For nogle uger siden var der samlet ind til det store Central California Rhône Rangers Party Vol. 1
Udenfor nummer og udenfor geografien, men ikke desto mindre et vellykket glas, stærkt mineralsk med citronskal, metaldele og en lille våd hund. På tungen fik jeg tanken at der muligvis var leget med den malolaktiske gæring, for syren var spids og den opførte sig som en mellemting mellem chablis, champagne og æblesaft. Den havde pæn smørfedme oveni, så fad var der også og den sluttede med hvid choko og kakao.
Igen en geografisk anomali, men også en tillempet burgundisk milepæl, idet Hanzell var blandt pinot noir-pionererne i Sonoma. Den her havde nu nok set bedre dage, på trods af stand A. Kålprut er aldrig godt, men med lidt iltning kom der mynte, gammel nebbiolonæse, karamel og endda CO2, senere røde friske syrlige bær, ribs, hindbær, hvorpå den kammer helt over i sveskevin og sellerisuppe. Tanninen er heftig, den samlede struktur mildt sagt benet og den savner helt frugtfedme.
Inde bag San José ligger nogle af Californiens køligste vinmarker, velegnede til burgunder-sorter. Rhys er kongen derinde. Lugten af røget kød er udtalt, men man finder også ribs, lak og kirsebær. Den er tæt og koncentreret, ”mørk” i smagen og alligevel skarp i syren. Både klistret og kølig på samme tid. Efter burgundiske termer en slags Dugat-wannabe.
Dronningen af pinot noir er og bliver Helen Turley. Gang på gang er hendes og John Wetlaufers vine de bedste i test, også i lille Danevang, når en flaske eller to forvilder sig hertil. Efter 4 timers dekantering er mit første indtryk stadig ikke formildet, for jeg hyper ventilerede over en mystisk lugt af jord og kongen af Danmark. I glasset skete det gode så pludseligt: mælkesyrekultur, kirsebær, umodne ribs, grønne rabarber, ja vingummibamse og jod – vi har fat i en vin, der både favner det opløftede, det tenderende pornografiske og det klart jordiske, det klippefaste. I munden er det Mugniers Musigny på speed, parfumeret, slank men vildt intens og lang. Begavet vin og endnu bedre end håbet.
Klart en napa’sk medoc med grøn peber og solbær, helt åben, bragende og tilført skorsten, kaffe og blyant. Ganske enkelt en klassiker på tungen med imiteret bordeaux’sk opførsel, opret, tannisk og heldigvis masser af saftighed i eftersmagen.
Jeg agter Togni så højt og forstår normalt hvor vinene vil hen, men den her flasker MÅ altså være en fejlsag. Den var støvet, og mere end medoc normalt kan være, fuld af det sædvanlige slagteraffald og lidt for meget grøn peber. Den er stram, voldsom og metalagtig, udtalt som St. Estephe når det er mest groft og gruset, men eftersmagen har igen en mudret tone.
Min bordeaux er blevet til rhône, eller min Napavin er blevet til Paso Robles-vin. Peberduftende og let creme de cassis, grafit og mineralitet tilfører klassicisme og appelsinskal trækker tilbage til Napa. Saftig og klistret, velstruktureret, relativ kølig stil. Fornem.
Mystisk eller imponerende?! Jeg er i tvivl, men hælder mest til det sidste. Hele forvirringen skyldes at Emerald Pool er så cool og syrerig samtidig med dens mere end 16 % - godt nok skulle Alder Springs være et fantastisk terroir, bare spørg Behrens & Hitchcock, hvor især den vulkanske jord giver kold syre og fornem mineralitet. Peber, oliven, ja alt det gode fra en Hermitage, eller mere præcist en undermoden Cornas, findes i næsen. Tanninen er doseret, men syren er brændende og på grænsen, mens den høje angivne alkohol slet ikke mærkes. Slutter med rosmarinessens og karse.
