Ligegyldighedens skafot

Under Robespierres rædselsregime midt i den franske revolution var der hundreder, ja tusinder foran guillotinen når Frankrigs adel og gejstlige personager mistede hovedet. Magtens fald, de høje herrer var ikke så høje mere og folket klappede i deres hænder. Det blev også hverdag engang med tiden. De strikkende koner kom først da den vildeste sensation havde lagt sig.

Læsere af restaurantanmeldelser og vinbedømmelser flokkes sandsynligvis på samme måde om stjernebank. Det er sjovere at læse om en skrækkelig oplevelse på Geranium (hvis den forekom), end om et aldeles gennemsnitligt besøg på Hereford Beefstouw eller en kinesisk buffet. Læsere foretrækker alt andet lige at se Lafite eller La Tache få smæk, fremfor at se endnu en hverdagsvin fra Supergros trukket gennem sølet. Ak! Det sker bare så sjældent. Vinens verden er rosernes verden, vinens verden er drømmenes verden. Og hvad er der i vejen med det? Kedsomhed, mangel på kritik… La Tache og Lafite er blevet til det de er i dag blandt andet på grund af enestående nidkærhed og fokus på absolut smagskvalitet. Rutinerede vindrikkere lærer at sætte pris på de egenskaber de to besidder og sætter deres referencer herefter. Vel er der udsving, små udsving i balance og intensitet, fra årgang til årgang, men grundlæggende smædes topvinene sjældent, for selv i dårlige årgange smager de af kyndige hænders arbejde. På skafottet ligger til gengæld en god del vinøs almindelighed, en god del ligegyldighed. Vine, der ikke engang er lavet for friskhedens eller saftighedens skyld. Vine som ikke engang er lavet for at gøre kunderne glade. Det er dem der burde samle folket foran skafottet – dem som hver gang burde hånes af hoben og tilråbes: ha! ned med vinøs ligegyldighed.