedste vine. Snedkerværkstedet ligger lige for, høvlspånerne fyger, MEN… det bliver ikke for meget. Platinum 2007 til 290 kr. smager af chardonnay med battonage, men der indgår 35 % pinot noir. Creme anglaise, skovmærkepuré og pærecider og endda syltet kumquat – den kan minde om sent høstet pinot gris fra Alsace. Meget personlig stil. 88

How low can you go? Vi danser prislimbo her, for med Herberts Grand Cru Mailly til 245 kr. er vi i lavprisklassen for champagne. Og den er dygtigt lavet, støvet, kalket, har lille næse med hindbær, forbløffende blid mousse, og nuvel, lidt kort eftersmag, men champagne er det! 86

Det bliver bedre, endda prisrelativt meget bedre med Herberts Extra Brut til 240 kr. Den lugter mere af autolyse, altså af fond og gær, den har kaffe og karse, belgisk vildgærsøl og lidt æbler og slutter som en fryserkold Aalborg Taffel med kommen. 88

Bedst i porteføljen, dyrest, men stadig prisrimelig er den fadlagrede Private 2006 (330 kr.). Dyb, burgundisk, lakridset næse, koncentreret, klistret og dyb med noter af karamel og flækket egeplanke. 91

Didier Herbert finder du hos www.nordiskchampagnesyndikat.dk