Aiasound er gået konkurs:
”Branchen har ændret sig markant, og der har aldrig været så mange stærke aktører på banen som nu”

Om det er et ’farvel’ eller et ’på gensyn’, må tiden vise.

Aiasound er gået konkurs: ”Branchen har ændret sig markant, og der har aldrig været så mange stærke aktører på banen som nu”
Offentliggjort

Når vi rammer festivalsæsonen 2026, bliver det uden AiaSound.

Festivalen er gået konkurs og har den 12. december indleveret en egenbegæring om konkurs ved skifteretten, fremgår det af en pressemeddelelse.

På deres Instagram skriver holdet bag festivalen:

”Vi har besluttet at lade græsset gro og give Tiøren – og os selv – et pusterum og en pause. Ikke fordi lysten mangler, men fordi det er det rigtige at gøre. Festivalbranchen har ændret sig markant, og der har aldrig været så mange stærke aktører på banen som nu. Og efter fem år med hårdt arbejde, store ambitioner, modgang, medgang og alt derimellem må vi være ærlige: Lige nu kræver det mere, end vi kan give.”

Dermed nåede AiaSound at indtage Amager fem gange, efter de i 2021 afholdt festivalen for første gang under navnet Øresound. 

Siden da har de haft store navne som Wiz Khalifa, Craig David og Chance the Rapper på programmet. Men det har altså ikke været nok til at tilfredsstille publikum i det, måske efterhånden, overmættede marked. 

Døren holdes dog en smule på klem for, at festivalen en dag kan vende tilbage, da de afslutningsvis skriver:

”Om det bliver et permanent ’farvel’ eller et ’på gensyn’, må tiden vise. Drømme har det med at finde deres vej.”