Området har nogle af de bedste strande i Europa, vandet er frisk, sandet er hvidt, og hvis man holder sig fra august måned, kan man visse steder have stranden for sig selv. Stedet er et mekka udi vandsport som fx surfing, kitesurfing m.m. På naturiststranden må man have hund med, hvis den kan holde til synet.
Oplev Biquet Plage, en fantastisk strandbar/restaurant. Faktisk kan man bruge hele dagen på etablissementet. Her er solvogne og parasoller m.m. I den gode stil selvfølgelig! Frokost- og aftenkortet byder på lokale herligheder, primært fra havet, som kun ligger en god spytklat væk. Nogle aftener, specielt i weekenden, går aftenmåltidet direkte over i live musik eller DJsound, så vælter det ind med smukke mennesker i bare tæer. Hver gang jeg frekventerer stedet, bliver jeg altid stærkt misundelig på Monsieur Biquet, manden som opfandt stedet, hvilken herlig måde at leve sit liv på...
Er man til østers, bevæger man sig lidt længere ned ad stranden og ved et pittoresk havneudløb ligger der ca. 20 små østersudsalg/restauranter. Kvaliteten er i top alle steder, her fås kun østers og det i meget forskellige størrelser, nogle KÆMPESTORE, og så lidt muslinger. De er pivfriske og meget billige! Den gamle bydel i Leucate har flere hyggelige og udmærkede restauranter, fx Le Jardin de Filoche.
Turistfælderne – lad være med at blive for sulten, så hører man tit ikke alarmklokkerne tydeligt nok. Gå efter, hvor de lokale sidder – og ellers duften.
__________
Der er masser af skøn lokal vin, som skal drikkes, men se jer for: Hvis man på ferien skal have en på den gastronomiske oplever, er der kun ca. 135 km til Girona, og her ligger jo El Celler de Can Roca, 3 stjerner i Michelinguiden og nr. 2 på World’s 50 Best-listen.
__________