De unge har måske ikke råd til at være i Tisvildeleje, men de har saftsuseme råd til at være i Vejby

TONSTUNGE, LARMENDE GAFFELTRUCKS slider gennem det idylliske sommerlandskab, stopper op og hælder træflis ud over jorden.

”Vi har en lille smule travlt, lad os bare sige det sådan,” siger Peter Maarbjerg, bestyrelsesformand for Musik i Lejet.

Det er torsdag, og der er en halv time til, at Thor Farlov skal åbne musikfestivalen. I baggrunden brager hans lydprøve afsted, mens frivillige i deres hvide Musik i Lejet-T-shirts svinger penslerne. De sidste små indhegninger skal nå at have den sidste omgang maling, inden det hele går løs.

Uden for hovedindgangen står et meget ungt og meget solbrunt menneskehav klar til at indtage det, der tidligere hed Tisvildeleje Camping, men som de sidste fem uger er blevet forvandlet til Musik i Lejets nye tilholdssted i en intens kamp mod tiden.

I sit græsgrønne tracksuit ligner Peter Maarbjerg, hvad han er: En af cheferne for det hele. Og han lægger ikke skjul på, at de seneste måneder har været besværlige. Festivalen har gennemlevet en regulær identitetskrise.

Først blev de – grundet klager over festivalens miljøpåvirkning – forvist fra den famøse parkeringsplads ved stranden i Tisvildeleje. Herefter flyttede man festivalen til et par fodboldbaner i Vejby, en spadseretur på promilleramte dingleben fra den oprindelige lokation.

Men også her var der komplikationer på grund af en masse bureaukratiske detaljer, som er vigtige, men også rigtig kedelige, hvorfor jeg vil spare dig for dem. Da røgen havde lagt sig, endte hele Nordsjællands sommerutopiske slaraffenland på en campingplads (også i Vejby) af alle steder.

Oven i alt dét landede for nylig TV 2s dokumentarserie ’Slaget om Tisvilde’, der udpensler striden mellem dem, der ville beholde Musik i Lejet i Tisvildeleje, og dem, der drømte festivalen et sted hen, hvor solen sjældent skinner.

Spørgsmålet, der presser sig på, er selvfølgelig: Kan Musik i Lejet overleve, at de har mistet den Instagram-venlige havudsigt, sand mellem tæerne og Tisvildeleje som bagtæppe, og genopfinde sig selv på en campingplads med udsigt til en rugmark?

PÅ TRODS AF Maarbjergs erkendelse af, at de har ’en lille smule travlt’, lader han umiddelbart til at have en hvilepuls på Cristiano Ronaldo-niveau. Der er stadig detaljer, der ikke sidder helt i skabet, men, forsikrer han, fundamentet er på plads.

Faktisk er campingpladsen på papiret langt bedre egnet til at afholde en festival på end den gamle beliggenhed, siger Peter Maarbjerg.

For de uindviede var den gamle adresse en asfalteret parkeringsplads. Den vi nu befinder os på minder mere om en lille version af Northside – bare med et yngre, mere solbrunt og ja, rigere publikum. I hvert fald når man tager forældrenes konti med i beregningen.

Det hele starter med en mindre skønhedsfejl. Et massivt køkaos udsætter åbningen af Musik i Lejet med en time. Men så er showet altså også i gang, skal jeg hilse at sige.

Efter Thor Farlovs åbningskoncert går der ’nå, hvad er det her så for noget’-stemning i den. Folk lokaliserer deres yndlingsbarer, genfinder sidste års sommerflirt og udforsker den sociale legeplads, hvor de skal opholde sig de næste tre dage – når de altså ikke skal sidde i sommerhuset og spise pil-selv-rejer.

Generelt er der en overbærende stemning i luften. Flere gæster, jeg snakker med, lader til allerede at have nået en realistisk erkendelse af hvilke – vil nogen måske mene – ubarmhjertige udfordringer, holdet bag festivalen har stået overfor. 

Til mit simple spørgsmål ’Hvad synes I om den nye plads?’ lyder svaret flere gange: “Det er jo bare ikke helt det samme, men det skal nok blive lige så sjovt, og vi får det bedste ud af det.”

Eller som 15-årige Sebastian formulerer det i køen til Joe & the Juice:

”Så længe alle mine venner er her, er det ikke så vigtigt, om det er her eller nede ved stranden.”

Selvom der var tryk på hegnet inden åbningen, er der meget luft på pladsen i løbet af eftermiddagen. Først hen imod klokken 22 er der ved at være proppet til randen, hvor end i træflisen man placerer sine Birkenstocksandaler.

Og når man står som sild i en tønde i Fiskerbaren til Johnny Deluxe, kan man måske godt undre sig en smule over, at et kult-nordsjællandsband af den kaliber skal spille i et lille bitte telt, når der står to gigantiske scener og kukkelurer lige rundt om hjørnerne.

Der er 75 grader under presenningen.

FREDAG EFTERMIDDAG TOPPER festivalens selvironiske charme. I bedste Tisvildeleje-stil afholdes der petanqueturnering, og det er værd at bemærke, at Musik i Lejet altså er den eneste festival i landet, hvor den aktivitet finder sted som en officiel del af programmet.

Turneringen byder på hvedeølkander i pendulfart, kække studerende fra Kreativ Kommunikation på kommentatorpladserne og 26 grader i skyggen under de blå parasoller, hvor publikum sidder i solstole med Flatlist-briller på næsetipperne.

For at få stemningen gravet godt ind under huden deltager undertegnede selvfølgelig med min sublimt kastende holdkammerat. Og efter tre timers indledende runder må vi se os besejret i finalen.

I voldsom ærgrelse går førstepræmien (hele Musik i Lejets merchandisekatalog) til to gutter, der simpelthen bare havde øvet sig en tand mere i ugen op til. De havde også en petanquebane hjemme i haven, indrømmer de ydmygt, da sejren er i hus. Og for at forværre nederlaget modtager vi et par sokker som trøstepræmie for den tidskrævende indsats.

LØRDAG BEGYNDER UTOPIEN at slå revner. Først bryder betalingsservicen Nets eklatant sammen, og det købestærke publikum trækkes ned i tempo. Senere går strømmen. Ikke bare i én bod, men hele festivalen mørklægges under Nik og Jays koncert, netop som den skal til at nå sit klimaks.

Sidst men ikke mindst opstår der til Merro8s afslutningskoncert et voldsomt masseslagsmål i udkanten af publikum.

Alle hændelser, der kunne have været rimelig fatale, eller i hvert fald burde kunne få folk til at beklage sig og rynke brynene. Men publikum virkede til at have skuldrene ekstremt sænket.

Og det signalerer nok, at Musik i Lejet efterhånden er en urørligt indgroet institution hos deres kernepublikum. På trods af, at der både var udefrakommende omstændigheder, der gjorde det svært, og alt måske heller ikke var eksekveret til perfektion i denne første omgang, så kan festivalen sagtens klare sig.

I hvert fald kan det godt være, at de lokale kritikere har fået fordrevet Musik i Lejet og festivalens tilhængere fra den oprindelige legendariske plads i vandkanten. Og som advokaten med de røde briller, Anja Cordes, siger i ’Slaget om Tisvilde’, har de unge jo alligevel ikke råd til at være der. Men med eller uden farmands kreditkort: De har saftsuseme råd til at være i Vejby.