Food for one: Oksefilet med rucula

Denne ret er enklassiker fradet romerske køkken og hedder straccetti con rucola på originalsproget. Opskriften er til en person og ja, god mad kan også nydes alene.

Food for one: Oksefilet med rucula
Offentliggjort

Strimlet oksefilet med rucola

Til 1 person.

200 g oksefilet – eller anden udskæring, der kun skal steges kort

8-10 pillede hvidløgsfed i tynde skiver

1 bakke rucola (2-300 g)

Olivenolie til stegning

1½ dl tør hvidvin

Salt og friskkværnet peber

Kødet skæres i strimler/mundrette bidder og svitses i olie i en sauterpande – vend godt rundt. Det skal kun lige tage farve, hvorefter hvidløget tilsættes. Krydr med salt og peber.

Hæld vinen ved, og lad det koge op ½ minuts tid, og skru så ned for varmen til laveste blus.

Kom rucolaen på panden, og sæt låg på. Efter 1-2 minutter er rucolaen ’faldet sammen’ og vendes nu rundt med kødet. Smag til med mere salt og peber, og retten er færdig.

Spises med godt hvedebrød til; søb den herlige lyse væde op med brødet. Drik hvidvin til, gerne resten af den vin, du brugte i retten. Og spis måske en lille salat til i form af en caprese (tomat- og mozzarellaskiver med olivenolie og frisk basilikum) – lynhurtigt tilberedt!

Info: Retten er en klassiker fra det romerske køkken – straccetti con rucola – og i Italien vil man ofte opleve, at kødet er skåret i ret store stykker – af kalvekød eller oksekød, der har fået en ordentlig en på brillen med kødhammeren og derefter er stegt relativt hårdt. Vær ikke bange for de mange hvidløgsfed – for det gælder her, som altid, at hvidløg kun er skarpt og svovlet, når det spises råt eller meget lidt tilberedt.

Opskrift: Søren K's rørte tartar med bitre salater