Generationsskifte, sværme af bier, muslinger, der redder børn og ravioli på dåse er blot nogle af de temaer, som vil blive portrætteret under årets CPH:DOX
Einstein spåede engang, at hvis bierne uddør, så følger menneskeheden trop fire år efter. Idéen er fjern - men nu truer den med at blive til virkelighed! Enorme sværme af bier dør, imens forskerne desperat leder efter en forklaring. Og det er altså ikke kun honning, vi må undvære så længe: en tredjedel af alt den mad vi spiser skyldes flittige bier. Instruktøren Markus Imhoof drager på en verdensomspændende ekspedition, hvor han møder såvel ærkekapitalisten, for hvem biernes summen er lyden af penge, som bjergbonden og videnskabsfolkene, der alle undrer sig over mysteriet.
Michel Bras har viet sit liv til kogekunsten, og er i dag et ikon indenfor 'haute cuisine'. Den virtuose stjernekok har igennem årtier opbygget kolossal respekt for sin person og sin restaurant, der ligger på en bjergtop i den sydfranske Aubrac-region. I de sidste 15 år har den tålmodige søn Sébastien stået ved Michels side i køkkenet og ventet på at vise sit værd som køkkenchef. Så da patriarken beslutter at trække sig tilbage, er det nu op til tronfølgeren at løfte arven. Men kan han bære det enorme pres der følger med, når en families navn er synonymt med tre michelinstjerner?
Se flere film på næste side/link/24e3d1ec681e449bb2e66ff9babd910f.aspx" alt="" />
'L'amour des moules' er den ultimative film om det mærkværdige skaldyrs liv og levned, og om hele den menneskelige komedie, der udspiller sig rundt om dem. Muslingen kan nemlig bidrage menneskeheden med meget, fortæller blandt andet gynækologen Jan, som bruger den lim muslingerne producerer til at redde ufødte børn. Samtidig møder vi også både biologer og kokke, som på hver deres måde beskæftiger sig med muslinger i deres hverdag - fra de fødes på bunden af havet og ender på vores tallerkener.
Velkommen på en eftertænksom rejse med udgangspunkt i noget så jordbundent som produktionen af en dåse ravioli. Det er nemlig ikke umiddelbart til at se, at den dåse ravioli, der i slutningen af filmen står som én blandt mange i et anonymt supermarked, rummer ingredienser fra hele verden – ikke desto mindre er det, hvad 'Canned Dreams' gerne vil vise sit publikum. Canned Dreams
CPH:DOX spiller fra 1. til 12. november. Se hele Food on Film-programmet på cphdox.dk