Charmes-Chambertin
Grand cru’en der aldrig skulle have været grand cru. Der findes skidt jord og der findes god jord, der findes fin placering og der findes middelmådig placering – Charmes-Chambertin bliver ikke taget alvorligt, for den er stor og efter sigende er der langt fra den kvalitative bund til toppen. Med Charmes ved man aldrig hvad man får. Nogle af Bourgognes mest udtryksfulde producenter fremstiller dog både deres egen bedste og nogle af Bourgognes bedste vine overhovedet. Dugat-Py, fætter Dugat, Bachelet og Rousseau samt ikke mindst Roty påviser at de gamle mænd, der tilbage i 30erne besluttede sig for at give Charmes-Chambertin samme status som Le Chambertin, ikke var helt galt i byen.
I Århus var der samlet sammen til horisontal gennemgang af 2006 og vertikal Roty-smagning af hans berømmede Très Vieilles Vignes.
2009 Gérard Raphet
Transparent som en Bourgogne bør være og vidtfavnende lugt. Man skal ikke skose 9erne for noget… bortset fra deres åbenhed. Røg, saftige kirsebær, banan (muligvis fra fadet) og piemontesiske rosenblade – sådan starter det, men frem vokser en bund af metal, selleri, lakrids og veldoseret mynte (sandsynligvis også fra fadet). Mange i Bourgogne betegner 09 som årgangen med fløde i og sådan fornemmer man bestemt Raphets udgave… fløde med syrlige sommerbær… eller omvendt. Forbavsende nemt drikkelig. 91
2006 Gérard Raphet
Smager og lugter anløben aluminium forskelligt fra hærdet stål? Ved det ikke, men metal, det lugter den af! Selleriknold og koks med ribs og sommervarme skovhindbær, formuldende bøgeblade, kanel og vanilje senere vokser fundamentet yderligere, mere fad bliver present, men smagen er generelt til den hårde side med et ordentligt skud tannin, for meget tannin. 88
2006 Denis Bachelet
Her er der lige så meget bund, fundament og træsko som i Raphets version, men kroppen, kødet på kroppen er langt mere proteinrigt, så at sige… Den er tæt mørk, fuld af koks og brøddej, bagte rødbeder og det elskelige grønkrydrede element man finder i alle store vine. Man skal ikke være tanninforskrækket eller for den sags skyld syrefornægter med Bachelet i glasset, for det her er stærke sager. Vi har fat i en lakridsstang med tydelig indflydelse af egetræ og ret klar mineralitet, jordet mineralitet. 92
2006 Domaine Arlaud
Av! Sikke en prop. Nedenunder kunne man fornemme røde bær og rabarber, men nej, TCA killed the wine
2006 Domaine David Duband Cuvée Pedicelles
Forskellen på Bourgogne og californisk pinot noir ligger som regel i det likorøse element – Bourgogne burde ikke have det. Producenter som Rousseau, DRC og Dujac kan imidlertid sagtens få den slags elementer frem i store årgange, mens Perrot-Minot og Dugat-Py har det løbende. Duband kan også. Hans Pedicelles er gæret som hele klaser og den er klassisk, med kirsebær og hindbær, citronmelisse og koks – den virker parfumeret, mens smagen er let drikkelig, uden tannin i modsætning til Bachelet ovenfor – den er mere som en 09er. 92
2006 Perrot-Minot, Vieilles Vignes
Senmoderne fadanvendelse så det dufter af toscaner og vinen nærmest er poleret med Brasso. Den har rød kerne og lægger som sådan op til friskhed og sommerbær, men forstyrres af høj alkohol, næsten rhum-agtig. Tanninen er finkornet, så godt så langt, men den slutter kort og vel simpelt. 87
2006 Domaine Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
Et stort step op, i kvalitet, i styrke og kropslighed. Næsen indeholder både oversøiske elementer som pebermynte og tandpasta, og indfødte elementer som kalk og våde grene. Den forfører med sin æteriske duft og den samtidige fornemmelse af moden ”kerne”. Der er både power og friskhed i eftersmagen, som slutter langt tilbage og langvarigt. 94
2005 Domaine Humbert
