”Når folk siger til mig, at de ikke har råd til at holde høns eller købe økologisk, så siger jeg, at jeg ikke forstår, hvordan de har råd til at lade være”

”Oprindeligt egentlig ikke så meget, det var i al fald ikke nogen sag. Jeg er vokset op med høns – jeg havde 30 høns som barn. Da jeg så efter at have boet på Nørrebro igen fik have og havde børn, syntes jeg, at de skulle lære, at maden ikke kom fra supermarkedet. Jeg havde haft høns 13-14 år, før det blev et big issue – jeg havde høns, fordi det bare forekom naturligt, praktisk, sund fornuft, hyggeligt for børnene etc. Det var ikke på den måde nogen sag, men så blev det pludselig politisk og til en græsrodsbevægelse med Burhønsenes Befrielsesfront. Ingen er mere overrasket end jeg over, hvor stor gennemslagskraft der er her. Jeg postede fx noget om Arla og bum, så er der 1.500 likes på et døgn.”

”Ja, i den grad. Jeg stillede op til Folketingsvalget sidste gang og gik til valg på at ville have en hel ny agenda på fødevareområdet. Jeg var bl.a. optaget af, at vi nu har hospitalsindlagte børn med gammelmandssukkersyge – overvægtige og fejlernærede børn, som man kun troede, de fandtes i USA. Jeg blev så fortørnet over den udvikling. Og så dér, midt i valgkampens hede, ringer Thomas Breinholt fra Danmarks Radio – jeg kendte ham i forvejen – for at høre, om det var okay, at han lige kom forbi og skød et par scener hos mig med en fyr, der hed Kurt (til programmet ’Fedt, Fup og Flæskesteg’, red.) og en burhøne, de havde befriet, som hed Maggie. Det var fint, det kunne de bare gøre, så lavede jeg kaffe imens.”

”Ja, de kunne ikke ha’ hende med videre. Jeg ved egentlig ikke, hvad de havde tænkt på, men jeg synes ikke rigtig, at jeg bare kunne ignorere, at de nu havde reddet den, og nu stod jeg med den. Nå, jeg regnede ikke med, at den ville overleve ret længe. Den var i en elendig forfatning med blødende sår, og jeg ved ikke hvad. Man kan heller ikke sætte en ny høne ind i en flok, hvor der allerede er en benhård hakkeorden. Jeg forestillede mig, at hun ikke overlevede natten. Fuglen var halvanden år gammel, ikke andet end skind og ben og kunne intet andet end bare at lægge æg som en maskine. Hun stod bare ude i regnen i stedet for at gå ind. Hun var en programmeret æglægningsmaskine.”

”Hun nåede faktisk ikke at være med i valgkampen. Slet ikke. Men jeg blev optaget af hende og meget glad for hende i løbet af de tre uger, der var valgkamp … Efter en lille uge holdt hun op med at lægge æg, hun gik i strejke. Det slog mig, at jeg på det tidspunkt havde skrevet om fødevarer i 20 år, men aldrig havde set en burhøne. Jeg stillede op for Socialdemokratiet, men havde aldrig mødt en ægte industriarbejder som Maggie. Maggie var en industriarbejder 24 timer i døgnet i fødevareindustrien. En arbejder, om end et dyr. Hun blev en slags symbol for det, jeg kæmpede for. Jeg lavede langt senere en fanside for hende på Facebook og skrev om hende i en klumme, jeg stadig har i ugebladet Søndag – og så eksploderede det. Burhønsenes Befrielsesfront var en realitet, og det væltede ind med fanbreve. Der var sgu ikke nogen, der sendte fanbreve til mig, men Maggie blev en helt på de sociale medier.”

”Det ikke let at være rød i Gentofte – det var meget op ad bakke. Jeg havde nok håbet på nogle flere miljøbekymrede speltmødre, der også var bekymret for kvaliteten af vores fødevarer, men det var bare slet ikke på dagsordenen. Der var en række sager, der stod i vejen for al anden debat, blandt andet Betalingsringen, som var en total tabersag – en idé, der aldrig skulle være fostret på den måde, med betonbom, i en tid med mulighed for elektroniske løsninger.”

”Verden er på kollisionskurs, fordi vi bare har været ligeglade i generationer, vi dør i stor stil af livsstilssygdomme, folk propper sig med junk … Det er f… ikke lette sager!”

”Det må man sige, og det eksploderede nærmest, da hun to år senere døde. Hun gik løst i haven, da der kom en med en hund, der bed hende, så hun senere døde. Det var selvfølgeligt rigtig trist, men der var også en poetisk skønhed over det – død ved hønsehund i en have, glad og fri en solskinsdag, hvor hun gik og spiste noget i køkkenhaven, hun ikke måtte. Et par dage efter, det var sket, postede jeg det en lørdag aften på Facebook og skrev om det på min blok. Det blev læst af 200.000 mennesker den weekend og ramte også de almindelige medier, aviser, nettet og tv. Det er den 3. mest læste historie på bt.dk og overhalede interessen fra Lars Løkkes GGGI-møde. Det synes jeg siger noget om, at det er muligt at få dyrevelfærd på dagsordenen.”

