Moden nebbiolo på Casa d’Antino
Om det er Mies van der Rohe eller Robert Browning, der har ophavsretten på frasen less is more kan være lige meget. I vinsammenhæng er det åh så rigtigt – fagerhed, det eksplicitte og svulstige, er godt nok i nogle sammenhænge, men ofte er det tilbageholdte og doserede, det finurlige og fine, det mest holdbare. Stor vin fortjener fuld opmærksomhed og soloperformance, men så er der jo lige fænomenet BYO og overblikssmagninger. Det der var tænkt som en stille BYO med et par kollegaers medbragte guf blev på nul-komma-dut forvandlet til en mindeværdig extravaganza udi piemontesisk klog snerpethed og tannisk riverdance på vores tunger – en herlig overblikssmagning efter devisen more is more. Her er hvad der hændte:
Mørk og dyb kerne, brunsvesket kant, lugter af champignon, læder, tjære, iod…. Ja kamfer, soja og salami. Får mere kaffe og karamel, virker benet og gammel med for meget overmodenhed til storhed, savner frugt, men lever egentlig fint. 90
Transparent og lys orange kant og bevis på farvens irrelevans når man snakker barolo. Fuld af rød bærfrugt, vanilje,let likorøse toner med tranebær, frisk og let, svævende og æterisk og alligevel pågående med en slags heftig elegance, serralunga-tanninspark og styrke. 93
Voldsom likorøs, bolsjeagtig duft med masser af, ja skræmmende mængder flygtig syre, lak, julekage og og aromatiseret te, skarp på en uheldig måde. Forbavsende cremet tannin, igen den røde bærfrugt midt på tungen og modent tannisk bid, men eftersmag med karamelliseret appelsinskal – uha en mærkelighed! 82
Fast peberrodsagtig pågåenhed med tydelig mynte,muligvis fra fad, vidunderlig friskhed, ret høj syre på tungen og således årgangstypisk, men også fasthed og moden tannin, samt urter og karse i eftersmagen – efter et stykke tid nærmest pulveragtig ekstrakt og tannin og kirsebær – kald den normalmeteren for barolo. 93
Nu sker der for alvor noget, vi træder et skridt op ad rangstigen og kommer i mesterklassen med Prunottos præantinori 85er. Forbavsende mørkrød med lysrød levende kant og grønkrydret, mynte og mint, næse. Fuld af tjære, malet kaffebønne, rød te og tydelig mentol, mens smagen ægger og lokker, kærtegner med saftighed og strammer straks op med stærk moden tannin. Fornem! 96
Hvis ikke det havde været Mascarello måtte det være Giacosa – opfører sig som hans vine med den tydelige røde bærfrugtighed, tranebær og rønnebær og slåen, rød te og hyben, krydret med peber og en skøn forening af kraft og elegance. Saftfuld og tæt, slank og klapper så pludselig i og bliver helt ugivende. Moden, fører sig rutineret, umiskendelig tørvet i eftersmagen. 95
Ikke just en gratie, fuld af mynte,mint og flødelikør, joh Mascarello kan sende bløde signaler, men smagen er ikke just blød, tanninen er heftig og syren er slet ikke som man skulle forvente af en 90er, høj og udtalt som den er – til gengæld kommer der nærmest restsukkerfornemmelse i eftersmagen og grenacheagtig opførsel... nærmest som en gammeldags chateauneuf af bedste skuffe. Fornem, men lidt odd monprivato. 94
Dyster, mørkrød med nærmest sort kerne. Fuld af kokos, vanilje og nellike og således klart en fadbombe. Smagen har vitaminpille med masser af c-vitamin og opfører sig meget modent med sveske og dadel i eftersmagen. Den er tæt, koncentreret, lidt grovkornet og hænger ikke helt sammen lige nu. 91
Mørk og dyb, fuld af tjære i duften med tydelig muldjordstone, intens,men alligevel ret kompakt, som om den har meget mere at give af. Smagen folder den imidlertid helt ud og imponerer med sin tætte, syredrevne intensitet, der suppleres af præcis den mængde ”sødme” der skal til for at give nebbiolo den uforlignelige evne som grovsmed og balletdanser på samme tid. Fuld af kirsebær, friskhed og klassicisme. Bravo! 94
Mystisk! Pappet og stærkt likorøs, nærmest sødlig på samme tid. Strid, fast og saftig… men en særling jeg ser mig ude af stand til at vurdere?
