Vin i Toscanas vilde bjerge

Vin i Toscanas vilde bjerge

Vin i Toscanas vilde bjerge
Offentliggjort

Jeg skal ikke spille klog, men området er så vidt jeg ved kendt for sine skønne vine, men det var nu engang også her vi fik nogle drikkevarer, som var decideret komiske. Nu er jeg ikke specialist i Italiensk vin, men dog specialist i vinfremstilling, og der er muligvis en lokalhistorisk forklaring på, hvorfor de drikker hvidvin, der skummer som øl, fyldt med gas og mørkegult som morgenurin. Det lugter af gærpakker fra Irmas køledisk og engelsk cider men serveres heldigvis ved 5 grader. Det koster gudskelov ikke alverden, til gengæld er der ikke noget alternativ, for vinkort bruger de ikke på de kanter. De glor på en, som om man lige er faldet ned fra Mars, når man spørger efter det kort, som ellers går sin sejrsgang verden over. De lokale spiser maden og takker nej til vin! Det gjorde vi frygtløse skandinaver ikke. Vi prøvede også den røde. En liter med varm rødvin boblede ikke nær så lystigt, men der var dog en vis mikrobiologisk aktivitet at spore både fra mælkesyrebakterier og dem som står for eddikesyren. Sjov oplevelse og man dør ikke af det, men næste gang drikker vi øl, for maden vil vi ikke undvære: Polenta med friskstegte Karl Johan bare for at tage et eksempel!