'Saltimbocca' med ramsløgpesto og parmaskinke

Mikkel Karstad har pillet lidt ved den klassiske romerske ret og serverer 'Saltimbocca' af lammekam med ramsløg og parmaskinke.

Billede 1 - 'Saltimbocca' med ramsløgpesto og parmaskinke
Offentliggjort

'Saltimbocca' med ramsløg og parmaskinke og bagte nye kartofler med ramsløgspesto

1 lammekam
4-6 ramsløgsblade
4 skiver parmaskinke
2 spsk. olivenolie
1 spsk. kapers
Havsalt
Peber

Afpuds kødet for de værste sener, og brun det grundigt i lidt olie på en pande. Krydr med salt og friskkværnet peber. Tag kødet af panden.

Vask og afdryp ramsløgene, og dæk kødet med dem. Læg derefter skinke hen over ramsløgene. Snør kødet sammen med en kødsnor, og sæt det i ovnen ved 180 grader i 10-15 minutter.

Lad det derpå hvile i 4-5 minutter, inden det skæres ud i koteletter.

Drys koteletterne med sprødstegte kapers (der, forinden stegning i lidt olie på en pande ved let varme, er skyllet fri for saltlage i koldt vand og derpå tørret godt).

Giv bagte nye kartofler med ramsløgspesto.

Bagte nye kartofler:

1 kg nye kartofler
5 ramsløgsblade
Havsalt
Peber
2 spsk. olivenolie

Vask kartoflerne grundigt, og halvér dem. Læg kartoflerne i et fad med skærefladen opad.

Vask, afdryp og hak ramsløgene, og drys dem over kartoflerne sammen med salt, peber og olie.

Sæt fadet i ovnen ved 180 grader i 25-30 minutter, til kartoflerne er møre, gyldne og sprøde

Ramsløgspesto:

20 ramsløgsblade
2 dl olivenolie
Havsalt
Peber

Skyl ramsløgene i koldt vand, og kom dem i en blender sammen med olie, salt og peber, og kør til en glat, grøn puré.

Tip! Kom pestoen i en lufttæt bøtte eller et sylteglas, så kan den holde sig 1-2 måneder på køl. Det er dejligt at forlænge ramsløgssæsonen lidt på denne måde.

Få også opskriften på kanin med saltbagte kartofler.