Passer det, at en af de første gange du mødte Susanne Bier, sagde du din ærlige mening om en af hendes film – og at det ikke var særlig flatterende?
”Ha, ja, det er rigtigt. Jeg var i biografen til forpremieren på hendes film ’Livet er en schlager’. Den film var så sindssyg. Den handlede om en handikappet og en kræftsyg, og den var som en vittighed, som en Benetton-reklame. ’Den er eddermame dårlig, den film,’ sagde jeg til hende. Jeg forklarede, at jeg mente, at hun havde brugt alle de klichéer, der er, og at det var den værste leflen for publikum, jeg nogensinde havde set. Susanne grinede højt og svarede: ’Jamen, så må du jo bare skrive noget til mig, der er bedre end det.’ Hendes reaktion kunne jo godt have været helt anderledes, men det er sådan med Susanne, lærte jeg siden, at man godt kan sige rigtig grimme ting om hendes film. Så længe man ikke siger noget dårligt om hendes mad. Hun går meget mere op i, hvad folk synes om hendes pesto.”
Hvad endte du og Susanne Bier så med at lave sammen?
”Det tændte noget i hende, at jeg kom med min mening dengang, tror jeg. Jeg havde også set ’Den eneste ene’ og syntes, at der var nogle virkelig gode ting i den – og nogle virkelig dårlige. Jeg satte mig ned i hendes kælder og begyndte at skrive på en historie. Først prøvede vi at lave ’Et Dukkehjem’ om til en dogmefilm, men det lykkedes ikke. Slet ikke. Hver gang vi ændrede noget, blev det bare dårligere. Vi var nok ikke lige så dygtige som Ibsen. Men så skiftede vi spor, og det blev til ’Elsker dig for evigt’.”