Humbert er vist nok mere end inspireret af sin onkel Bernard Dugat. Som repræsentant for superårgangen 2005 fremstår den sort og sammensat i næsen af både ekstraherede elementer og præcisionsmodenhed med både sødme, syre og grønkrydring. Det der adskiller fra alle de andre er mælkesyre, Humbert har masser af mælkesyre og smagen er tæt, koncentreret og fadet. Savner dog fuldt tryk på tungen, den er lidt hul. 90
2005 Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
Som Humbert sort. Næsen er lige så ”sort” med sorte kirsebær, trækul, inddampet granatæble og lakrids. Tro nu ikke at det her er cabernet – man er ikke i tvivl om pinot noirs tilstedeværd. Smagen er koncentreret på den fornemme måde, naturlig og intens, ikke just svævende, for den sidder godt og grundigt plantet i den gevrey’ske muld. Årgangens naturlige modenhed afslører sig i form af restsukkerfornemmelse på læberne og det er godt. 94
2002 Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
En sammensat sag, en bondsk og adelig vin, en grov og fin vin. Årgang 2002 fremstår lige nu som en af årtiets allerbedste. De er helt åbne og Roty forener det modne, ribs og kirsebær, med det jordede, hyldebær og muld, og det grænsesøgende syrlige som choucroute og tranebær. Den er tæt, koncentreret, intens, varm, med svært mærkbar tannin. Helstøbt. 95
2000 Joesph Roty, Très Vieilles Vignes
Rotys 00 er mere end værdig repræsentant for årgangen. De har lige fra starten været noget i skyggen af den alt, alt for hypede 99 og den roste, men sært underkendte 01. Den her er lige til at hoppe i. Den er både krydret med urter og lakrids, mynte, jernurt og let karamel, midt i al hindbærret. Den er stærk, varm og saftig, ret syrlig. 91
1999 Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
Jeg har fået lidt af hvert fra 99 efterhånden: freaks, monstre, overmodne og grønne vine og nu også én med osteskorpe og frisk grøn bark fra pilekæp! Den er mærkelig med toner af etylacetat og olie. Den er forhåbentlig fejlbehæftet.??
1996 Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
Fin farve, men skidt, skidt og prop
1996 Dominique Laurent
Tydelig 96er-syre og her er det lige før det balancerer med frugtintensitet og tannin. Som altid for Laurents 15årsvine er den reduktiv i næsen og skal ose af. Ellers er den frisk, livlig, ren og klassisk. 91
1996 Armand Rousseau
En skuffelse. Årgangen med den vældige koncentration og den høje syre… og man begynder at tvivle på om de 96ere nogensinde kommer helt i balance. Rotys version er i hvert fald overraskende orange og stikker i duften med hyldebærskal og æblekernehus. Den er slank, breder sig aldrig ud og forbliver forbløffende let i eftersmagen. 87
1995 Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
Ultraklassisk, opfører sig som jeg forventer Roty opfører sig med alder: jord, trækul, kalk, hindbær, fugtig efterårsskovbund, fordærv og ulmende liv på samme tid. Ret højt niveau af flygtig syre, måske på grænsen, men okay herfra til det. Den er både slibrig, tannisk, ekstraheret på den fine måde og er på vej til at svæve. 93
1990 Claude Dugat
Claude Dugats vine bliver udsat for alverdens fordomme. Amerikanerros er ikke nødvendigvis af det gode. Salget går strygende og priserne er astronomiske, men i vores del af verden skoses vinene for al for høj ekstraktion og overdreven fadbrug. 90eren er præget af udtalt kaffe, men jeg må indrømme jeg ikke ser mig i stand til at vurdere om aromaen kommer fra fadet eller fra druerne. Der er røgelse, nybagt rugbrød og suppeurt i duften sammen med hindbær og sure kirsebær. Den er forfinet, yderst intens og overraskende elegant. 94
1990 Joseph Roty, Très Vieilles Vignes
Alle forventninger indfries. Rotys 90er er sandsynligvis langt fra sit endepunkt, for den opfører sig som en årsunge, en klog og veltrænet årsunge! Den er saftspændt, struktureret, voldsom og tæt, ret tannisk og har fantastisk balance på højt niveau mellem frugtsukker og frugtsyre. Der er masser af søde mørke bær og kun antydning af aldringens læder. Fornem på alle måder. Man dirrer. 96
Joseph Roty forhandles af KB Vin
