'Bad Grandpa': Ny Jackass-film er en lunken affære

'Bad Grandpa': Ny Jackass-film er en lunken affære
Offentliggjort

Med lidt make-up og en håndfuld lumre vittigheder har Jackass-Johnny Knoxville taget springet fra drengerøvsstunts til bedstefar-udgaven af Tour de Fis'. Enkelte steder er der gode løjer, men to-tre velegnede YouTube-klip gør ingen spillefilm. Anmeldelse af 'Jackass Presents: Bad Grandpa'.

Er der pruttevittigheder? Tjek, flere. Er der hængeboller ned til knæene? Yes. Bliver gode mennesker chokeret, fornærmet og vrede? Hele tiden. Ingredienserne til den nye Jackss-film er blevet brugt utroligt mange gange før, og desværre for dette nye forsøg er det gjort med bedre timing og charme i blandt andet Borat og danske Klovn.

Netop de to film minder 'Jackass Presents: Bad Grandpa' utroligt meget om. Det er en klassiske roadtrip-film, hvor Johnny Knoxville giver den som 86-årig alene-bedstefar efter sin kones død. Han bliver nødt til at tage sit barnebarn tværs over USA til drengens far, da moren skal i fængsel. Roadtrip-rammen er taknemmelig, fordi rejsen i sig selv giver følelse af retning. Men køreturen som fortællemæssig ramme kan ikke leve op til indholdet, og i stedet kører filmen sig selv ud på et sidespor.

LÆS OGSÅ Se billeder: Nye orgasmer fra 'Nymphomaniac'

Den egentlige handling er betydningsløs og fungerer primært som en platform for en række opstillede og pinlige optrin. Her forsøger Knoxville konstant at score damer, men i forhold til eksempelvis Borat, der virkelig går hele vejen, er Jackass-ikonet slet ikke chokerende nok. Den halve indsats får det filmen til at virke som et middelmådigt skjult kamera-program i mainstream-tv. Hvis Jackass for mere end 10 år siden ramte præcist ned i tidens bremsespor, er bedstefar-udgaven et årti og måske mere for sent på den.

Det afgørende for denne slags film er dog, om den er sjov. Og det er den enkelte gange. Knoxville har komisk talent og hans buttede sidekick i form af det 8-årige barnebarn har også sine øjeblikke. Flere gange må man overgive sig, når fx bedstefar og barnebarns pruttekonkurrence går galt og der kommer fyld med. Den scene fortæller meget om niveauet – på godt og ondt. Spørgsmålet er, om du vil med derned.

Karakter: 2/6

Se traileren her:

LÆS OGSÅ Wes Anderson udgives i bogform

TWITTER Følg os på twitter