Vin Santo når det er bedst
Chianti, brunello… de er begge skamredet og skammeligt behandlet af mange, men heldigvis er der jo til overflod gode producenter, der tager navnene alvorligt og ærer dem tilbørligt. Med vin santo er det rigtig skidt. Grum, grim og slet er den skæbne den gamle ”hellige” vintype har lidt. Dyp en mandelkage i din søde vin, jamen herregud! Og mange tilsætter alkohol for at give styrke til tynd most. Enkelte kunne gå for at være halvsøde vandige tyskere og endnu andre er så oxyderede at deres fremtid reelt ikke findes eller skal leves blandt zombier. Vin Santo i Toscana handler om tre producenter plus en gruppe på op til 8-10 i andet geled. Toptrioen består af:
San Giusto a Rentenanno med Vin San Giusto
Avignonesi med Vin Santo og Vin Santo Occhio di Pernice
Rocca di Montegrossi med Vin Santo
For nylig smagte jeg en lille vertikal fra Rocca di Montegrossi
Marco Ricasoli-Firidolfi ER efterkommer af den navnkundige baron Bettino Ricasoli – hans onkel sidder på Castello di Brolio og hans bror sidder på Castello di Cacchiano. Marco laver nogle af øjeblikkets bedste chianti, både normale og enkeltmarksaftapningen fra San Marcellino. Hans specialitet, men også legetøj og kilde til uholdbar produktøkonomi er Vin Santo – den er reelt alt for omkostningsfuld og arbejdskrævende og risikabel, men troligt holder han ved og giver fætrene på San Giusto a Rentenanno kamp til stregen.
Den brune hævner! En gammeldags brændt karamel med masser af appelsinskal, kanel og cigarblade. Liv er der masser af, der nede i glasset, hvor man får mindelser om farmors sukkersmeltning juleaften, når de brunede kartofler skal laves. Relativt fremstår den lidt ukompleks og enkel i forhold til de senere årgange. 92
Et gevaldigt step op i forhold til 93eren. Vi er stadig i den karamelliserede afdeling, men der er langt mere friskhed i den her. Smeltet sukker på panden er der masser af, men det er palmesukker, rigt og aromatisk, saften fra sytten tørrede abrikoser er presset ned i karamellen mens kaffegrums, hasselnød og lyse sultanas er pulveriseret hen over. Min mund er glad, men svælget begynder at gøre oprør – restsukkermængden er gevaldig, ”sirup” tænker man, men sirup er jo ikke aromatisk og det er klisterstadset her jo. Imponerende koncentration og syre til sidst. 96
94erens kendetegn får et nyk til og tilføjes botrytis. Lynghonning, lindehonning og grønne urter frisker op på siruppen men det er især de ”voksagtige” toner og det hengemte og anmassende fra ædel råddenskab, der giver spændstighed. En mesterlig version. 97
Det var 97eren som skabte Marcos ry i vin santo-kredse. Jeg forstår det til dels. Den er så anmassende i sin sukkerbombefremtræden af det er lige før det er for meget. Melasse, kanel, appelsin, tørret appelsinskal, mjød og cognac, sharonfrugt og abrikos vælter op af glasset og svælget tager varig skade af syre- og sukkermængden. Imponerende sag, ingen tvivl, men efter mine begreber en klar exces. 92?
98eren er den pæne og doserede version af 97eren, med langt finere balance og opfriskende syrlighed – fokus på frugtighed oven over alt det sukrede. Husk på at Marco Ricasoli baserer sin Vin Santo på malvasia-druer og ikke trebbiano – og normalt vil det give mere kompleks aroma. 98eren er skarp og fornem, næsten komplet. 95
Rocca di Montegrossis 2000 er tæt på perfektion indenfor nichehåndværket vin santo. Den er voldsom, anmassende, imponerende og alligevel let underspillet, smukt kompleks med dybde og bredde. Vaniljefudge, smørkaramel, sharonfrugt, citron og pomerans, cocktailbær, valnød og mynte, tørret ugasset abrikos. Fra 2000 er Marco Ricasoli-Firidolfi begyndt at bruge en lille procentdel canaiolo i sin vin santo og det giver gevaldigt meget, langt mere bredde og bevidsthedsudvidende aromaer for vintypen. Friskheden oveni sukkerkoncentrationen er så imponerende her at man sagtens drikker mere end et glas!? 97
Importeres af www.vitis-vinifera.dk
Disclaimer: jeg er familiært tæt forbundet til den danske importør, men har ingen økonomisk interesse i foretagendet.