”Nej, nej – det er virkelig vigtigt at slå fast, man skal ikke begynde at frigive burhønsene helt bogstaveligt, som det skete med Maggie. Hvis du køber en burhøne fri af en landmand, så støtter du industrien, og han griner hele vejen hen til banken. Og så køber han i øvrigt bare en ny høne. Og burhøns er ikke så meget værd, de er degenererede og bliver fx ikke skruk, dem skal man ikke begynde at holde hjemme hos sig selv, som jeg gjorde med Maggie, men hun var jo kommet til mig ud af det blå. Man skal lade være med at købe æg fra burhøns og varer med buræg i – og så skal man så vidt muligt selv holde høns.”

__________

”Jo, det kan vi faktisk godt. Mennesket har altid holdt høns – der har været høns i baggårdene inde i København og køer på 3. sal, det var sådan vi fik æg … Indtil vi glemte, hvad det hele handler om! Men det er ved at komme tilbage – der er høns igen i baggårdene i alle brokvarterer og også i Blågårdsgade. Giv hønsene dit køkkenaffald, og de kvitterer med at lægge æg – det er stop-spild-af-mad, så det virkelig giver mening. Vi smider ikke noget mad ud, vi giver det til hønsene. Det er også en stor fuckfinger til industrien – hvis I ikke kan give os nogle produkter, vi kan være bekendt, så producerer vi dem selv!”

”Men hvad er det, folk ikke har tid til? Vi bruger i gennemsnit fire timer om dagen bare på at se tv. Små børn sidder og ser Teletubbies, men de kunne lige så godt sidde og kigge på høns – der sker det samme i en hønsegård. Sæt et barn foran en hønsegård, og barnet er underholdt i to timer. Høns tager ikke tid, men giver så utrolig meget ud over æggene. Tag hønsene i Blågårdsgade-kvarteret – det kan godt være, at der er nogle rødder, der laver ballade på gaden, men de gør ikke hønsene noget. Det giver en social sammenhængskraft.”

”Jo, det kan faktisk være med til at redde verden. Vi bliver ikke selvforsynende af en altankasse, men vi skal tænke fødevareproduktionen ind i byudviklingen i form af drivhuse, taghaver med urban farming etc. Der er 800 mio. urban farmers på verdensplan, så det er noget, der rykker. Om få år bor mere end 80% af alle mennesker i byer, så det er i byerne, svarene skal findes.”

”Der skal et kæmpestort paradigmeskift til. Vi kan ikke fortsætte som hidtil, hvor vi reelt har brug for en halv jordklode ekstra for at kunne brødføde verden. Levefoden kan ikke stige, vi skal tværtimod downsize og indse, at vi skal skrue ned. Mine bedsteforældre var rigere end deres forældre, mine forældre havde bedre kår end deres forældre, og jeg har haft muligheder, mine forældre ikke havde, men mine børn skal indse, at der vil være mindre til dem! Og derfor bliver jeg så rasende, når politikerne siger, at vi skal have gang i hjulene og gang i væksten. Nej, det skal vi ikke – det er fint, at folk putter pengene i madrassen og holder igen.”

”Ja, og det er den helt enorme udfordring, for kloden kan ikke holde til den vækst, det vil kræve. Det lader sig ikke gøre.”

”Ja, er du sindssyg, jeg er bange! Jeg er mor, så derfor er jeg bange, for jeg ved, at mine børn kommer til at stå med en masse problemer på grund af den måde, vi har forvaltet jorden på, og på relativ kort sigt bliver det en regulær overlevelseskamp for de kommende generationer. Jeg har rejst rundt i verden på flere kontinenter som velgørenhedsambassadør og mødt en masse klimaeksperter, og de er virkelig bekymrede. Det er forbandelsen ved at være oplyst – man ved, at det ikke går fremad, men tilbage.”

”Ja, og det er noget værre vås. Jeg er barn af skolelærere fra Sydsjælland, og jeg er enlig mor til to i en treværelses villalejlighed, der næsten ligger ude på togskinnerne – der er intet overklasse ved det, selv om postnummeret er 2920 Charlottenlund. Og når folk siger til mig, at de ikke har råd til at holde høns eller købe økologisk, så siger jeg, at jeg ikke forstår, hvordan de har råd til at lade være. Halvdelen af befolkningen arbejder af den ene eller anden grund ikke – sygdom, førtidspension, pension, arbejdsløshed osv. Der kan være mange grunde, og jeg kritiserer ikke folk for, at de er havnet i en given situation, men jeg forstår ikke, at de ikke holder høns og dyrker, hvad de kan og på den måde får en masse gratis proteiner. Jeg hører tit den der med: ’Det må være dejligt for jer, at I er så rige, at I kan købe økologisk, det har jeg ikke råd til.’ Der er altid nogen, der tager offerrollen. Men så siger jeg, at det da er ærgerligt for dig, at du ikke har råd til øko-æg, men så har du altså ikke råd til at spise æg. Det mener jeg virkelig! Der er en stadig stigende polarisering i samfundet, hvor der er dem, der bekymrer sig for, hvad de spiser, og så dem, der virkelig shopper igennem af slamprodukter og er dødligeglade. ”

”Jeg kan ikke få armene ned, når jeg ser, hvad der efterhånden er sket på fødevareområdet. Jeg kan huske, da økologi var en dødssyg knoldselleri, der lå i et hjørne nede i Irma. Sådan er det ikke længere! Der er stadigvæk alt, alt for mange ringe fødevarer, men i dag kan man gå i en discountforretning og købe masser af fremragende varer, også økologiske.”

__________