For nylig smagte jeg Uccellieras brunello i fire store årgange tilbage til 1999. En meget positiv seance. Huset holder til i det varme Castelnuovo dell’Abate, markerne ligger tæt på Ciacci Piccolominis med udsigt til det lille kapel Sant’Antimo. Huset er succesfuldt på det amerikanske marked og vi har derfor hidtil ikke set meget til vinen på vores breddegrader. Nu frygter nogle måske at husstilen er ”amerikansk”, men det er den ikke. Stilen er forholdsvis traditionel uden indflydelse fra barrique, selvom der er en del i kælderen. 99eren er positivt noget af det mest bondske og dyriske jeg længe har mødt. Rossoen er inkarneret sangiovese med kirsebær, espresso, blod og tranebæressens, et drys trækul. Saftig, skarp og rolig tannin.
Pris: 150 kr.
__________
Fortsætter på næste side.../link/4fd5061585a1477196e14e05ebb8c209.aspx" alt="" />Gigondas 2012, Domaine des Espiers. Frankrig
Grenache og syrah – på den made er alt som det plejer og bør være i gigondas, men Espiers’ gigondas er alligevel slet ikke som kutymen. Aktuelt er meget ”brændt” og overgjort og friskheden blev glemt et sted i marken. Espiers’ 12er har fokus på det friske, let lakrids og solbær, lidt nougat og timianblomst. En liflig gigondas, der fortæller om sit kølige terroir, hvis man sammenligner med chateauneufs højere varme. Burgundisk og elegant, men sandelig koncentreret og intens alligevel. Huset afstilker ikke sin grenache – måske er det en af årsagerne til friskheden. Skøn gigondas.
Pris: 150 kr.
Man skal ikke lade sig skræmme af Ferdinando Principianos berømte Boscaretto, der virkelig får hvad den kan trække med skindkontakt og fad. Der kunne lige så godt have stået barolo på etiketten her. Det smager som Monforte – en yndlingskommune i Barolo DOCG, hvor styrke og elegance, burgundisk frugt og bøs tannin forenes på bedste vis. Sådan er Montagliato. Enkeltmarksvin fra en modig barolo-producent, der har sænket svovlniveauet på sine vine – jeg aner ikke om det har gjort dem mere skrøbelige, men umiddelbart virker Montagliato stærk og fyrig. Masser af aske, tranebær og roser i næsen og let bidende tannin med frisk pikant syre. Tag den til dit grillede gedekid eller velhængt bistecca fiorentina. Og allerbedst til tatar.
Pris: 169 kr.
Daniel Milan har sin vin på kortet hos navnkundige Noma og Geranium. Hans nordsjællandske udgangspunkt og hans naturnære filosofi er et godt udgangspunkt for godkendelse på de to steders notorisk biodynamiske og anti-svovlede vinlister. Vexebo vinene er dog også gode i glasset. Bedst efter mine begreber er Milans rosé på de to hybrider monarch og regent. Den kan sagtens konkurrere med rosé fra varmere himmelstrøg. Duften har rabarbersaft, tranebær og kølighed. Smagen har let fornemmelse af restsukker, men det bløder op på den lidt skarpe syre. En blid, lidt skrøbelig rosé, som sandsynligvis skal drikkes denne sommer og senest ind i det tidlige efterår. Det koster at den er dansk.
Pris: 190 kr.
Hvor mange af verdens vinområder er del af den globale arv? Xx Bandol er ikke et af dem, men burde være det. Bandol er underskønt, blændet og brændt af solen, men kølet af både Middelhavets nærhed og ofte den berygtede kolde Mistral fra nord. Mourvedre finder sine dybe rødder i Spanien, men jeg mener, på trods af hvad Jumilla og Yecla i det sydøstlige Spanien vil sige, at Bandol er druens skønneste udtryk. Her kommer meget sjældent overmodne eller hedvinskarakteritiske noter. De fleste vinfolk holder sig oven i købet til ret traditionel vinificering. Hecht & Banniers Bandol er old school, fuld af rust, tranebær, salami, trøffel og jord. Smagen er som at slikke på et batteri – syre og alkaliske elementer på samme tid. Bandol bør ikke være for velfriserede drenge eller mænd i hyttesko – gummistøvler, biker boots eller skovmandsskjorte er mere på sin plads. Stor Bandol.
Pris: 199 kr.
__________
