Clos Ste. Hune
“Parker misforstod riesling”, siger Hubert Trimbach og henviser til den amerikanske advokats betydning for nutidens uheldige opsplitning af druens udtryk. Han tillægger dog Parker for stor betydning. Ideen om restsukker i riesling fra Alsace er ikke Parkers, for netop han har fremhævet Trimbachs stolthed, den knivskarpe Clos Ste. Hune som en af verdens største riesling – og endda en af verdens største vine i det hele taget. Debat om riesling og mulighederne tager vi en anden dag. Fokus er nu: Clos Ste. Hune – 1,67 ha delvis muromkranset guf for gamle rieslingstokke i GC Rosacker ved Hunawihr. En af årsagerne til parcellens berømmelse er historien – første årgang var 1918 og Trimbach har ejet den mere end 200 år. En anden årsag er Trimbachs modvilje mod grand cru-systemet, som firmaet bliver ved med at skose for skidt standard og lemfældig omgang med høstudbytter. Der står ikke Rosacker nogen steder på etiketten, kun Clos Ste. Hune og der står heller ikke Geisberg, Mandelberg eller Osterberg på de andre topvines etiketter. En tredje årsag er Trimbachs konservative anti-malolaktiske tilgang og knastørre insisteren.
Marken er fuld af muschelkalk, riesling elsker det – i hvert fald hvis udtrykket skal være som Trimbacherne foretrækker det. ”Jeg kan ikke lide rig og sød riesling”, siger Hubert Trimbach, mangeårig ambassadør og utrættelig livsbekræftende ansigt på eksportmarkederne, ”se på Olivier (Humbrecht), han har også justeret sin stil, tilbage til mere stramhed, mere mineralitet”. Trimbach har altid stået for den stringente grænsende til surmulende stil og det er rigtigt at Zind-Humbrecht søger tilbage mod mere "oprette" og slanke vine. Clos Ste. Hune bør altid være kendetegnet ved mineralitet. Den kan virke udødelig, farven ændrer sig næsten ikke over tid – i de store år er det som om den dufter og smager af østers, så intens, så salt og så mineralsk.
Sigurd Müller og Gastronomisk Institut i Silkeborg havde inviteret til en af de sjældne begivenheder: ti årgange af Clos Ste. Hune – her angivet i serveringsrækkefølge.
Brillant, let gylden væske. Aromaen suger… røget citron, ”hylende” aromatisk med spændende kombination af jernurt og østers, i smagen, retronasalt endda salturt. En lille perpleks tone af voks kigger frem, lidt æble. Aromatisk som en syl! På tungen flydende mineralitet, intensitet på højt plan og velgørende fraicheur. 94
Serveret sammen med 02 og helt anderledes. 01eren blev sent frigivet fordi Pierre Trimbach i kælderen vurderede den var for ufærdig. Det er den ikke mere! Præcis samme udseende som ovenstående. Aromatisk nærmest som Montrachet, smør, voks, smuldret muschelkalk og overvældende frugt, nærmest VT-næse, men smagen er bentør, fast og virker som det hvide under citronens skal. Til sidst en smule petroleum, ifølge Hubert udtryk for perfekt mineralitet – jeg er enig. 94
Serveret sammen med 90eren og der var kun en tøddels farveforskel! Tydelig VT-stil, rig med abrikos, pæresaft og fræset metal på værkstedet. I smagen nærmest knoglet, let voksagtig i starten, men kort efter breder den sig ud med fed viskositet og interessant eftersmag med løgkaramel [sic] Overraskende vellykket. 95
Virker slet ikke 10 år ældre. Kompleks, ændrer sig konstant og det er kun de største vine, som formår det. Bredspektret let ”tropisk” med abrikoskompot, ananaskirsebær, men også ”nordisk” med østers, kvæller og varme sten i saunaen. Senere mere lakrids, nektar, thai basilikum og limeblade. Clos Ste. Hune kan kombinere Montrachet med Rieslings indre – her er smagen olieret, fed, let vokset, nipper af syre og friskhed – en flydende diamant, stabil og transparent på samme tid. 96
Pierre Trimbach lavede ekstraordinært i 1989 en specialselektion, den såkaldte Hors Choix. Den ringer rent ind på maks, men den ”almindelige” VT er tæt på, meget tæt på. Mineralsk VT, rig og dyb, men igen den typiske tone af østers. Dufter som essens af kumquat med kalk i, let creme brulée, peber, voksblomst og nektar. Den er kompleks og eksplosiv, alligevel præcis, smager af ”tungen på jernstang en frostklar januardag”, men grundlæggende langt mere fed og svulmende end normalt for marken. Clos Ste. Hunes mineralitet fornægter sig ikke under yppigheden. 97
Endnu en Ben Godik, fokuseret, ekstremt mineralsk, men tydelig meget moden rieslingtone, den bider og gør ondt på tungen så det er en lyst. 98eren er fuld af pomeau, cider, frisk abrikos og antydet parmesanskorpe i duften. Strålende vin. 92
Av! Let oxyderet og sådan skal Clos Ste. Hune aldrig være. Lidt karamel og amontillado stikker frem. Der er brød, kamillete og bergamot, brunt æble, ja nærmest moden champagnelugt, men det holder ikke… smagen er udtørret og frugtløs. En skidt flaske.
Vældig parfume, aromatisk damepudder og tro nu ikke jeg render rundt med det på til dagligt! Tørret granuleret æble, eddikestøv og citronpulver. Senere kommer voks som i en chenin blanc, honning og hvedeøl. Smagen er atter bentør, vældig mineralsk, næsten metallisk, men den mangler lidt frugtdybde – man føler kun struktur! 90
Ultraklassisk røget riesling, Wachau-agtig mineralitet, våde granitblokke og varme saunasten, lerpotte og kridt, limeskal, tang og thaibasilikum. Imponerende intensitet og dybde. Smagen er flydende mineralitet, ingen formildende frugtig-fede omstændigheder, en slags blend af chablis og GG fra Rheingau. 93
Hvordan den årgang kan fremstå så frisk og strunk, så pirrende frugtig, som urter og citroner, er en gåde. Årgangens ekstreme vejrforhold med tørke og tropiske toptemperaturer fremavlede vældig mange gumpetungerter. Pierre Trimbachs udgave er stearin, citron, lime, østers, hvid te gjort til væske. Vibrerende syre, den dirrer og har alligevel fornem bredde, let frugtfedme. 94
Vinene forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, www.smv.dk
