Sune Schnack overtager sin fars milliardkoncern. Han har været klar til denne dag, siden han var helt lille

EN SEN HVERDAGSAFTEN i mit barndomshjem kaldte min far mig ned. Han stod i et af de rum, han altid befandt sig i, når han skulle tænke – der var ild i smøgen, lidt vin i glasset og en masse papirer og mapper på bordet. Jeg var 15 år gammel, men det var tydeligt, at der var lagt op til en voksensnak. Jeg har en gammel far. Han nærmede sig dengang sin 70-års-fødselsdag og var begyndt at erkende, at han ikke ville leve for evigt. Derfor sagde han det, som det var: Han havde gået og tænkt og forberedt det, og han vidste præcis, hvordan generationsskiftet skulle foretages.

Det havde altid ligget i kortene, at den samtale ville komme en dag. Fra jeg var helt lille, tog min far mig med på slæb i sit daglige virke. Mens min lillesøster gik til ridning, og mine venner gik til fodbold, gik jeg til Flügger. Jeg var med på kundeskiture, når han besøgte messer i Tyskland, fabrikker i Kina, og i det hele taget til utallige besøg og møder rundt omkring i verden. Det stod klart for mig, at Flügger var en forpligtelse. Jeg har altid været meget bevidst om ansvaret for familiens omdømme, men det har aldrig tynget mig.

I min fars ånd har Flügger været omgæret af ildhu, drivkraft og begejstring. Hans passion er smittet helt vildt af på mig, så ligesom han, lever jeg for projektet. Fra en meget tidlig alder var medarbejderne søde til at sige, at de glædede sig, til den dag jeg skulle være en del af firmaet, og det blev jeg sgu lidt stolt over.

MIN FAR HAR ALDRIG lagt skjul på, at hans ønske var, at ansvaret for Flügger skulle blive i familien, og at jeg kunne være den, der en dag skulle træde ind i virksomhedens ledelse. Præcis som han selv gjorde, da hans far gav ham ansvaret som administrerende direktør i en ung alder. Jeg har i virkeligheden aldrig været i tvivl. Så da han den aften spurgte mig, om jeg en dag ville overtage ansvaret for virksomheden, kunne jeg med ret stor sikkerhed svare, at det ville jeg gerne. Kort efter begyndte han at overdrage sine anparter i moderselskabet til mig.

De følgende år var det ikke noget, der var kendt for omgangskredsen og omverdenen. Det ændrede sig pludselig en dag i 2011. Jeg var 21 og sad i den store forelæsningssal på CBS, da en af mine norske studiekammerater prikkede mig på skulderen. Han spurgte, om jeg vidste, at jeg var på forsiden af Børsen. Det gjorde jeg ikke. Det kom fuldstændig ud af det blå. Men de havde skrevet en artikel om, at denne her meget unge mand en dag skulle overtage familiedynastiet.

MIN VEJ HAR SELVFØLGELIG i langt højere grad end andres været tilrettelagt længe. Men jeg har altid følt, jeg har truffet mine egne valg. Da min farfar i sin tid var chef for Flügger i Danmark, havde han et brændende ønske om at være producent, så derfor havde han brug for, at nogen byggede fabrikken til ham. Det bad han min far om at gøre, og derfor måtte han blive kemiingeniør. Min far havde et meget stort ønske om, at jeg også skulle blive kemiingeniør, men i stedet tog jeg en uddannelse inden for finansiering og regnskab.

Jeg havde brug for at prøve noget andet og at snuse lidt til virkeligheden uden for Flügger. Jeg havde studiejob i en kapitalfond, flere udvekslingsophold, og efter studiet arbejdede jeg som konsulent i Rambøll. Jeg havde et stort behov for at opnå følelsen af at lykkes uden at være nogens søn eller at være arving til nogen. Men det var altid med det formål, at jeg en dag skulle hjem til Flügger.

Som 24-årig blev jeg en del af bestyrelsen, og for et halvt år siden bød muligheden sig, at jeg skulle være ny CEO. I perioden op til da har jeg kørt et tæt parløb med den afgående CEO, Jimmi Mortensen. I virkeligheden har vi i en årrække haft et struktureret forløb med at øge min involvering. Da Jimmi i sin tid blev ansat, lå der to opgaver på hans bord. Hans primære opgave var at lave en turnaround, hans sekundære opgave var at gøre mig klar til en dag at tiltræde lederstillingen.

I BUND OG GRUND har jeg jo forberedt mig, siden jeg som helt lille var med på sidelinjen. Jeg observerede og lyttede til, hvad min far sagde. Mænd i den alder har med at gentage sig selv, og det gør det nemt at huske deres råd. Han har altid sagt: ’Noget for noget, en aftale er en aftale, no nonsense.’ Det er hans tilgang til business, og det har givet mig noget robusthed i forhold til, hvordan man skal opføre sig.

Min far har stadig sin daglige gang herude og møder troligt op hver eneste dag. Jeg forsøger at booke mindst en kop kaffe med ham hver dag, og jeg tager imod hans sparring med kyshånd. Jeg tager ham også med til herreaftener engang i mellem, hvor bølgerne går højt, fordi vi begge er konkurrencemennesker. Forleden havde vi en Flügger-quiz, hvor min far var den oplagte favorit. Men jeg gav ham sgu røvfuld.

Vi har haft og tager stadig vores fair share af far-søn-kampe. Selvom jeg er hans søn, er hans krav til mig ikke anderledes, end hvis det havde været en ekstern CEO i virksomheden. Jeg er meget opmærksom på ikke at tage let på opgaven. I en sådan stilling er forventningerne altid tårnhøje, men udover at jeg skal leve op til dem, skal jeg også bevise, at jeg er den rette mand til jobbet, og ikke bare fordi jeg hedder Schnack, men til trods for at jeg hedder Schnack.

FLÜGGER ER MIN fars livsværk og hans livsnerve. Han har altid været kendt som lidt af en figur. Han kalder en spade for en spade, og han er måske det mest direkte menneske, jeg kender. Han har energi, som de færreste har, og der har jeg ikke engang givet ham discount på grund af alder. De seneste år er det stukket helt af med hans outrerede tøjstil med lyserøde sko og camouflage. Han er sin egen, og jeg synes, han passer rigtig godt til Flügger, for vi er en farvevirksomhed.

Jeg føler mig dybt privilegeret over at kunne trække på hans erfaring, men jeg er bevidst om, at det kommer til at kræve mere af mig i forhold til at finde mit eget ståsted og træffe mine egne beslutninger. Jeg håber naturligvis, at jeg kan forvalte det, han har tiltroet mig, på den bedst mulige måde. Men jeg ved godt, at jeg kan komme til at stå i situationer, hvor den måde, jeg griber det an på, ikke nødvendigvis vil være, som han ønsker det – og at jeg skal være i stand til at sætte mig ud over det.

Det føles lidt, som at jeg skal ind og restaurere en meget smuk og gammel bygning, for Flügger er jo faktisk en gammel virksomhed. Jeg har hverken kone eller børn, men selvfølgelig har jeg gjort mig tanker om, at jeg en dag selv skal give stafetten videre. Det er mit største mål. Jeg vil gerne aflevere et Flügger, der er meget bedre, end hvad jeg overtog – ligesom min far gjorde.