Pass me the port, please

Portvin er som bekendt portvin og intet andet, men kolonialisme og wannabe-europæisme har gjort begrebet globalt. En sød eller sødlig hedvin med forstærkning af sprit til ca. 20 % opfattes som portvin. Vel er der gode alternativer til rigtig portvin, men Duoro-dalens druer kan nu noget særligt. Et af de bedste alternativer, et mere frugtigt og relativt lettere alternativ, er de franske grenache-baserede hedvine fra Roussillon og dem er der et par stykker af nedenfor.

Portvinen, der i øvrigt vækkede mine smagsløg efter lammende behandling fra et par håndfulde mesterlige sherrier, var Burmesters Colheita 1961. Kort fortalt handler det om tawny port, oxyderet hedvin, fra en enkelt årgang. 61eren er lige nu indbegrebet af vellagret colheita med brændt træ, brændte mandler, appelsinskal, bark, sukkersyltede kirsebær, brun sovs [sic] og skovmærke. Smagen er medicinsk, helende, forbløffende syrlig og frisk, karamelsødmen får lift, eftersmagen har kaffe og cognac og smørristet rasp til æblekagen plus pibesovs. Philipson, som efterhånden må have tømte Burmesters lagre med de sidste års raids og efterfølgende kampagnetilbud, har den lige nu til 599,95 v/6 fl. og det er lavpris for så god og gammel tawny. (94 point)

Den diametrale modsætning, men stadig forstærket i portvinsstil, kunne være Maury Vintage 2011 fra Mas Amiel (149,95). Sort klistret væske med lilla kant og stærk hørm af gærede kirsebær, lakridssirup og kandiserede violer. Alkoholen brænder mindre i de franske hedvine, grenache har slet ikke touriga-druernes tannin, så stilen er mindre krævende, men ikke mindre lækker. (89 point) Det samme gælder for den oxiderede Maury 6 Ans d’Age, også fra Mas Amiel. Den er stilistisk i familie med Burmesters colheita, men har slet ikke dens intensitet. Mindre kan også gøre det. Tørret figen, sveske, vanilje og kanel og cognac dominerer, mens smagen er rar, blød, blid, cremet, men hedvin, det er det da. (88 point)

Burmester og Mas Amiel forhandles af philipsonwine.com