Konferencen kan i år fejre sit 10-års jubilæum! Konferencen har som sædvanlig det sidste nye inden for gastronomiens teknikker og tendenser på programmet, ligesom mødet mellem de forskellige verdenskøkkener – og dem, der er mindre, fx Det nye nordiske køkken, også altid er i fokus.
For os andre alm. madører er det knap så interessant, at konferencen også er et slags fagforeningsmøde ml. verdens forskellige førende restauratører, men det er da meget interessant at vide, at der også deles viden og erfaringer i den branche – og det på verdensplan. Det helt store i restaurantbranchen er jo evig og altid, hvordan man bedst overlever og i de senere år ikke mindst i skyggen af finanskrisen.
Et mere detaljeret program kan ses på hjemmesiden og fra Danmark kan vi blandt andreopleve Paul Cunningham, Rasmus Kofoed, Mads Refslund, Thorsten Schmidt og René Redzepi som talere på konferencen sammen med alle de andre store internationale kokke og restauratører. Alle kommer – og hvis du også vil, så følg Madrid Fusion på Facebook, Twitter og YouTube.
Konferencen afholdes d. 24-26 januar 2012 i Palacio Municipal de Congresos, Campo de las Naciones i Madrid, Spanien.