Portvinstid

Portvinstid

Portvinstid
Offentliggjort

Philipsons Wines portvinstrip fortsætter. Importørens mangeårige samarbejdspartner i det portugisiske, huset Burmester, solgte for et år siden en kolossal portion colheita port, som efterfølgende blev proppet i portvinstørstige danskere. Vi kender endnu ikke den målbare effekt af den kampagne, men man skulle tro det kan ses i de danske forbrugsstatistikker. Forbrugskulturelt har det haft omfattende konsekvenser. Ganske uvidenskabelige metoder som at spørge sine naboer, har i hvert fald vist at man nu kender standardbegreber som tawny og colheita, selv i Udkantsdanmark. Her op til jul er der så skruet op for kampagneintensiteten igen og nu gælder det et par af de mørke ruby-typer og en enkelt hverdagstawny, hvis pris er så hverdagsagtig at man frygter det værste!

Burmesters styrke ER de murstensfarvede tawnyer, især de to standardtyper 10 years og 20 years, men den almindelige tawny kan også være med. Normalt løber jeg skrigende bort fra standardtawny, fordi typen alt for ofte er en slags skraldespand for producenterne, hvor alt det der ikke var godt nok til de prestigiøse vintages går i. Burmester har lavet en ren, fin og tilfredsstillende tawny. Den har friskhed med kirsebærsovs og lette mentholtoner, den har dybder med karamel, gærede teblade, marcipan overtrukket med lys chokolade og tilsmagt med appelsin og gammel cognac. Der er pæn sukkermængde, god intensitet på tungen og rar, balanceret eftersmag. På alle måder tilfredsstillende. 88

34,95 kr. v/12 fl.

For at lave god colheita som Burmester SKAL man have lige så god most som hvis det gjaldt fremstilling af vintage. Derefter er det et spørgsmål om man prioriterer sine colheitas/tawnies eller sine vintage ports. Burmester har altid haft ry for det første, men husets rubytyper er slet ikke dårlige. LBV 05 er selvfølgelig som et sort hul i rummet, uigennemtrængelig for lys. Den er inciterende mostagtig, farlig umiddelbar og lokkende med sin fuldstændig rene blanding af blåbær, kirsebær og solbær – mentol, lakrids og hostesaft ligger kun svagt i baggrunden, men kommer med iltning. Lige nu er det som at drikke fadprøver fra samme års høst, for den smager som slik, dog med bid og wrouff, fasthed og kompakt kerne, men med forbavsende blød tannin. Prisen er skræmmende. 90

59,95 kr. v/12 fl.

11 år efter høsten, ni år efter den er fyldt på flaske, har Burmesters Vintage udviklet den modne portvins kendetegn. Det lover ikke godt for et langt liv, men til gengæld giver det mulighed for til nærmest ingen penge at få indsigt i vintage portens inderste væsen. Røde bær som ribs, sure kirsebær, tyttebær og endda granatæble, finder man i duften. Den har brug for godt med luft, dekantering anbefales, hvorefter mentol, kamfer, eucalyptus, Scharffenbergers mørkeste chokolade og kirsebærsovs springer fra glasset. Den er behagelig på tungen for en vintage, den har blød tannin, pæn restsukker og rimelig længde i eftersmagen. 87

79,95 kr. v/12 fl.