Hvad skal du læse i august? Vi har 5 gode bud

Hvilke ord skal akkompagnere dig gennem sommerregnen og tilbage på arbejdspladsen, nu hvor industriferien er slut? Vi har fundet fem gode bøger, du kan underholde dig med.

Hvad skal du læse i august? Vi har 5 gode bud
Offentliggjort

’Lasternes tid’

Deepti Kapoors litterære thriller er blevet kaldt Indiens svar på ’The Godfather’. Det er ikke helt skævt ramt. Romanen tager sin begyndelse, da en beruset chauffør i en Mercedes i 2004 kører galt i New Delhi en tidlig morgen og dræber fem uskyldige mennesker.

Det sætter skred i en flerfacetteret historie om rig og fattig og om politisk og moralsk korruption i det moderne Indien. Kapoor skriver filmisk og udpenslende, og tre spor udfolder sig i ’Lasternes tid’.

Dels om Sunny Wadia, en playboy fra den magtfulde Wadia-familie, dels om den fattige dreng Ajay, der ender som assistent for Sunny Wadia, og endelig den undersøgende journalist Neda Kapur, som befinder sig midt i intrigen.

Udkommer den 24. august på Gutkind.

’Koryfæerne’

I adskillige bøger har Lena Andersson bedrevet kras kritik af det svenske folkhem. I fx ’Datteren’ og ’Sveas søn’ serverer hun et iskoldt røntgenbillede af det svenske velfærdssamfund, og det bliver ikke mindre morsomt i hendes nyeste bog, ’Koryfæerne’, som har fået betegnelsen ’korruptionsroman’ hæftet på sig.

Her bliver statsministeren Carl Stjärne i det fiktive land Thule skudt og dræbt på åben gade en februarnat. Politichefen Rolf Utterström står i spidsen for efterforskningen, men alt ender i forviklinger, og gerningsmanden bliver aldrig fanget. I årene, der følger, er mordet et åbent sår i landets kollektive bevidsthed. Var der nogen, der sagde drabet på Olof Palme?

Udkommer 15. august på C&K Forlag.

’En sølvrævs bekendelser’

Hvordan er det egentlig at fylde 50? Går det hele op i iskiassmerter, rejsningsproblemer og alskens sportsskader? Livet som midaldrende mand tager René Foli under kærlig lup i sin nye bog. Foli har gennem 25 år været topleder i uddannelsesbranchen, men nu tager han springet med en til tider syleskarp roman, hvis man kan leve med den megen hø-hø-humor.

I centrum for historien står den midtjyske mand Elvis, hans tre bedste venner og hans kone, Conny, som er en klippefast støtte, der udtrykker alle sine meninger uden så mange dikkedarer.

Er udkommet på Muusmanns Forlag.

’Kapitalismens afslutning’

Den tyske journalist og forfatter Ulrike Herrmann har skabt stor furore med sin bog, hvori hun argumenterer for, at vi må vinke farvel til kapitalismen og skrue ned for vores forbrug, hvis verdenssamfundet skal undgå at ende i kollaps. ’Kapitalismens afslutning’ har solgt over 95.000 eksemplarer i Tyskland, og i de seneste måneder har Hermann flere gange været i Danmark for at tale sin sag.

Uanset, hvor mange vindmøller og solcelleanlæg vi opfører, og ligegyldig hvor meget grøn energi vi udvinder, så vil det aldrig være nok til at drive den globale vækst, lyder det fra Ulrike Hermann. Vi er derfor, skriver hun, nødt til at stræbe efter en cirkulær økonomi, hvor kun det, der kan genanvendes, må forbruges. Det kan man så tænke lidt over, mens man sidder i flyet og læser med.

Er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

’Memoria’

Den svenske forfatter David Lagercrantz blev berømt for Zlatan-biografien og førte ’Millenium’-trilogien videre på fornemmeste vis fra Stieg Larsson. Siden har den umanerligt velskrivende svensker udgivet den nervepirrende page-turner ’Obscuritas’ om makkerparret Hans Rekke, en internationalt anerkendte ekspert i forhørsteknik, og Micaela Vargas, en ung politikvinde fra et socialt udsat boligområde.

De to minder på mange måder om en slags nutidig Sherlock Holmes og Dr. Watson, og i opfølgeren, ’Memoria’, står den igen på hæsblæsende action i en fortælling, hvor et brutalt plot udfolder sig midt i bankkrisen i 90’erne med tråde til russiske oligarker og KGB.

Er udkommet på Hr. Ferdinand.