Kælderen fremstår noget lysere og lettere nu, og det første, der møder en lige inde af døren, er det såkaldte ’køkkenbord’, hvor der tidligere var et trangt ’loungeområde’. Nu er det blevet til et ret fantastisk chambre séparée, hvor man for knap 2.000 kr. kan opleve en aften med et helt særligt forløb.
A la carte kortet fristede – især de hovedretter, der kom i to heat, eksempelvis sorthummeren, hvor man først får noget af dyret og derefter resten. Valget faldt dog på Kong Hans Menuen til 2.500 kr. for aperitif, appetizers, otte serveringer, tilhørende vin, vand, kaffe og sødt. Det er en god ’pakke’ og en ok. pris for serveringer på det niveau.
Menuen kan umiddelbart synes voldsom, men den var meget velafstemt – man blev ikke ’kørt over’. Det er et luksusproblem, men jeg synes faktisk, at mange restauranter serverer for gavmildt – for meget slet og ret. Her passede det perfekt.
En af serveringerne var dampet kammusling i røget smør, på en creme af blomkål og toppet med oscietre gold caviar – og smagte det godt eller smagte det godt! Kammuslingen havde måske lidt svært ved at bidrage med så meget andet end struktur, men altså… smagen, helhedsindtrykket… Man er glad!
Efter den servering klargjorde Peter Pepke havtasken (stegt på benet) ved bordet, og den fik vi med blandt andet morkelglace, crumble og en kartoffelpuré. En meget, meget smuk og elegant servering, og igen med en utrolig smagskoncentration.
Herefter serveringer med henholdsvis kanin og ringdue, før ostebordet blev rullet hen til os. Det er efterhånden ikke så tit man møder det store klassiske opbud af (franske) oste – det var et dejligt gensyn. Peter Pepke har i øvrigt givet vinkortet en overhaling og man er i meget sikkert selskab med ham som vinansvarlig.
Der er ikke sket nogen revolution i kælderen på Kong Hans, og der lefles ikke for et ’nyt’ publikum i den forstand, men der er ikke desto en stemning af noget nyt – en ny vind, der blæser. I en tid, hvor mange restauranter afsøger gastronomiens yderste grænser – og ikke mindst gæstens grænser – vil nogen sikkert mene, at det er banalt ’kun’ at ville den sublime velsmag. Det synes jeg omvendt er en fortænkt udlægning, og vi er på et skråplan, hvis gennemført kokkehåndværk og ekstraordinær velsmag er ’banalt’.
Kong Hans overskrider ikke gæstens tolerancetærskel – tak for det. Med Mark Lundgaard, Peter Pepke & co. er kælderen klar til at gå ind i stjernekrigen igen – hvis du forstår, hvad jeg mener!
