Det er kun lidt mere end en håndfuld år siden, at muligheden for at få en øl i Rom betød valget mellem Peroni, Moretti eller Nastro Azurro, måske krydret med importeret øl som en enkelt tysk makropilsner, danske Ceres Red Erik eller Budweiser. Altså komplet uinteressante industriøl lige som på det meste af den øvrige del af kontinentet.
Men ligesom i en række andre lande var der noget i gære. En række mikrobryggerier begyndte at skyde op og i de større byer blev udbuddet af interessant øl med karakter på enkelte barer også pludseligt en faktor.
De første år var italiensk mikrobryg præget af bryggere med utroligt megen entusiasme og drive, men jeg husker på intet tidspunkt at have drukket en italiensk brygget øl, som i sig selv var noget særligt, indtil de seneste par år. Nu er der så til gengæld virkeligt ved at ske noget. Hvor rigtigt meget italiensk mikrobryg de første år var præget af en næsegrus beundring for Belgien, men med de helt klassiske fejl for ikke-belgiske belgiske øl (overdreven malttyngde, gærfejl og for høj sødme), så er repertoiret nu udvidet betragteligt.
Her et par noter fra et hurtigt besøg på de 2 søsterværtshuse Ma Che Siete Venuti a Fà og Bir & Fud, som ligger skråt over for hinanden i det vidunderligt pittoreske Trastevere.
Bir & Fud serverer udelukkende italiensk mikrobryg på fad. Samtidigt er stedet, som navnet indikerer, også et spisested. De pizzaer, vi så passere os i baren, så helt fantastiske ud, så dét skal prøves næste gang. Vi fik dog en lille prøve på køkkenets evner, da vores øl blev ledsaget af en lille skål med hjemmelavede chips, som kom lige fra den varme olie og var lune endnu, ledsaget af en glimrende klassisk italiensk dip af tomat og friske krydderurter; alt sammen virkeligt godt.
Del Borgo Duchessa. En saison, som fremstår fint gylden med et strejf af kobber i farven og med fint, tæt hvidt skum. Aromaen er grainy, præget af belgisk gær og lys frugt. Masser af sødme i næsen – måske også lige i overkanten. I munden er den cremet blød og off-dry. Fin lille syrlighed, men hælder alligevel lidt til den søde side i finishen. Bestemt en ganske udmærket øl, men ikke noget der for alvor er oppe at ringe.
Settimo Extraomnes Zest. En belgisk blonde med et ganske massivt skud aromahumle fra den anden side af dammen i form af amerikansk Citra humle. Øllet fremstår let tåget i glasset med tæt hvidt skum. I næsen er der belgiske gærnoter, gule blommer, pære og den helt klassiske fanfare af C-hops; mandarin, lime, fyrrenåle og citronskal. Meget lækker og tørstfremkaldende aroma. I munden er den i modsætning til forgængeren super sprød, slank og med en vibrerende bitterhed, som spiller utroligt flot sammen med de frugtige aromaer fra den belgiske gær. Klinger af med et sidste piskesmæld af citrus på tungen. En virkeligt flot øl, som jeg selv ville have været rigtigt stolt af at have brygget.
På den anden side af gaden ligger Ma Che Siete Venuti a Fà, som i modsætning til Bir & Fud også har importerede øl til at supplere de italienske på hanerne. Det udstråler således altid seriøsitet, når en bar har Cantillon Gueuze på fad, hvilket man jo altid kan kaste sig over som aperitif.
Loverbeer Dama Bruna. Belgisk Sour Brown ale. Brunsort, helt uigennemsigtig i glasset og med en fingers hvidt skum, der dog hurtigt opløses. Aromaen er præget af kaffe, masser af kaffe, lidt mørke bær og et ristet præg. I munden er det især kaffen, der dominerer, og hertil kommer så en let til medium syrlighed. Det er faktisk ikke en øl, jeg bryder mig specielt om. Som den eneste øl denne aften, er denne helt skudt ved siden af. Sour Brown skal ikke have et ristet præg som en stout eller porter – det har denne.
Brewfist Chemel Light. Bitter i engelsk stil skænket fra cask. Ravfarvet og med meget frugtig aroma af appelsinskal, mirabeller, korn og frisk græs. Let, frugtig og med fint afstemt bitterhed. Spot on i forhold til de engelske forbilleder.
/THH
