I 2014 har Mette Ravn et møde med franskmanden Fausto Bouchereau, en potentiel ny vaniljeleverandør for en af hendes kunder.

Frem tager han en polstret rulle i lighed med dem, kokke har deres knive i, og i den sidder der aflange glasrør med vaniljestænger på stribe, som han byder Mette at tage op og holde under næsen.

Og forskellen på duftene fra de mange forskellige typer vanilje er enorm.

Da det desværre viser sig, at vaniljen ikke er certificeret økologisk, hvilket er et krav fra Mettes kunde, må hun i første omgang sige pænt tak og farvel til Monsieur Bouchereau.

Men hun kan ikke slippe tanken om at forfølge jagten på den bedste vanilje, og snart har hun købt for omkring 5.000 kroner vanilje og åbnet en lille netbutik med den bedste vanilje, hun har kunnet opstøve.

– Der er jo ikke nogen, der ikke kan lide vanilje! Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der siger: ”Vanilje, bvadr!”

Vanilje smager helt basalt dejligt, men der er kæmpe forskelle, og det vil jeg gerne stille mig op på tagene og råbe ud i verden, fortæller Mette Ravn, da vi møder hende i København midt imellem besøg i hendes andet hjem ved Lake Victoria i Tanzania.

Alle kan smage og dufte forskel, hvis de prøver, fortsætter hun, imens hun spejder lettere frustreret i retning af sin taske, som netop denne dag er aldeles vaniljeløs.

– Jeg har ellers altid vanilje med mig! Især når jeg er på restaurant, så jeg kan tale om den med kokkene. Det er jo nørderiet, der er det fantastiske. Det med, at man kan sidde og massere en vaniljestang og undersøge, hvilke dufte der findes i den.

Og når dygtige folk får tre forskellige vaniljestænger i hænderne og laver en kage med en mousse med tahitensis og en bund med uganda-vanilje og noget tredje med en mexicansk og så oplever de forskelle, der er i det ...

Altså folk kan jo godt forstå glæden ved en god vin og glæden ved at sammenligne vine.

Vi har også lært tilbage i 90’erne, at chokolade ikke bare er chokolade, og at kaffe ikke bare er kaffe, siger hun.