Først er den lukket, men viser hurtigt saftig og sødmefuld bærfrugt, klart mere mainstream end ovenstående, mindre kontroversiel, men dermed IKKE mere kedelig, for er der noget bedre end at få sine præferencer bekræftet. Nej vel. Langt mindre ekstraheret end ovenstående, og har cremet tannin. 94 point
Min mælk er blevet sur! Sådan lugter den, sammen med solbærgren, nyons oliven og på trods af solbær også en del røde bær. Den smager af moderne châteauneuf eller også smager moderne châteauneuf af Linne Calodo. Cool syre, fed frugt, men på typisk Matt Trevisan-vis får han banket noget bondsk og rustikt ind i smagen – det giver rygrad og sjovt nok lyst til mere. Linne Calodo kan ikke lave kedelig vin. 94 point
Truffiers har i samtlige årgange (jeg har smagt) været en sammensat herre, en kamæleon og vendekåbe, men også en wrestler. I 05 kombinerer den igen det klart oversøiske med det franske, således at man både har tydelig bærlikør, tenderende rhum, og kærnemælk sammen røget edderfugl. Den dobbelthed gør den interessant. På tungen er den mere tydelig i sit franske ophav med udtalt syrah syre af den sure slags og en kolossal eftersmag, der aldrig bliver overvældende.
På trods af væsensforskelligt terroir, er opførselen alligevel ikke så forskellig fra de andre to i denne syrah-trio. Komplet drueklassisk med røgelse, liljer og bacon – alt tyder på en vin fra det nordlige rhône. Med luft bliver næsen endnu mere vild med hængt kød og røgvarer. Til gengæld er smagen for overekstraheret og kommer først til at virke som en båltomt med alkohol, men det forbedrer sig en smule med luft og tid.
En af sidste års bedste eller i hvert fald mindeværdige syraher, var Lillian med Maggie Harrison bag pipetten. Hun har lært at lave vin hos the man, Manfred på Sine Qua Non og stilen er den samme. Råmaterialet kommer da også hovedsagligt fra Los Alamos-marken White Hawk, som både leverer cool druer til Ojai og Sine Qua Non. 06eren er i min mund lige så god som 05, med oliven og brombær, slank opbygning, klart mest som en Côte Blonde-vin med saftighed, struttende syre og sleben tannin. Harmoni inkarneret.
Endnu en af de kølige kalkstensmarker i det vestlige Paso Robles. Den er saftig, grænsende til undermoden, har små nyons oliven og masser af tidlig, knapt moden brombær. Senere kommer der rålakrids, mormors maltbolsjer, som altid lå på en underkop ved siden af telefonen og mentholdrops. Mundvandet springer med Booker i munden, vidunderlig balance, hvor alt hænger sammen og intet, intet siger jeg, mærker man til den høje alkohol. Eneste minus er en lidt for træet eftersmag aktuelt.
Justin Smith fra Saxum på toppen af Bone Rock Block i James Berry Vineyard
Og årgangen alle hujer over
Hvis ikke man vidste det, ville man ryge pladask til Châteauneuf i samme årgang. Krydringen er også her udtalt med peber, hvid choko, estragon, lavendel og timian. Selv om syrah er hoveddruen er det som om grenache slår kraftigt igennem med sin grenede eftersmag, når udbytterne er lave, mens de røde fine bær også dukker op, især efter opvarmning i munden. Alt er velsammensat, men den kører på de høje nagler.
Med fare for at fornærme nogen, og ikke mindst hende selv, vil jeg tro at Jancis Robinson ville skose James Berry Vineyard for at være portvin. Sligt pjat må høre op. Dem der ikke kan lide det her, kan ikke lide at gøre det gode ved dem selv. Krydringen er imponerende i næsen med sort peber og hvid peber, hvid chokolade og solbærlikør. Justin Smith har pakket alle de bedste parceller i den store mark ned i en flaske. Han har fortolket det kølige terroir til en ekstremt tætpakket mastodont, vild i varmen og med hestekræfter som en stor amerikanerøse.
