Noma er de bedste – men listen er noget vrøvl!

Så blev Noma verdens bedste for 3. gang – verdens bedste restaurant på verdens mest forvrøvlede liste!

Nej, det er ikke for at være bagstræberisk eller partykiller – jeg er sikker på, at Noma er et af de bedste bud på at være nr. 1. Man kan vel ikke – hvis sandheden skal frem – udnævne verdens bedste restaurant, men nok ’kun’ finde frem til en håndfuld kandidater, og så blandt dem diskutere til verdens ende, hvem der er bedst. Men skal man lege legen, så er valget af Noma både plausibelt og kæmpestort for Danmark.

Læs også: Q & A med René Redzepi

Men listen er altså stadig noget vrøvl, og var den en eksamensopgave i statistik på en højere læreranstalt, så ville den dumpe med et brag! Sagen er, at listen ikke tegner et troværdigt billede af verdens restaurantscene lige nu – listen tegner alene et billede af, hvordan juryerne i Wold’s 50 Best har valgt at stemme. Hvad synes juryen i forhold til sidste år, hvilke steder har været særligt hypede, hvilke steder har fanget jurymedlemmernes opmærksomhed etc.

Det faktum, at en restaurant kan flytte 20, 30, 40… pladser op eller ned i forhold til året før, gør, at billedet simpelthen ikke er troværdigt. Tag eksempelvis restaurant Martin Berasategui ved San Sebastian i det spanske Baskerland – restauranten hører til i supereliten. Sidste år var Berasategui nr. 29 på listen, men er i år droppet 38 pladser tilbage til nr. 67 blandt ’boblerne’. Uden at tage stilling til, hvor stedet burde ligge på listen, så er det dog fuldkommen usandsynligt, at det skulle være gået så markant tilbage for stedet, at det berettiger til et sådant styrtdyk. Det er især usandsynligt i restauranternes superelite, hvor kontinuitet er et nøgleord.

Det samme gælder de såkaldte entries og reentries på listen. Stederne kan være nye i forhold til sidste år, men det er oftest blot steder, jurymedlemmerne først nu har fået øje på – og det er strengt taget ikke et billede af, hvordan restauranternes indbyrdes rangorden reelt er. Stockholmske Frantzen/Lindeberg er således helt ny på en 20. plads, skønt hverken restauranten eller dens høje standard er ny i trafikken. Frantzen/Lindeberg har bare haft juryens opmærksomhed i år – sikkert takket været michelinstjerneuddelingen tidligere på året.

Jurymedlemmernes luner er og bliver det, der tegner listen. På den konto er Le Chateaubriand med som nr. 15 (seks trin tilbage i forhold til sidste år). Restauranten er en ganske anderledes bistro i Paris, og den har fået meget opmærksomhed worldwide – og det er alene den opmærksomhed, der sikrer stedet en placering – det er dér, jurymedlemmerne har været, det er en del af deres referenceramme. Men at kalde Le Chateaubriand den 15. bedste restaurant i verden – det er slet og ret absurd. Danske Geranium, der i år er nr. 49, er tifold bedre, og et sted som AOC (der ikke er på listen) ville lammetæve de fleste på top 50. Men det er (endnu) ikke et sted, der har jurymedlemmernes opmærksomhed.

Læs også anmeldelsen af Geranium: Geranium er den perfekte oplevelse.

Måden, World’s 50 Best skrues sammen på, svarer til, hvis man til Melodi Grand Prix (undskyld sammenligningen) stemte om sangene uden strengt taget at have hørt dem. Der stilles krav til de omkring 800 jurymedlemmer (der hver har syv stemmer, fire til egen region og tre til den øvrige verden) om, at de bl.a. skal have spist på det sted, de giver deres stemme til, og at det skal have været inden for de seneste 18 måneder, før der stemmes, men der er mig bekendt ingen kontrol med disse krav, og jeg tvivler stærkt på, at samtlige medlemmer reelt har referencerne i orden.

Listen er et produkt af sin tid, hvor nettet er ved at svømme over med brugerstyrede lister. World’s 50 Best er en stor forkromet udgave af de mange ’hvad synes du, giv os din stemme’-lister, hvor vi alle kan gi’ den som eksperter – der igen giver de etablerede smagsdommere fingeren!

Endelig er der den pikante detalje, at afstemningen svarer lidt til det engelske valgsystem med flertal i enkeltmandskredse, hvor the winner takes it all. Det vil sige, at man kan vinde med et mindretal af stemmerne. Jeg kender i sagens natur ikke stemmetallene, men ret beset behøvede kun 50 jurymedlemmer at have stemt på Noma, hvis så de 750 andre jurymedlemmer havde stemt på alle mulige andre restauranter.

Men hvad ville så være det rigtige? Det ville være det nok umulige – nemlig at kræve, at samtlige stemmeberettigede rent faktisk havde besøgt samtlige kandidater. Alt andet resulterer i et stærkt diskutabelt kludetæppe.

Man kan dog ikke klandre World’s 50 Best, for de er helt åbne omkring måden, de gør tingene på – og de hævder ikke at have status af at være officiel eller nærmest en naturlov. Men de er nok ikke kede af, at stort set samtlige medier glemmer at nævne, at der er tale om et rent privat og kommercielt projekt, der ikke er at sammenligne med eksempelvis et VM i en sportsgren.

Noma er de bedste, men listen er noget vrøvl!