Verdens bedste Voerzio-vin… i hvert fald det stærkeste glas jeg har smagt fra ekstremisten i Annunziata med de lave høstudbytter. Capalot i de krasbørstige årgange er bedst, tyder det på. Pikant likorøs, som hans vine plejer at være, men her sat sammen med graciøs tannin og gammeldags syre. Næsen har kokos og nellike fra fad, men ikke for meget og smagen er elegant og yderst vedholdende. Roberto Voerzio har lavet et mesterværk her. 97
Så vidt jeg ved, er nebbiolo ikke en reduktiv drue som syrah og mourvedre, der fra gammeldags producenter kan dufte grenet, rustikt og endda af puha! Roberto Conterno har lavet en kleppert, en sømandsvin, der kræver buskede øjenbryn og nosser, svær at kapere efter Voerzios fornemhed – stilket, let reduktiv og grenet, bider og gnaver – vend tilbage om 20 år! 90?
Oh ve oh skræk – monster prop!
Forhåbentlig ikke vinens sande jeg og sikkert noget vi kan tilskrive denne ene flaske! En skrækkelig vin med kål, alt for tidligt for Giacosa, kamfer som en 30 år gammel vin, sur mælk og fuglelort i store mængder. Senere også svamp og bundfælder voldsomt. 79!
Tydeligt mintet næse, frugtsødlig, kirsebær og bacon, lufttørret skinke og smagen er dyb, varm og lang, metallisk og mineralsk på den bedste måde, ligefrem rustagtig og koncentreret fornemt. Druetro og moderne på samme tid. 94
Ultrabarolo med koks, kernelæder, mere læder… ren rockerjakke eller håndsyede London-sko, fine små syrerige røde bær og masser af koks. Moderne barolo, men alt er velintegreret og druen får lov vise sig. 91
Fantastisk combinazione af modenhed og friskhed, et mesterværk og næsten på niveau med 89eren, som jeg desværre kun har smagt én gang. Duften er let likorøs med antydet karamel, røgede tyttebær og tranebær, lidt mast havtorn og super mælkesyre. Siger og skråler ”stor vin” med det samme. Savlende saftig og fast på samme tid, endnu en gratie, men også en muskuløs superhelt. Somebody spank me! 97
Brunkål er en overset ret, men den skal helst ikke være i en barolo. Nebbiolo med alder får ofte den umiskendelige lugt af langsomt braiseret kål med masser af sukker i og det har Conternos 61er. Kålen får selskab af interessant indslag som lakrids, sved og brune kartofler drysset med revet trækulsbriket. Udtørrer gevaldigt i eftersmagen og opfører sig lidt for benet til rigtig storhed. 85
Ufattelig kompleks næse med parmesanskorpe, tranebær, røgelse, koks og bredbladet persille, sure kirsebær og sommermodne hindbær. Favner næsen med åbne arme og kæler for smagsløgene med syredrevet intensitet og elegance og tanninspark som en 01er. Formidabel barolo og Giacosa når det er bedst, hvor den indtagende kombination af præcisionsmodenhed, røde bær og tanninstruktur som Eiffeltårnets jernfletværk sætter alle andre gode baroloer på plads. 98
...og en efternøler
Vildskab i en flaske, en baggårdskat, en gadens slagsbror, ungdommelig, sødlig og fyrig med både friske og let overmodne toner, bider som en vampyr, balancerer perfekt på æggen mellem undermodenhed og overmodenhed. Mastodontisk. 95
