Den tysk-franske krig
Den tysk-franske krig
Foto: Rene Langdahl Jørgensen
Den fransk-tyske krig
Grumheder, territoriekamp og menneskelige skæbner er der nok af i den fælles fortid for de to naboer. I vinens verden er gnidningerne få – de to lande har hver deres dygtige druer, tyskerne især hvide med riesling i spidsen, Frankrig lige stærk på hvid og rød. Selvom riesling er kongen i franske Alsace tillader jeg mig i denne sammenhæng at kalde druen tysk. Franske udtryksfulde røde druer er der nok af, men ingen overgår pinot noir i raffinement og næsevenlig nydelse. Tidligere var de tyske udgaver af pinot noir, spätburgunder, skammelige versioner, enten var faddominansen skræmmende eller også var vinen tynd og sur. Sådan er det slet ikke mere. Efterhånden er de bedste versioner umulige at skelne fra bourgogne. En række nylige eksempler understreger det.
Vinoble-kæden har lige fået de to Baden-huse Freiherr von Gleichenstein og Shelter Winery på listen mens Erik Sørensen tidligere på året fik 2009erne hjem fra Bouchard Père & Fils. Direkte overfor hinanden er stilen forbavsende ens. Vinene spiller på de samme tangenter som fin syre, balance, integreret eg og jordede små røde bær. Gleichensteins Hofgarten 2009 (145 kr, 88 point) er fuld af syltede rødbeder og grenet tranebær i duften med lille tone af karamel i eftersmagen, mens storebroderen Oberrotweiler Eichberg 2009 (169 kr, 91) har mere hindbær og indslag af sød lakrids og vanilje. Eftersmagen har klasse. Shelter Winerys almindelige Spätburgunder 2008 (145 kr, 87) er vældig klassisk ”bourgogne”, åben, givende og ukompleks, mens storebroderen Seven, Seven, Seven 2008 (235 kr, 88) har granatæble i raffineret intens duft og letbenet fremfærd, syredrevet og ren. I intensitet og koncentration samt kompleksitet er vi på burgundisk kommunevinniveau og så er vinene jo ret billige. Bouchards Corton (94) og Beaune Greves Vignel’Enfant Jesus (95), begge 2009, har alt det ovenstående besidder… ganget med ti. Prisen er selvfølgelig på et helt andet niveau med 699,95 kr og 749,95 kr, men i denne sammenhæng er det først og fremmest interessant at vinene er så ens i det de udtrykker. Omvendt må jeg også fremhæve Bouchards to klassikere som små mesterværker. Det kan ikke understreges nok at Bouchard Père & Fils er noget helt andet i dag end de var for ti år siden. Christophe Bouchard i direktørstolen og især Philippe Prost som vinmager er en slags dynamisk duo. Bouchards montrachet må regnes på niveau med DRC og Ramonets udgaver, selvom Bouchard er mere mineralsk. Vigne l’Enfant Jesus er på grand cru niveau. Her er kirsebær, skorpe af Mont d’Or, sure våde sten, prikkende syre i næsen og saftighed i smagen. Den er imponerende koncentreret og essensagtig, svævende og smertende på samme tid. Sublim bourgogne, der burde koste langt mere, men heldigvis ikke gør det.
Måske uretfærdig sammenligning, men dog med interessante konklusioner.
Freiherr von Gleichenstein og Shelter Winery importeres af Vinoble, Østjysk Vinforsyning, www.vinoble.dk
Bouchard Pere & Fils importeres af Erik Sørensen Vin, www.eriksorensenvin.dk