Interessant kontrast til Saxum. Selv om den har seks år mere på bagen, er det først og fremmest den udtalte bondegård, man bemærker. Ikke moderne stordrift af svin, men den lille klassiske med hest, køer, får, høns og nogle grise. Cornas er landmandsvin og for folk med hang til gummistøvler. Alligevel er næsen SÅ elegant med hindbær, jordbær endda rønnebær… i en syrah! Michel Tardieu og Dominique Laurent har endnu engang lavet en smuk cornas.
Endnu engang skal jeg lægge bånd på mig selv for ikke at tildele absolut maksimum – jeg mener, man har en politik, et princip, som ikke bør brydes. The Inaugural er nu i tredje version atter at forveksle med vinøs shangri-la, en himmelsk vin, som på alle måder dog er så jordisk, for den er jo nem at afkode. Surmælk, oliven, koks og Sankt Hans bål i tiende potens, langt stærkere end hos andre, men samtidig med dette sublime Sine Qua Non lift – en lethed eller en parfumeret æterisk tone, som ingen andre i Central Coast har formået at ramme. Smagen er et amalgam af Guigals Côte Rotier og en stor Napa cab – fornemt og nobelt, og så langt fra vildt. Jeg vil påstå at meget få vil være negativ overfor Manfreds langtidslagrede syrah-versioner.
Et år mindre på bagen end The Inaugural gør hverken fra eller til. Marken Eleven Confessions, som ligger i det vestlige Santa Rita Hills, rent faktisk mellem talrige pinot noir-marker, blandt andre Sea Smokes, har Manfred selv kontrolleret fra start af. Nu er stokkene klar – syrah med en slat viognier. Hvorfor er der ikke andre, som kan det samme. I direkte sammenligning tårner Manfred Krankls vine sig altid op over konkurrenterne – og igen, det er IKKE på grund af ekstraktion. Er det finesse? Er det intensitet helt uden tyngde? Måske begge dele. 04 har et skvæt appelsinsaft.
Forbavsende enslydende noter. En gentagelse af de to foregående tilsat mere brombær og klassisk lilje plus en marinade af soltørret tomat, 50 år gammel balsamico og mild aromatisk chili. Duften er ganske enkelt berusende, bedøvende og forvirrende kompleks. Den slår som en hammer… af dun. Det er noget af det mystiske og fantastiske ved Manfred Krankls bedste vine at de er så intense at man får slag på fimrehårene i næsehulen og på smagsløgene på tungen – men det foregår altså uden trykluftsbor – det hele er silkeblødt. Andre store vine kommer nemt til at virke klodsede ved siden af Sine Qua Nons Eleven Confessions-aftapninger.
Ja Vintage Port og intet mindre end et af de sidste 20-30 års største duetter. Guimaraens-far-og-søn-duoen Bruce og David fremstillede i 1992 et par af det 20 århundredes største ports.
Fonsecas version er som altid flamboyant og svulstig med udadvendt frugt, kirsebæressens, korender, saftige Agen svesker og lakrids. Vokser med mineralitet, røg og bordeaux-agtig tæthed og grafit. Til gengæld får den grundigt tæv af en endnu større port, Taylor’s, som i 1992 har lavet deres absolut bedste – i hvert fald i den forholdsvis korte ramme jeg har oplevet (tilbage til 1977). ’92 Taylor’s er Latour 90 og 61 på speed, for mineraliteten er utrolig, ganske enkelt imponerende, det samme er mængden af kvalitetskoks, rålakrids som kun bornholmske Johann Bülow kan lave det og ikke mindst den indkogte tranebærjuice med gammel soja i – vild og alligevel bare klasse!
Stag’s Leap Wine Cellars forhandles af wine.dk
Hanzell og Cayuse forhandles af cphwine.dk
Philip Togni forhandles af bergmanvin.dk
Pax forhandles af Suenson.dk
Saxum og Lillian forhandles af vigneron.dk
Dominus, Tardieu-Laurent og Clos des Truffiers ligger hos diverse
Rhys, Marcassin, Linne Calodo og Sine Qua Nons topvine importeres ikke til Danmark
