... Efterfølgende fik Svend Rasmussen på puklen for den anmeldelse i en grad, så han på sin Facebook-side følte sig nødsaget til at tage til genmæle. Kritikken gik på, at det var useriøst at anmelde et sted, som alle (tilsyneladende) vidste, var et skodsted – et sted uværdigt til anmeldelse. Som at anmelde en pølsevogn eller McDonald’s. Med andre ord sparke en åben dør ind – historien om et forudsigeligt anmeldermord.
TILBUD: 4 numre af gastro + Palet fra Global
Kritikken af Svend Rasmussen er fuldstændig skudt forbi – anmeldelsen er fuldt berettiget, og rent faktisk er der alt for få af den slags anmeldelser, og her må jeg som restaurantanmelder gribe i egen barm: steder som Jensens Bøfhus anmeldes alt, alt for sjældent. Ret beset anmeldes der i aviser og magasiner altovervejende restauranter, som frekventeres af et mindretal af restaurantgæster, mens de steder, der trækker flest gæster, flyver under anmeldernes radar. Jensens Bøfhus har på sine 50 restauranter muligvis flere kunder end de restauranter, der årligt anmeldes i danske medier – tilsammen. Anmeldere har – og jeg inkluderer mig selv – tendens til at anmelde steder, der som udgangspunkt forventes noget godt af.
Svend Rasmussen anmeldte Jensens Bøfhus i kølvandet på en retssag om Jensen-navnet og en efterfølgende såkaldt ’shitstorm’ (uhh, for en klam betegnelse, nyt ord søges!) på de sociale medier. Den sag skal jeg her lade være ukommenteret, men jeg kan slet ikke se, at samme sag ikke skulle give anledning til at efterse, hvad for en størrelse Jensens Bøfhus egentlig er. Steder som Jensens Bøfhus lever højt på, at alt, alt for mange stiller sig tilfredse med alt, alt for lidt.
Niveauet i restaurationsbranchen er hævet enormt, også – og måske især – i mellemlaget. Man behøver ikke længere lægge 4-500 kr. og blive kvitteret for med et skodmåltid. Der er imidlertid en tidslomme af restauranter, der stadig bilder sig ind, at vi befinder os i 1980’erne. Steder, der tror, at salatbar, færdigsaucer, buffethelvede, dårligt oksekød m.m., stadig er gangbar mønt. Det er det ikke!
Og så alligevel, for der er jo kunder i butikken … i stor stil endda. Jensens Bøfhus omsætter for 1 milliard kroner årligt. Vi lader tallet stå et øjeblik.
Og hvorfor overlever disse tidslommer af ringe restauranter? Fordi der jo er et publikum, og ikke fordi kunden altid ret, men fordi kunden i dette tilfælde tager grundigt fejl!
Jeg ved, at jeg hermed udsætter mig selv for beskyldninger om smagsdommeri, højrøvethed etc. so be it, men Jensens Bøfhus lever godt, fordi de mange kunder savner kritisk sans – savner en referenceramme og mangler viden om, hvad man rent faktisk kunne få af kvalitet til samme pris. De er for lette at stille tilfreds, og de kommer aldrig til at læse Svend Rasmussens anmeldelse, der således vil være et slag i luften. Et klokkeklart eksempel på, at en sønderlemmende anmeldelse absolut ingen betydning har. Desværre, men derfor skal den alligvel skrives.
Og nej, jeg har aldrig selv spist på Jensens Bøfhus og kommer forhåbentligt aldrig til det. Jeg kender ikke stedet, men jeg kender Svend Rasmussen som anmelderstandens nok skarpeste repræsentant – en anmelder, der ikke er perfid og sensationslysten, og derfor står hans ord til troende for mig. Og Jensens Bøfhus og lignende steder skal anmeldes af Svend R. & co. Den type restauranter har alt for længe gemt sig bag deres hule kvalitet-til-prisen-image.
Det er meget muligt, at ingen anmelder kan ryste Jensens Bøfhus, men man skylder både kunderne og de mange restauratører, der virkelig leverer varen, at slå ned på, hvad steder som Jensens Bøfhus slipper af sted med.
/Jesper Uhrup Jensen
__________
LÆS OGSÅ: Kong Hans 4.0
LÆS OGSÅ: Mikkeller Øl & Brød