Hans Meursault Perrieres sammensat semiblindt med to andre artisters versioner af samme mark, bragte endnu engang tvivlen i spil – skabes vinøs storhed af Moder Jord eller af Far Vinkælder? Der var fællestræk ved de tre vine. Kridt, sten og mineraler samt en ret udtalt, tæt på undermoden, syre kendetegnede dem alle, men her stoppede det så.
Er Coche-Durys vinstokke bare så meget bedre placeret end Dominique Lafons og Guy Roulots, eller foretager han en række særegne valg undervejs i dyrkning og fremstilling, som sætter hans Perrieres i en anden klasse? Roulots version var ungdommeligt friskfyrsagtig og nærmest som en sportsdrik i badmintonhallen – hvordan er den blevet sådan? En mulighed er at Roulot har plukket sine druer tidligere end de andre eller har køligere gæringstemperatur, men muligheden for at hans vinstokke vokser i et andet paradis end Coche-Durys er bestemt til stede. Jeg tror bare langt mere på mandens betydning. Dominique Lafons version var, nærmest som altid, den mest kridtede af dem alle, den mest tilbageholdende og indadvendte. Hans høstudbytter er notorisk lave, hvilket kunne være en forklaring, en anden er de kolde kældres evne til i samkvem med minimal omstikning at give reduktive aromaer. Jean-Francois Coche-Durys metoder er pernitne grænsende til maniske og han bliver ved med at sige, at det ER planterne og deres placering, som er årsagen til vinenes grandeur, men jeg tror ham ikke. Der stikker mere bag. Vinens vildskab og dens overvældende aromarigdom, nærmest pågående og provokerende i sin insisteren på udtryk, er skabt af dedikerede hænder, af små personlige valg, af beslutsomme nattetanker og handlende lemmer – kort sagt. Den er fænomenal fordi Jean-Francois Coche-Dury gør noget de andre ikke gør – DERFOR!
Hvis ikke det havde været for Roulot og Coche-Dury havde Lafons Meursault Perrieres 2001 været en stor oplevelse. Nu blev den store oplevelse blot til en klassisk oplevelse, for de to andre overgik den på hver deres måde. Lafon havde kridt, smørsyre, antydet pære, ananas og anis, flot koncentration og tilladelig oxydering, mens Roulot havde tydelig grøn pære, karambole, masser af flint, antydet karamel og alligevel først og fremmest opfører sig tilbageholdt, diskret, men med utrolig friskhed. Til gengæld smadrer Coche-Dury dem begge med sin in-your-face-frugt, saltsyltede citron, mælkeskind og lufttørret egetræ og forladergevær. Den er nærmest bøffet op med rosenolie som en gewurztraminer og fremstår alligevel rystende mineralsk – den er både stram og givende, slank og bred. Jeg kan ikke forestille mig at hvid bourgogne fås ret meget bedre. Et statement.
Coche-Dury forhandles af Domaine Brandis, www.domainebrandis.dk
Guy Roulot forhandles af Jysk Vin, www.jyskvin.dk
Comtes Lafon forhandles af Vinrosen, www.vinrosen.dk
