Tribidrag – det lyder som et nyt medicinsk vidunderstof fra Novo Nordisk eller Pfizer. Navnet er kroatisk og druen er bedre kendt som zinfandel. Få druesorter har gennemgået et familiedrama, zin er en af dem. Amerikanerne kaldte ganske enkelt hele fortællingen the zinquest – færden mod druens arne. Primitivo fandt de hurtigt frem til og amerikanerne var skuffede. Zinfandel var ikke deres egen og hele den italienske hæl var fuld af zinfandel, men eksperterne ville dybere ned. Rundt omkring i Puglia undrede de sig over et af dens synonymer, zagarese. Sprogforstandige vidste godt at det handlede om en italiensk afledning af noget geografisk, en stedlig placering. En Zagarese kommer fra Zagreb og så fortsatte eftersøgningen i Kroatien, Montenegro og Serbien. Først fandt de en gammel druesort med navnet crelnjak castelanski og til sidst i en have en meget gammel sort med navnet tribidrag. Zinfandel har i udgangspunktet samme alder som hele pinot-familien. Det vil sige middelalderlig oprindelse. Zin er centraleuropæisk urmateriale.
I Californien er den nr. 3 efter cab og chardonnay og det er skræmmende læsning at se den stadig bliver drukket i den lyserøde, klistersøde version fem gange så meget som den seriøse røde over there.
Den er tyndskallet, hiver sukker som candyfloss, lugter forbandet af hvid chokolade og boysenbær. Den spænder vidt, fra det let perlende lyserøde bolsjevand, white zinfandel, over mellemfyldig ukompleksitet med tryk på bærfrugtighed til det allertungeste næsten hedvinsagtige. Den har skidt presse på vores breddegrader – ufortjent. Devisen er lidt som old-europæisk film- og musikkritik: amerikansk kultur er kalkuleret og svulstig. Zin er svulstig, banal, men det passer ikke. For nylig var der samling i Aalborg omkring zin og alle overgav sig. Hvorfor skal det hele være så fisefornemt? Hvorfor må man ikke bare være glad ved glad vin? Der er noget dekadent ved zin – noget tøjlesløst, sensuelt, men de bedste versioner har dybde og karakter – zin er vinens Penelope Cruz.
Blandt vinøse strandløver, bohemer, hippier og hillbillies fandt jeg flere ret stilige zins. Beringers Clear Lake 2007 (HJ Hansen) er den alfarvejfarende type. Pæn, poleret, cremet og måske en mile for langt fra druens kernekompetencer, men det smager godt. Sebastiani (Sigurd Müller Vinhandel) laver højmoderne, yppig zin med lidt for meget tryk på sødmen, men zin, det er det! Ravenswood (Coop) var repræsenteret med Old Vine Zin 2010, som Coop desværre holder fast i som den eneste fra huset. Old Vines er god, ja rigtig god, men Joel Petersson kan meget mere med zin end Old Vines viser. Old Vines er imidlertid druens arketype. Jeg hopper let og elegant over en håndfuld ret svagelige zins og til en high five af dygtige zins. Seghesios Cortina Zin 2011 (Vinens Verden) er mesterlig. Lys ristet kaffe, brombærcoulis og rhone’ske noter af peber giver lyst til to eller tre glas. Larry Turleys intro til hans egen zin-verden med op mod 15 forskellige enkeltmarksaftapninger, hedder Old Vines (KKWine) og den har bundtræk som en Mustang og alligevel hylende høje omdrejningstal som en Lamborghini – husstilen er ændret – Turley siger det selv. Væk er de likorøse og rhum-agtige noter. Dem finder man til gengæld i Michael Davids Lust Zinfandel 2010 (Graa Vin). Navnet siger det hele. Undskyld mig, men barmfager, det er den! Den brænder en smule, men her er boysenbær til den store guldmedalje. Franz Hill 2010 (Fine Wines) er zin fra Howell Mountain i Napa og det gør han så området tydeligt skinner igennem. Kølig og bøs bjerg-zin, tannisk og syrerig. Best-in-show er dog klassikeren over dem alle. Paul Draper og Ridges fabelagtige Lytton Springs 2011 (Bergman Vinimport). Vinmager Eric Baugher har formet en verdensklassevin, der rummer zins frugtighed, forenet med kølig syre, balanceret alkohol, intelligent tannin og pure class.
Jeg støtter ZAP – Zinfandel Advocates & Producers – gør du?!
